Præstedømmevelsignelser Lær at stole på Gud
Samtlige velsignelser blev indfriet – selv om vi ikke opnåede det, vi allermest ønskede os.
»Jeg har aldrig bedt Gud om noget, som han så ikke har givet mig,« sagde min hustru, Deborah. Denne udtalelse forbløffer mig stadig, selv om jeg var sammen med hende, da jeg måtte sande det. Og den forbløffer sikker også alle dem, der kender til Deborahs syv år lange kamp med systemisk lupus, hendes to år lange kamp med brystkræft og hendes død den 19. september 1990. Men de, der forbavses eller undres, forstår måske ikke præstedømmevelsignelser eller deres indfrielse. Det var med besvær, at jeg selv erfarede, hvad det vil sige at bære præstedømmet og udøve det til velsignelse for andre.
Selv om begge mine forældre var aktive i Kirken og trofaste mod dens forskrifter, kan jeg ikke mindes, at præstedømmet var en særlig åndelig indflydelse i min barndom. Jeg kan ikke mindes at have været syg nok til at have brug for en velsignelse og har ingen erindring om, at der blev givet præstedømmevelsignelser til andre i min familie.
Denne manglende vægt på præstedømmevelsignelser førte jeg med ind i min egen familie, da jeg blev gift, og da min hustru og jeg fik børn. Jeg gav præstedømmevelsignelser, hvis nogen var alvorligt syg eller skulle opereres. Jeg gav også min hustru et par velsignelser som en følelsesmæssig hjælp, men det var kun ved sjældne lejligheder.
Det var altid en positiv oplevelse for mig at give velsignelser. Men en manglende forståelse og ringe selvsikkerhed begrænsede min udøvelse af denne præstedømmefunktion. Jeg kæmpede for at vide, hvilke ord jeg skulle sige, og var usikker på, om det, som dukkede op i mit sind, virkelig var det, som Gud ønskede.
Det ændrede sig, da min hustru opdagede, at hun led af systemisk lupus. De år med kampe med en udmattende og drænende sygdom blev kun afhjulpet af sjældne præstedømmevelsignelser. Min hustru var opmærksom på min usikkerhed med hensyn til at give velsignelser og bad derfor kun sjældent om den ekstra åndelige hjælp, som hun må have ønsket.
I marts 1989, da lægen bekendtgjorde, at min hustru havde kræft, ændredes vores liv. Kræften havde undgået lægernes opmærksomhed i to år, fordi den virkede meget fremmedartet. Da den endelig blev konstateret, havde den bredt sig, og hendes chancer for at blive rask var stærkt nedsatte. Da vi blev klar over, at vi stod midt i en kamp, som vi ikke kunne vinde på egen hånd, blev vi mere åbne for åndelig hjælp. Vores menighed fastede for Deborah, og vi tog taknemligt imod Hjælpeforeningens omsorg. Hendes kamp blev et slag, som blev udkæmpet af mange. En ven, som havde gennemgået den samme kemobehandling, som min hustru nu skulle igennem, betroede os, at han under de sværeste perioder af behandlingen havde anmodet om og modtaget præstedømmevelsignelser. Han rådede os til at gøre det samme, nemlig at søge åndelig hjælp til at kunne udholde virkningen af behandlingen.
Kemoterapien var hård. Min hustru havde alle de forventede reaktioner. Hun var syg i flere dage efter hver behandling. Hun tilbragte de fleste dage i sengen, og det var en byrde at skulle spise. Men lidt efter lidt lærte vi, hvordan vi skulle konfrontere hver udfordring så godt som muligt.
I denne svære tid bad min hustru, som vores ven havde rådet hende til, mig om præstedømmevelsignelser. Jeg gav hende en velsignelse, som skulle lindre den uro, som hun oplevede under den første uge af kemobehandlingen. Takket være en præstedømmevelsignelse blev frygten i forbindelse med en operation – om ikke helt fjernet – så dog mindsket. Lange perioder med opkastninger hørte op og søvn afløste søvnløse nætter, når jeg lagde mine hænder på hendes hoved og velsignede hende. Disse velsignelser gav os løfte om hjælp og trøst blandet med glimt af fremtiden. De fyldte os med varme og glæde.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det blev lettere for mig at give velsignelser, men det gjorde det ikke. Jeg gav de ønskede velsignelser, men mine vanskeligheder med at udøve præstedømmet varede ved. Jeg nævnte aldrig min utilpashed for min hustru, men hun kunne fornemme min tilbageholdenhed. Men det var vanskelige prøvelser, og hun vidste, at hun havde ret til hjælp, og jeg var den kanal, som hun kunne modtage den igennem. Så når hun havde brug for hjælp, bad hun om den.
Før jeg gav hende en velsignelse, vidste jeg allerede, hvad jeg gerne ville velsigne hende med: Mere end noget andet ønskede jeg at velsigne hende, så hun måtte blive helbredt. Og det var også, hvad hun ønskede. Men den velsignelse kom aldrig. Det, der kom i stedet, var trøstende velsignelser, som ikke fjernede prøvelsen, men gjorde den lettere at bære.
Langsomt gik det op for mig, hvordan præstedømmet og præstedømmevelsignelser fungerer. Det at give velsignelser var ikke et redskab til at få det, jeg gerne ville have, men en måde at opnå hjælp på. Jeg lærte at stole på Herren og hans vilje i stedet for det, som jeg mente, der skulle ske. Jeg fik en tiltro til, at de ord, som dukkede op i mit sind, virkelig var Guds ord, som han ønskede, at jeg skulle sige. Og skønt det aldrig har været let for mig at give velsignelser, så har jeg lært at stole på de følelser, som jeg har, mens jeg giver velsignelsen.
Da Deborah havde fuldført sin behandling, begyndte vi den vanskelige fase med at vente og se, om medicinen havde virket efter hensigten. Vi nød den tid, hvor vi var fri for lægeaftaler, prøver og behandlinger. Men vi havde hele tiden frygten i baghovedet for, at noget af kræften havde overlevet angrebet fra den giftige kræftmedicin og nu var ved at genopbygge sig.
Lidt efter lidt viste små fysiske tegn os, at vores største frygt var velbegrundet: Behandlingen havde ikke været vellykket. Lægerne var positive, men vi vidste, at det var et spørgsmål om tid.
Det sidste halve år af Deborahs liv var utrolig fredfyldt. Da en sidste behandlingsform slog fejl, besluttede vi at afbryde behandlingen og bare nyde den tid, der var tilbage. Der er nok nogle, som ikke vil tro på, at det var nogle vidunderlige måneder, men det var den bedste tid i mit liv.
I denne periode var der nogle bekymrede venner og familie, som antydede, at vi skulle være mere pågående over for Herren i vores kamp for at redde hendes liv. De sagde, at jeg bar præstedømmet og skulle bruge det til at helbrede hende. Skønt jeg forstod deres følelser, så forstod disse venner ikke, hvad det var, der skete. Der var jo intet, jeg hellere ville end at love Deborah, at hun skulle leve, men disse ord kom aldrig, mens jeg gav hende en velsignelse. Der var intet, hun ville have ønsket mere end at modtage en helbredende velsignelse, men hun følte ikke, at hun skulle bede om det. Vi troede begge på mirakler, men indså også vores eget begrænsede perspektiv på, hvordan en erfaring passer ind i den evige plan.
Det, der skete, var et endnu større mirakel. Hun blev aldrig lovet helbredelse i velsignelserne, men hun fik derimod en urokkelig vished om, at det, der skete, var Guds vilje. Hun blev ikke lovet, at det ville være let, men hun fik hjælp til at udholde de vanskelige perioder. Hun fik ikke lov til at blive og opdrage vore børn, men vi fik vished om vore evige bånd. Hun gik bort med kun en smule smerte og ubehag, mens familien var ved hendes side.
Jeg ved, at Gud lever og har omsorg for os. Han giver os trøst og hjælp, når vi har brug for styrke og indsigt. Selv om livet er vanskeligt, har Herren lovet at hjælpe os gennem vore trængsler, og en af de måder, hvorpå hjælpen kommer, er gennem præstedømmevelsignelser. Fordi min hustru vidste det, kunne hun sige: »Jeg har aldrig bedt Gud om noget, som han så ikke har givet mig.«
Illustrationer: Brian Calle