Styrken i uddannelse
Min mor fortalte mig, at jeg skulle være flittig i skolen, fordi det var det eneste, der kunne få mig ud af fattigdommen.
Min mor voksede op med omsorgssvigt, sult og fattigdom. Hun fik ikke megen formel skolegang, men hun forstod værdien af uddannelse og dens evne til at ændre folks liv. Ved at sy papirstykker sammen til et kladdehæfte, som jeg kunne bruge i skolen, gjorde min mor en ting klart for mig: En uddannelse ville kunne hjælpe mig til at undgå et liv i fattigdom.
En ydmyg begyndelse
Jeg blev født tre måneder for tidligt i det nordlige Brasilien. For 30 år siden havde et for tidligt født barn ikke mange chancer for at overleve på det kakkerlakbefængte offentlige hospital. Lægerne fortalte min mor, at jeg ville dø i løbet af et par timer. Men jeg døde ikke. Herren hjalp mig med at overleve.
Da jeg var omkring fem år gammel, forlod min far min mor, mine fire søskende og mig. Min mor var også blevet forladt af sine forældre, da hun var lille, så hun havde ingen familie, hun kunne søge hjælp hos. Vi havde ikke penge til at leje et hus, så i stedet lejede vi en plet jord. Vi byggede et hus af affaldstræ, pap og plastic med et tag af tørre palmeblade. Vi havde ingen møbler, udover en hængekøje, som to eller tre ofte delte, og vores seng, som vi havde lavet af et par sammenklappede papkasser. Vi havde hverken rindende vand eller elektricitet. Vi havde intet.
Mor arbejdede som hushjælp og vaskede folks tøj. Jeg gik med hende ned til floden og hjalp hende, så godt jeg kunne; så vandrede vi i timevis og leverede tøjet tilbage. Den tid, jeg tilbragte med at arbejde sammen med mor, var dyrebar for mig. Det var på det tidspunkt, jeg fik opbygget et forhold til min mor.
Selv om vi arbejdede hårdt, havde vi aldrig penge nok. Nogle gange havde vi knap noget at spise. Mor gav os sin mad, og til tider gik hun i dagevis uden selv at få noget. Vi drak vand og gik i seng, fordi det var den eneste måde at undgå sult på.
Ved du, hvordan man deler ét æg mellem seks mennesker? Det gør jeg.
Jeg havde en lille flok venner, da jeg var barn, men da vi voksede op, skiltes vore veje. Pigerne valgte at sælge deres kroppe for at tjene penge, og drengene begyndte at stjæle. Da de opfordrede mig til at gøre det samme, var der noget, som sagde mig, at det var forkert. Jeg ved, at Herren var opmærksom på mig allerede dengang, inden jeg blev medlem af Kirken, og jeg har lige siden set tegn på hans indgriben i mit liv.
Jeg nægtede at opgive skolen
Mine søskende og jeg havde længe stået på venteliste til den offentlige skole. Da vi endelig fik mulighed for at blive optaget, fortalte min mor mig meget godt om skolen. Hun sagde, at hvis jeg tog min skolegang alvorligt, kunne jeg blive til noget. Jeg glemmer aldrig hendes ord: »Jeg er ked af, at jeg ikke kan give jer et godt liv. Jeg er ked af, at du så tidligt i livet skulle lære at arbejde så hårdt, men nu har du muligheden for at få dig en uddannelse. Uanset hvad der sker, må du aldrig opgive skolen, for det er det eneste, der kan få dig væk fra dette liv.«
Da jeg begyndte i skolen, måtte vi være opfindsomme for at skaffe skolematerialer. Jeg fandt ubrugte ark papir i skraldespandene og tog dem med hjem. Min mor syede dem sammen til et kladdehæfte. Hun købte en blyant og delte den i tre, så mine to søstre og jeg hver kunne få et stykke at skrive med i skolen. Vore to mindre søskende var endnu ikke gamle nok til at gå i skole.
En ny tro
Min mor havde lidt så meget i sit liv, at hun ikke kunne tro på, at der var en Gud. Det troede jeg heller ikke, da jeg var barn. Men da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at stille spørgsmål om Gud. Jeg spurgte mig selv, hvorfor min familie ikke fik en chance for at leve et godt liv, og hvorfor jeg aldrig havde legetøj, mad nok eller nyt tøj. Hver gang jeg stillede de spørgsmål, fik jeg en fornemmelse af, at jeg ikke var alene. Den følelse trøstede mig i mange år.
Da jeg var omkring 13 år, kom der sidste dages hellige missionærer hjem til os. De besvarede alle mine spørgsmål og fortalte mig om Jesus Kristus. De fortalte mig, at der var en kirke, hvor jeg kunne lære mere om evangeliet i særlige klasser for unge på min alder. De lærte mig at bede. De fortalte mig om Mormons Bog. Da jeg blev døbt, var ingen fra min familie til stede.
Jeg følte mig meget alene, men jeg vidste, at jeg gjorde det rigtige. Jeg blev præsenteret for et nyt liv – et liv med håb, lykke, tro og kærlighed. Jeg vidste, at min omgangskreds søgte trøst i narko og umoralsk adfærd. Jeg fandt min trøst hos en kærlig himmelsk Fader og i hans Søns evangelium. Efter min dåb blev jeg klar over, at Herren havde været med mig gennem hele mit liv.
»Jeg lærte meget om evangeliet.« Jeg mødte folk, som delte min overbevisning. Nogle af medlemmerne fik øjnene op for mit liv, når de besøgte mig derhjemme. De hjalp mig gavmildt ved at købe mig tøj og sko til Kirken og kladdehæfter til skolen. Jeg passede ofte børn for Kirkens medlemmer og tjente flere penge, end jeg nogensinde før havde gjort. Da jeg var så ung, kunne det have været let for mig at glide væk fra evangeliet. Men takket være støtte fra Kirkens medlemmer, forblev jeg urokkelig i min nye tro.
Evangeliet forandrede virkelig mit liv. Efter min dåb følte jeg, at jeg havde mere energi til at følge med i skolen. Jeg lærte meget og blev mentor for andre. Hvis jeg ikke kendte faget, læste jeg bare så flittigt på det, at jeg kunne det så godt, at jeg kunne undervise i det. Jeg brugte pengene til at hjælpe til derhjemme.
Jeg modtog min patriarkalske velsignelse og blev rådet til at udføre en mission, fordi Herren havde en særlig velsignelse til mig på min mission, som ville ændre mit liv for stedse. Jeg vidste ikke, hvad det betød, men jeg vidste, at jeg ville forstå det med tiden, hvis jeg var lydig.
Nye muligheder
Jeg tjente i Ciritiba-missionen i Brasilien fra 2000 til 2002. Takket være mit venskab med især en kammerat, fik jeg mulighed for at komme til USA og studere. Jeg vidste, at det sandelig ville ændre mit liv for evigt. Jeg vidste, at min himmelske Fader var opmærksom på mig og havde en særlig plan med mig. Denne mulighed for at læse videre var et svar på mine bønner.
Jeg vidste, at det ville være en udfordring at skulle lære et nyt sprog, men jeg vidste også, at det ville være muligt, hvis jeg var flittig. Jeg læste på Brigham Young University English Language Center og tilbragte op til ti timer om dagen i biblioteket. En af mine lærere foreslog, at vi skulle bede om tungemålsgaven, så hver eneste aften bad jeg min himmelske Fader om denne gave. Han hjalp mig helt afgjort.
Da jeg havde fuldført mine studier på English Language Center, blev jeg tilbudt optagelse på flere universiteter. Jeg valgte Brigham Young University – Idaho og søgte optagelse på sygeplejerskestudiet. Jeg hørte, at det var meget vanskeligt at blive optaget på det studie, især for udenlandske studerende. Så jeg studerede meget flittigt. Mine venner drillede mig og sagde, at jeg burde flytte ind i biblioteket, fordi jeg tilbragte så meget tid der. Selv når det lukkede, gik jeg hjem og læste videre.
Når det hele virkede hårdt, tænkte jeg på præsident Gordon B. Hinckleys (1910-2008) ord: »I har brug for al den uddannelse, I kan få. Giv afkald på en bil; giv afkald på hvad som helst, som det er nødvendigt at ofre for at blive kvalificeret til at arbejde ude i verden«.1 Jeg vidste, at de ord stammede fra en Herrens profet, og jeg tog dem alvorligt.
Da jeg blev optaget på sygeplejerskestudiet, fyldtes mit hjerte med taknemlighed og glæde. Jeg vidste, at det ville blive hårdt, og at jeg måtte blive ved med at yde ofre, men jeg vidste også, at Herren ville hjælpe mig.
På universitetet traf jeg min mand, og vi blev gift i 2007. Samme år blev min mor medlem af Kirken. Hun fortalte mig, at hun aldrig havde forstået, hvorfor jeg var så glad, selv når vi oplevede forfærdelige ting. Men da hun blev medlem af Kirken, forstod hun det. Jesu Kristi evangelium har velsignet min familie, og jeg er glad for at se min mor velsignet efter alle de ofre, som hun har ydet. Jeg vil altid være taknemlig for hende.
I begyndelsen af 2010 forberedte jeg mig på min afgangseksamen – og ventede samtidig vores første barn. To måneder før jeg skulle op til min eksamen, opstod der komplikationer i graviditeten, og vores barn blev født ved kejsersnit. Mine lærere sagde, at jeg skulle tage orlov fra skolen og gå op til eksamen senere. Men jeg var jo så tæt på – der var kun to måneder tilbage!
Så min mand og jeg organiserede omhyggeligt vores tid, så vi kunne få balance i vores gøremål, og så jeg kunne fuldføre min uddannelse. Jeg planlagde min studietid sådan, at jeg kunne give min mand og vores søn den opmærksomhed, de havde brug for. Nogle gange passede mine svigerforældre vores søn, mens jeg var til forelæsninger. To meget gode studiekammerater hjalp mig med at læse op på stoffet. Jeg følte, at Herren havde sendt alle disse mennesker for at støtte mig i denne svære tid.
Et bedre liv
Da jeg havde taget min eksamen, fik jeg min autorisation og begyndte at arbejde som sygeplejerske for at forsørge familien, mens min mand fuldførte sine studier. Selv om jeg ikke har i sinde at arbejde, når min mand begynder på sin karriere, så kan jeg, hvis der opstår en tragedie eller økonomiske vanskeligheder, så jeg må arbejde, føle mig beredt, fordi jeg har taget en uddannelse.
Mor havde ret: En uddannelse rummer virkelig kraft til at ændre ens liv. Det har ændret mit, og det vil ændre mine børns liv. Jeg håber, at de vil indse, at jeg har fået fremgang, fordi jeg har fulgt Herrens plan for mig. Han ønskede, at jeg skulle få en uddannelse, og han har hjulpet mig hele vejen. Jeg håber, at mine børn lærer at arbejde, sådan som jeg gjorde, og at de vil værdsætte uddannelse, lige så meget som jeg gør.
Da jeg blev optaget på sygeplejerskestudiet, vidste jeg, at det ville blive hårdt, men jeg vidste også, at Herren ville hjælpe mig.
Illustration: Dan Burr
Fotografi af præsident Hinckley: Drake Busath