2011
Omsorg på Herrens måde
Juni 2011


Omsorg på Herrens måde

Det var en tid med store tab på børsmarkedet. Banker og andre finansinstitutioner krakkede. Arbejdsløsheden steg voldsomt. Folk mistede deres hjem. Regeringer greb ind med dyre programmer, som skulle vende den nedadgående spiral. Flere og flere mennesker blev tvunget til at henvende sig til offentlige institutioner for at få mad og andre nødvendigheder.

Denne beskrivelse af 1930’erne kunne også anvendes om mere aktuelle situationer. Dengang – såvel som nu – har Kirkens velfærdsplan været tilgængelig for at »hjælpe mennesker til at hjælpe sig selv«1 i tider med katastrofer, omfattende økonomiske kriser og nedgangstider og i det mindre, mere personlige udfordringer, som familier og enkeltpersoner kan komme i.

Skønt velfærdsplanen, som vi kender den i dag, ikke blev præsenteret før 1936, har de hellige i hver eneste uddeling praktiseret selvhjulpenhed, fordi Jesus Kristus er velfærdsplanens ophavsmand. Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Herren banede vejen, da han sagde: ›Og forrådshuset skal drives ved donationer fra kirken; og der skal sørges for enker og forældreløse og også for de fattige‹ (L&P 83:6). Og så påpegede han: ›Men det må nødvendigvis gøres på min egen måde‹ (L&P 104:16).«2

For at vise omsorg på Herrens måde skal vi udvikle vores egen selvhjulpenhed og derpå stræbe efter at hjælpe andre med at blive selvhjulpne. »Hengivne mænd og kvinder er med til at styre dette store og inspirerede program,« sagde præsident Monson. »Men faktisk kunne denne plan ikke fungere udelukkende ved vores indsats, for dette program styres af tro på Herrens måde.«3

Velfærdsplanens 75 års jubilæum – der fejres i år – giver sidste dages hellige mulighed for at tænke over grundlæggende principper, såsom at blive selvhjulpne, vise omsorg for de fattige og nødlidende og tjene andre. Når vi efterlever disse principper, bliver vi bedre i stand til at lindre lidelse, styrke folks karakter og fremme enighed.

Noter

  1. Kirkens præsidenters lærdomme: Heber J. Grant, 2003, s. 111.

  2. Thomas S. Monson, »Herrens metode«, Den danske Stjerne, apr. 1978, s. 8-12.

  3. Thomas S. Monson, Den danske Stjerne, jan. 1977, s. 8-12.

Hellige i alle uddelinger har fulgt Frelserens eksempel med at vise omsorg for de fattige og trængende.

Udsnit af Betesda dam, af Carl Bloch, gengivet med tilladelse fra Brigham Young University Museum of Art