Vov at stå alene

Præsident Thomas S. Monson

Må vi altid være modige og forberedt til at stå fast ved det, vi tror på.

Mine elskede brødre, det er et storslået privilegium at være hos jer i aften. Vi, der bærer Guds præstedømme, danner et stærkt bånd og et broderskab.

Vi læser i Lære og Pagter, afsnit 121, vers 36, »at præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet med himlens kræfter.« Sikken vidunderlig gave, vi har fået – at bære præstedømmet, som »er uadskilleligt forbundet med himlens kræfter.« Denne dyrebare gave bringer imidlertid ikke kun særlige velsignelser, men også højtidelige ansvar. Vi må leve således, at vi altid er værdige til det præstedømme, vi bærer. Vi lever i en tid, hvor vi er omgivet af meget, som har til hensigt at lokke os ad stier, som kan føre til vores ødelæggelse. Det kræver beslutsomhed og mod at undgå sådanne stier.

Jeg mindes en tid – og det gør nogle af jer her i aften også – hvor de fleste menneskers standarder lignede vore standarder meget. Det gælder ikke længere. For nylig læste jeg en artikel i New York Times om en undersøgelse, der fandt sted i løbet af sommeren 2008. En fremtrædende sociolog fra Notre Dame University ledte et forskerhold, som foretog dybdegående interview med 230 unge voksne over hele USA. Jeg tror, at vi ret sikkert kan formode, at resultaterne ville være tilsvarende i de fleste dele af verden.

Jeg fortæller jer blot om en del af denne meget interessante artikel:

»Interviewerne stillede åbne spørgsmål om rigtigt og forkert, moralske dilemmaer og meningen med livet. I de usammenhængende svar … ser man unge, som famler efter at sige noget fornuftigt på disse områder. Men de kender ikke kategorierne eller ordforrådet til at svare.

Når de bliver bedt om at beskrive et moralsk dilemma, som de havde mødt, kunne to tredjedele af de unge enten ikke besvare spørgsmålet eller også beskrev de problemer, der intet har med moral at gøre, som hvorvidt de havde råd til at leje en bestemt lejlighed, eller om de havde mønter nok til at fodre parkometret.«

Artiklen fortsatte:

»Standardsvaret, som de fleste af dem vendte tilbage til igen og igen, lød, at moralske valg blot er et spørgsmål om personlig smag. ›Det er personligt,‹ svarede de adspurgte typisk. ›Det er op til den enkelte. Det kan jeg ikke bestemme.‹

Mange af de unge har afvist blind lydighed over for autoriteter og er gået i den anden grøft, [idet de siger]: ›Jeg vil gøre det, jeg tror gør mig lykkelig, eller følge mine følelser. Jeg har ingen anden måde at vide på, hvad jeg skal gøre, bortset fra mine følelser.‹«

De, der forestod interviewene, fremhævede, at flertallet af de unge, som de talte med, ikke havde »fået ressourcerne – fra skoler, institutioner eller familier – til at fremme deres moralske intuition.«¹

Brødre, ingen, der kan høre mig, bør have nogen tvivl om, hvad der er moralsk rigtigt, og hvad der ikke er. De bør heller ikke være i tvivl om, hvad der forventes af os som bærere af Guds præstedømme. Vi er blevet undervist med Guds love og bliver det fortsat. Uanset hvad I måtte se eller høre andetsteds, så er disse love uforanderlige.

I vores hverdag er det næsten uundgåeligt, at vores tro bliver udfordret. Vi kan til tider befinde os omgivet af andre og alligevel være i mindretal eller tilmed stå helt alene omkring, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er. Har vi det moralske mod til at stå fast på vore holdninger, selv om vi må stå alene, når vi gør det? Som bærere af Guds præstedømme er det afgørende, at vi – med mod – kan klare enhver udfordring, vi måtte møde. Husk Tennysons ord: »Jeg har styrke som ti, for mit hjerte er rent.«²

Nogle kendte og andre, der – af den ene eller anden grund – er i rampelyset, har i stigende grad en tendens til at latterliggøre religion i al almindelighed og nogle gange Kirken i særdeleshed. Hvis vore vidnesbyrd ikke et tilstrækkeligt forankret, kan sådan kritik få os til at tvivle på vores egen tro eller vakle i vore beslutninger.

I Lehis syn med livets træ, som står i 1 Nefi 8, ser Lehi blandt andre dem, der holder fast ved jernstangen, indtil de når frem og spiser af frugten fra livets træ, som vi ved er et billede på Guds kærlighed. Men desværre skammer nogle sig, efter de har spist af frugten, på grund af mennesker i en »stor og rummelig bygning,« der repræsenterer stolthed hos menneskenes børn, og som peger fingre af dem og spotter dem, og de går bort på forbudne stier og bliver væk.³ Latterliggørelse og hån er et af modstanderens stærkeste redskaber! Brødre, jeg spørger igen, har vi mod til at stå stærkt og fast på trods af så stor modstand?

Jeg tror, at min første oplevelse med mine overbevisningers mod fandt sted, da jeg tjente i USA’s flåde i slutningen af anden verdenskrig.

Rekruttiden i flåden var ikke så let for mig eller for nogen anden, som gennemgik den. De første tre uger var jeg overbevist om, at mit liv var i fare. Flåden forsøgte ikke at uddanne mig; den forsøgte at slå mig ihjel.

Jeg vil aldrig glemme, da det blev søndag efter den første uge. Vi fik en meget velkommen besked fra oversergenten. Vi stod ret på eksercitspladsen i en frisk californisk brise og hørte denne befaling: »I dag går alle i kirke – og det er alle, undtagen mig. Jeg skal slappe af!« Så råbte han: »Alle katolikker mødes i Camp Decatur – og kom ikke tilbage før kl. 15. Fremad march!« En pæn stor gruppe drog af sted. Så råbte han sin næste kommando: »De, der er jøder, I mødes i Camp Henry – og kom ikke tilbage før kl. 15. Fremad march!« En lidt mindre gruppe drog af sted. Så råbte han: »Resten af jer protestanter, I mødes i undervisningslokalerne i Camp Farragut – og kom ikke tilbage før kl. 15. Fremad march!«

Straks fór tanken gennem mit hoved: »Monson, du er ikke katolik, du er ikke jøde, du er ikke protestant. Du er mormon, så du bliver bare stående her!« Jeg kan forsikre jer om, at jeg følte mig helt alene. Modig og beslutsom, ja – men alene.

Og så hørte jeg de dejligste ord, som jeg nogensinde har hørt den oversergent udtale. Han så i min retning og spurgte: »Og hvad kalder I jer så?« Indtil det øjeblik havde jeg ikke set, at der stod andre ved siden af mig eller bag mig på eksercitspladsen. Næsten i kor svarede vi alle: »Mormoner!« Det er vanskeligt at beskrive den glæde, der fyldte mit hjerte, da jeg vendte mig om og så en håndfuld andre sømænd.

Oversergenten kløede sig i håret med et overrasket udtryk i ansigtet og sagde til sidst: »Nå, I må finde jer et sted at mødes. Og kom ikke tilbage før kl. 15. Fremad march!«

Da vi marcherede væk derfra, tænkte jeg på teksten i et rim, som jeg havde lært i Primary mange år tidligere:

Vov at være mormon!
Vov at være en ener
Vov at have høje idealer.
Og vov at sige det, du mener.

Selv om oplevelsen endte anderledes, end jeg havde forventet, så havde jeg været villig til at stå alene, hvis det havde været nødvendigt.

Siden den dag har der været tidspunkter, hvor ingen stod bag mig, og jeg således stod alene. Hvor er jeg taknemlig for, at jeg for længe siden traf beslutningen om at forblive stærk og tro, altid forberedt og parat til at forsvare min religion, hvis det var nødvendigt.

For at vi ikke vi på noget tidspunkt skal føle os utilstrækkelige til opgaverne forude, brødre, så lad mig fortælle jer om en udtalelse, som Kirkens daværende præsident Ezra Taft Benson fremsatte i 1987, da han talte til en stor gruppe medlemmer i Californien. Præsident Benson sagde:

»I alle tidsaldre har profeterne skuet frem gennem tiden til vore dage. Milliarder af afdøde og endnu ufødte holder øje med os. Tag ikke fejl af det – I er en udvalgt generation …

I næsten 6.000 år har Gud holdt jer tilbage, for at I kunne komme frem i de sidste dage før Herrens andet komme. Nogle personer vil falde fra, men Guds rige vil forblive intakt for at byde velkommen til dets overhoved – Herren Jesus Kristus.

Selv om denne generation i ugudelighed kan sammenlignes med Noas dage, da Herren rensede jorden med en vandflod, så er der en stor forskel denne gang. Det er, at Gud til den sidste runde har gemt nogle af sine stærkeste børn, som i triumf vil være med til at løfte riget.«⁴

Ja, brødre, vi repræsenterer nogle af hans stærkeste børn. Det er vores ansvar at være værdige til alle de storslåede velsignelser, som vor himmelske Fader har i vente til os. Uanset hvor vi er, følger vores præstedømme med os. Står vi på hellige steder? Stands op for at overveje konsekvenserne, før I sætter jer selv eller jeres præstedømme i fare ved at gå til steder eller deltage i aktiviteter, som ikke er værdige for jer eller dette præstedømme. Vi har alle fået overdraget Det Aronske Præstedømme. I den proces modtog hver enkelt magten, der indeholder nøglerne til engles betjening. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt:

»I har ikke råd til at gøre noget, som vil placere et slør mellem jer og de betjenende engle, som virker til gavn for jer.

I kan ikke være umoralske i nogen som helst form. I kan ikke være uærlige. I kan ikke snyde eller lyve. I kan ikke misbruge Guds navn eller bande og stadig have retten til englenes betjening.«⁵

Hvis nogen af jer er snublet på jeres vej, så ønsker jeg, at I uden nogen tvivl overhovedet forstår, at der er en vej tilbage. Den proces kaldes omvendelse. Vor Frelser gav sit liv for at give jer og mig denne velsignede gave. Trods den kendsgerning, at vejen til omvendelse ikke er let, så er løfterne ægte. Vi har fået at vide: »Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne.«⁶ »Og husker dem ikke længere på deres synd.«⁷ Sikke en udtalelse. Sikke en velsignelse. Sikke et løfte.

Der er måske nogle blandt jer, som for sig selv tænker: »Jeg efterlever ikke alle befalingerne, og jeg gør ikke alt det, jeg burde, og det går stadig godt for mig. Jeg kan nok godt tage mit stykke kage og også spise det.« Brødre, jeg lover jer, at det på langt sigt ikke går.

For ikke mange måneder siden modtog jeg et brev fra en mand, som engang troede, at han kunne gøre begge dele. Han har nu omvendt sig og bragt sit liv i harmoni med evangeliske principper og befalinger. Jeg vil gerne citere et afsnit fra hans brev for jer, for det viser den fejlagtige tankegang: »Jeg måtte selv lære det (på den hårde måde), at Frelseren havde fuldstændig ret, da han sagde: ›Ingen kan tjene to herrer: Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.‹⁸ Jeg har forsøgt, måske mere end nogen anden, at gøre begge dele. Til sidst,« sagde han, »havde jeg al den tomhed, mørke og ensomhed, som Satan giver dem, der tror på hans bedrag, illusioner og løgne.«

For at vi alle kan være stærke og modstå alle kræfter, der trækker os i den forkerte retning, eller alle stemmer, der opfordrer os til at tage en forkert vej, må vi have vores eget vidnesbyrd. Uanset om I er 12 eller 112 – eller et sted midt imellem – så kan I personligt vide, at Jesu Kristi evangelium er sandt. Læs Mormons Bog. Overvej dens lærdomme. Spørg vor himmelske Fader, om den er sand. Vi har det løfte, at »hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft.«⁹

Når vi ved, at Mormons Bog er sand, så følger det, at Joseph Smith virkelig var en profet, og at han så Gud den evige Fader og hans Søn Jesus Kristus. Det følger også, at evangeliet blev gengivet i de sidste dage gennem Joseph Smith – herunder gengivelsen af både Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømme.

Når vi har et vidnesbyrd, så påhviler det os at bære det vidnesbyrd for andre. Mange af jer brødre har tjent som missionærer over hele verden. Mange af jer unge mænd kommer til at tjene. Forbered jer selv nu til den mulighed. Sørg for, at I er værdige til at tjene.

Hvis vi er forberedt til at fortælle om evangeliet, så er vi parat til at reagere på apostlen Peters råd, som opfordrede os til, altid at »være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har.«¹⁰

Vi får muligheder hele livet til at fortælle om vores tro, selv om vi ikke altid ved, hvornår vi bliver kaldet til at gøre det. En sådan mulighed fik jeg i 1957, da jeg arbejdede i trykkeribranchen og blev bedt om at rejse til Dallas i Texas, der sommetider kaldes »kirkernes by«, for at tale ved en erhvervskonference. Da konferencen var overstået, tog jeg på en rundvisning med bus gennem byens forstæder. Når vi passerede de forskellige kirker, kommenterede vores chauffør: »Til venstre ser I metodisternes kirke« eller »her til højre ligger den katolske domkirke.«

Da vi passerede en smuk, rød murstensbygning på en bakketop, informerede chaufføren os: »I den bygning mødes mormonerne.« En kvindes stemme bagest i bussen spurgte: »Chauffør, kan du fortælle os noget mere om mormonerne?«

Chaufføren kørte ind til kantstenen, vendte sig omkring og svarede: »Frue, det eneste, jeg ved om mormonerne, er, at de mødes i den røde murstensbygning. Er der nogen i bussen, som ved noget mere om mormonerne?«

Jeg ventede på, at nogen svarede. Jeg stirrede på hver persons ansigtsudtryk for at finde en antydning af genkendelse, et ønske om at kommentere. Ingen reaktion. Jeg forstod, at det var op til mig at gøre, som apostlen Peter foreslog, nemlig »altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har.« Jeg erkendte også sandheden af udsagnet: »Når beslutningens øjeblik er kommet, er tiden til forberedelse forpasset.«

I cirka det næste kvarter var det mit privilegium at fortælle personerne i bussen mit vidnesbyrd om Kirken og vores tro. Jeg var taknemlig for mit vidnesbyrd og taknemlig for, at jeg var forberedt til at bære det.

Af hele mit hjerte og hele min sjæl beder jeg til, at enhver mand, der bærer præstedømmet, vil ære det præstedømme og være værdig til den tillid, der blev udvist, da det blev overdraget. Må alle vi, som bærer Guds præstedømme, vide, hvad vi tror på. Må vi altid være modige og forberedt til at stå fast ved det, vi tror på, og hvis vi skal stå alene i processen, må vi da gøre det modigt, styrket af vores viden om, at vi faktisk aldrig er alene, når vi står sammen med vor Fader i himlen.

Når vi tænker over den store gave, som vi har fået – »præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet med himlens kræfter« – må vores beslutning da altid være at stå på vagt og forsvare den og være værdige til dens store løfter. Brødre, må vi følge Frelserens instruktion til os, som står i 3 Nefi: »Derfor, hold jeres lys op, så det kan skinne for verden. Se, jeg er det lys, som I skal holde op – det, som I har set mig gøre.«¹¹

Det er min bøn og min velsignelse til alle, som hører min stemme, at vi altid må følge det lys og holde det op, så hele verden kan se det. I Jesu Kristi navn. Amen.