Styrken ved at være mange
Fasteloven
Herren skabte fasteloven til at velsigne sit folk og skabe en måde, hvorpå de kan tage sig af de trængende. Han bad de hellige om at give »en del af jeres gods til de fattige … og det skal lægges frem for min kirkes biskop … så den kan gives til de fattige og de trængende« (L&P 42:31, 34). Fasteofre er en primær kilde for Herrens forrådshus. Kirkens medlemmer opfordres til at yde et offer, der mindst svarer til værdien af de to måltider, de ikke spiste, mens de fastede. Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) bad medlemmer om at give »meget, meget mere – ti gange mere, hvor vi er i stand til det.«1
Når vi forstår og efterlever fasteloven, vokser vores kærlighed til og omsorg for de mindre godt stillede. At faste i forbindelse med bøn er en form for sand tilbedelse. Når vi adlyder fasteloven, opnår vi åndelig styrke, timelige velsignelser og et større ønske om at tjene andre.
Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Begrebet fasteoffer optræder helt tilbage på Esajas’ tid, da han taler om den sande faste og opfordrer folk til at faste og dele ›dit brød med den sultne … [give] husly til hjemløse stakler‹ [Es 58:7]. Joseph Smith indførte indsamlingen af fasteoffer til fordel for de fattige i Kirtland i Ohio; og senere i Nauvoo i Illinois udsendte De Tolv Apostles Kvorum et brev til Kirken, hvori de definerede ›fastens principper‹ med ordene: ›Lad dette være et eksempel for alle hellige, så skal der aldrig være mangel på brød: Når de fattige sulter, så lad dem, der har noget, faste en dag og give det, som de ellers selv ville have spist, til Kirkens biskopper til at hjælpe de fattige, så vil alle have nok i lang tid … Så længe de hellige alle efterlever dette princip med glæde i hjertet og muntert åsyn, vil de altid have i overflod.‹«2
Fødevareproduktion
Produktion og bearbejdning af fødevarer til at bespise de sultne har været en hjørnesten i velfærdsplanen, siden den første gang blev præsenteret. Det, der begyndte med spredte haver og arbejdsprojekter rundt omkring i Utah, blev et stort netværk af over 1.000 gårde og projekter med fødevareproduktion drevet af stave og menigheder i Kirken. Velfærdsgårde drives i Nordamerika, Europa, Australien og Polynesien. I 1980’erne blev disse gårde og produktionsfaciliteter samlet, udvidet og forbedret. En del mindre projekter blev solgt.
Ligesom tidligere bliver disse gårde og faciliteter støttet af medlemmer af Kirken, som bidrager med det meste af arbejdskraften – alt sammen frivilligt. Medlemmer bidrager med hundredtusinder af dage hvert år til at producere, forarbejde og fordele madvarer, der bruges til at støtte de nødlidende. Over 45.000 tons korn, bønner, kød, frugt, grøntsager og andre fødevarer produceres hvert år, og det sikrer, at biskopper har mad til rådighed til at støtte de nødlidende. I områder i Kirken, hvor der ikke er let adgang til forrådshuse, kan biskopper og grenspræsidenter bruge fasteoffer til at sørge for de nødvendige varer og tjenester.
Herrens forrådshus
Siden velfærdsprogrammet blev introduceret i 1936, har medlemmer af Kirken arbejdet sammen for at lette lidelserne for dem, der er i nød. Økonomisk tilbagegang, naturkatastrofer, arbejdsløshed, sygdom og handicap eller tider med sorg har alle krævet, at de hellige arbejder sammen under præstedømmets ledelse for at sikre, at behov dækkes, og at enkeltpersoner og familier bliver velsignet. I årenes løb har millioner af medlemmer villigt givet af deres tid og talenter for at velsigne andre og erstatte, som præsident Monson siger, »svagheden hos én person, der står alene, med styrken af mange, der tjener sammen«.3
Da præsident Heber J. Grant talte om velfærdssystemet i 1936, forestillede han sig, at »intet nyt kirkeejet maskineri« ville være nødvendigt, men at »staves og menigheders organisationer, præstedømmekvorummer, Hjælpeforeningen og de øvrige organisationer ville yde alt, hvad de kunne formå til fordel for Kirkens generelle velfærd«.4 Herren havde allerede etableret den nødvendige organisation til at velsigne de fattige og trængende – præstedømmekvorummer var på plads, hjælpeforeninger var organiseret, og Guds præstedømme var på jorden.
Kirkens medlemmer bliver med deres indviede arbejde, deres talenter og evner en integreret del af Herrens forrådshus. Foruden det fasteoffer, som betales til Kirkens fasteofferfond, kan præstedømmeledere trække på alle medlemmers tid, talenter, evner og energi til at velsigne dem, der har behov for det.
Ved at tage imod muligheden for at hjælpe andre i nødens stund, viser vi vores kærlighed til Gud og hans børn. Dette er velfærd i dens reneste lys, og dens trofaste efterlevelse vil ophøje både giveren og modtageren, således som profeter i vore dage har set det.
Som et symbol på den større styrke, der opstår, når vi forenes for at tjene andre, hjælper præstedømmebrødre i Louisiana i USA med at fjerne et nedfaldent træ efter orkanen Katrinas hærgen i 2005.
Projekter som ferskenproduktion bidrager med en række forskellige næringsrige fødevarer, som både opretholder og opliver tilværelsen for personer, der ellers ville lide sult.
Fasteoffer, som her indsamles af diakoner, er afgørende for at hjælpe den nødlidende.
Som en del af en varig indsats for at dække menneskers helt grundlæggende behov samler en ung pige i Hong Kong sæbe og andre hygiejnematerialer til katastrofeofre.
Projekter, der hjælper andre, styrker båndene mellem os og hjælper os til at udvikle kristuslignende egenskaber. Her vasker unge sidste dages hellige i Mexico et hus, mens de forbedrer nabolaget.
Fra venstre: Foto: Jed Clark, Howard Collett, Norman Burningham og Craig Dimond