Det, jeg lærte af at svømme
Svømning har lært mig, at ikke alt gruppepres er dårligt. Nogle gange kan det hjælpe en til fremgang.
Jeg var syv år gammel og kunne ikke svømme, så min mor meldte mig på et eftermiddagshold i svømning sammen med min veninde Angie. Som afslutning på hver lektion tog læreren os med ud midt i svømmebassinet, så vi kunne øve vores svømmetag. Vi var altid trygge ude midt i bassinet, fordi svømmelæreren støttede os under maven, og fordi vi havde korkbælter på.
Gruppepres i bassinet
En dag havde hverken Angie eller jeg vores korkbælter på, så vi klyngede os til bassinkanten. Angie besluttede, at hun ville prøve at svømme hen til den anden bassinkant ved hjørnet, som var 1,2 meter væk. Til at begynde med holdt jeg mig lidt tilbage, men hun udfordrede mig. Så selv om jeg var bange, sugede jeg så meget luft ind, som jeg magtede og kastede mig ned i vandet i håb om at nå til den anden side. I stedet for at flyde med lethed, som jeg gjorde, når jeg havde korkbælte på, begyndte jeg nu at synke. Jeg blev grebet af panik. Jeg vidste, at jeg ville drukne. Så kom jeg i tanker om noget, vores svømmelærer havde sagt et par uger tidligere: »Hvis I kommer galt af sted, når I svømmer, så stik den ene arm op over vandet, og så kommer der en og hjælper jer.«
Med det i tankerne strakte jeg min arm i den retning, som jeg mente var op. Jeg kunne ikke mærke nogen luft. Jeg strakte min arm ud i alle retninger, men fandt ikke vandoverfladen. Netop i det øjeblik stødte mit hoved ind i bassinkanten. Der sad Angie og ventede på mig. Jeg tror ikke, at hun havde opdaget, at jeg var ved at »drukne«.
Et par uger senere var jeg ude ved en sø sammen med min familie. Da jeg stadig ikke kunne svømme, vadede jeg rundt i det lave vand. Jeg havde vadet rundt i 10 minutter, da jeg fik øje på en af mine veninder, som kom ud i søen. Jeg var forfærdet. »Sæt Stephanie opdager, at jeg ikke kan svømme?« tænkte jeg. Jeg følte mig så flov. Så jeg lod mig glide ned på knæ og lod som om jeg svømmede – jeg gik på armene, mens jeg sparkede med fødderne. Stephanie hoppede i vandet og begyndte at svømme rigtigt. Det gjorde mig bare endnu mere flov. Efter en tid kom hun hen og snakkede med mig. Så kastede hun sig af sted i en anden retning og lod mig stå tilbage i kølvandet efter hendes perfekte, velkoordinerede svømmetag. Jeg fortsatte min fupsvømning og følte mig dum.
Lidt efter besluttede jeg at lade være med at være bange og i stedet prøve at svømme. Jeg befandt mig på lavt vand, så jeg løftede mine arme op fra sandbunden og begyndte at hundesvømme. Det virkede. Jeg flød. Det varede kun et par sekunder, men jeg flød. Jeg gentog det igen og igen den aften. Da vi skulle hjem, kunne jeg hundesvømme tværs over søen.
Gruppepres er en stærk kraft
Når jeg tænker tilbage på de oplevelser, er jeg forbløffet over gruppepressets magt. Den ene dag var det ved at få mig til at drukne, den næste dag motiverede det mig til at lære at svømme. Sådan er det med gruppepres – det kan enten være negativt eller positivt, men det er altid meget stærkt.
Gruppepres var en af grundene til, at farisæerne ikke ville tro på Kristi ord: »De elskede nemlig ære fra mennesker frem for ære fra Gud« (Joh 12:43). I sin drøm så Lehi mennesker, som skammede sig over Herren på grund af dem, som hånede dem og pegede fingre ad dem fra den store og rummelige bygning (se 1 Ne 8:26-28).
Jeg er bekendt med den negative side af gruppepres – den side, som får folk til at vende sig fra det, som de ved er rigtigt. Jeg er blevet hånet på grund af mine sidste dages hellige standarder. Jeg har haft venner, som ville have mig til at stjæle tøj i butikkerne, snyde ved eksamen og være ond mod andre mennesker. I stedet for at ønske, at jeg skulle flyde og have fremgang, var de som sten, der trak mig ned og ville drukne mig.
Men jeg har også haft venner, som har motiveret mig til at gøre godt – noget, der har gjort mit liv bedre, ikke værre. Da jeg gik i ottende klasse, overtalte min ven Ali mig til at prøve at blive optaget på idrætsholdet det følgende skoleår. Det var ikke en nem bedrift, eftersom tanken om at stille op til en aktivitet som helt ny på skolen, skræmte mig. Men Ali overbeviste mig om, at jeg skulle gøre noget som var værd at give sig af med, som jeg måske aldrig ville have gjort uden en smule opmuntring fra en ven. Og på grund af dette venlige gruppepres, blev min overgang til gymnasiet lettet betydeligt.
Gode venner har motiveret mig gennem gymnasiet og videre på college og indgydt mig mod til at stille op til studenterrådet, arbejde for at få gode karakterer og næret mit vidnesbyrd om evangeliet. Disse venner har øvet en positiv indflydelse på mit liv. De ønskede, at jeg skulle få fremgang, og de hjalp mig med at udvikle mig.
Disse erfaringer har lært mig, at ikke alt gruppepres er dårligt, som mange mennesker har tilbøjelighed til at tro. Det kommer an på, hvilken type pres det er, og hvem det kommer fra. Jeg har erfaret, at når jeg omgiver mig med de rigtige påvirkninger, er der mindre sandsynlighed for, at jeg synker til bund i verdslighed. Positivt pres fra kirke og venner med høje standarder er den kraft, der har fungeret som mit livs korkbælte, der holder mig flydende.
Illustrationer: Steve Kropp.