Jesu lære
Jesus Kristus er Guds Enbårne og Elskede Søn … han er vor Frelser fra synd og død. Dette er den vigtigste kundskab på jorden.
»Hvad mener I om Kristus?« (Matt 22:42). Med disse ord modsagde Jesus farisæerne på sin tid. Jeg spørger med de samme ord mine sidste dages hellige-trosfæller og andre kristne, hvad de virkelig tror om Jesus Kristus og hvad I gør på grund af denne tro.
De fleste af mine henvisninger til skriften vil komme fra Bibelen, for det er den, de fleste kristne kender til. Mine udlægninger vil naturligvis trække på det, som senere skrifter primært Mormons Bog lærer os om meningen med de af Bibelens skriftsteder, som er så tvetydige, at forskellige kristne er uenige om dem. Jeg taler til troende, men andre må også gerne høre med. Som ældste Tad R. Callister fortalte os i formiddag, priser nogle, som kalder sig selv kristne, Jesus som en stor lærer, men anerkender ikke hans guddommelighed. Henvendt til dem vil jeg bruge Jesu Kristi egne ord. Vi bør alle overveje, hvad han selv sagde om, hvem han var og hvad han var sendt til jorden for at gøre.
Den Enbårne Søn
Jesus fortalte, at han var den Enbårne Søn. Han sagde:
»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham« (Joh 3:16-17).
Gud Faderen bekræftede dette. Som kulmination på denne hellige oplevelse på Forklarelsens Bjerg, erklærer han fra himlen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« (Matt 17:5).
Jesus lærte os også, at han ligner Faderen. Til apostlene sagde han:
»Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.
Filip sagde til ham: ›Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.‹
Jesus sagde til ham: ›Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen?‹« (Joh 14:7-9).
Senere beskrev apostlen Paulus Sønnen som værende Faderens »udtrykte billede« (Hebr 1:3; se også 2 Kor 4:4).
Skaber
Apostlen Johannes skrev, at Jesus, som han kaldte »Ordet«, i begyndelsen var hos Gud. »Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er« (Joh 1:2-3). I henhold til Faderens plan er Jesus Kristus altså Skaberen af alle ting.
Herren, Israels Gud
Under sin tjenestegerning blandt folket i Palæstina, erklærede Jesus, at han var Jahve, Israels Gud (se Joh 8:58). Senere viste den opstandne Herre sig for folket på det amerikanske kontinent og betjente dem. Der sagde han:
»Se, jeg er Jesus Kristus, som profeterne bevidnede skulle komme til verden …
Jeg er Israels Gud og hele jordens Gud« (3 Ne 11:10, 14).
Det han har gjort for os
Ved en stavskonference for mange år siden, mødte jeg en kvinde, som sagde, at hun var blevet bedt om at komme tilbage til Kirken efter mange års fravær, men hun kunne ikke finde nogen årsag til, at hun skulle. For at opmuntre hende sagde jeg: »Når man tager alt det, Frelseren har gjort for os i betragtning, synes du så ikke, at der er mange grunde til at komme tilbage til Kirken og tjene og tilbede ham?« Jeg blev forbavset over hendes svar: »Hvad har han gjort for mig?« Til dem, som ikke forstår, hvad vor Frelser har gjort for os, vil jeg besvare det spørgsmål med hans egne ord og mit eget vidnesbyrd.
Verdens liv
Biblen indeholder Jesu lære: »Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod« (Joh 10:10). Han erklærede senere i den nye verden: »Jeg er verdens lys og liv« (3 Ne 11:11). Han er verdens Liv, fordi han er vor Skaber, og fordi vi alle gennem hans opstandelse er sikret, at vi vil leve igen. Og det liv, han giver os, er ikke blot et jordisk liv. Han sagde: »Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd« (Joh 10:28; se også Joh 17:2).
Verdens lys
Jesus sagde også: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket« (Joh 8:12). Han sagde endvidere: »Jeg er vejen og sandheden og livet« (Joh 14:6). Han er Vejen, og han er Lyset, fordi hans lære lyser op på jordelivets sti og viser os vejen tilbage til Faderen.
Udfører Faderens vilje
Jesus ærede altid Faderen og fulgte ham. Selv som ung sagde han til sine jordiske forældre: »Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« (Luk 2:49). »Jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig« (Joh 6:38; se også Joh 5:19). Og Frelseren lærte os, at »ingen kommer til Faderen uden ved mig« (Joh 14:6; se også Matt 11: 27).
Vi kommer tilbage til Faderen ved at gøre hans vilje. Jesus sagde: »Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje« (Matt 7:21). Han forklarede:
»Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?
Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!« (Matt 7:22-23).
Hvem vil træde ind i Himmeriget? Ikke dem, som blot gør underfulde gerninger i Herrens navn, sagde Jesus, »men kun den, der gør min himmelske faders vilje.«
Det store eksempel
Jesus viste os, hvordan man gør dette. Igen og igen opfordrede han os til at følge ham: »Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig« (Joh 10:27).
Præstedømmets kraft
Han overdrog præstedømmets kraft til sine apostle (se Matt 10:1) og til andre. Til Peter, seniorapostlen, sagde han: »Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene« (Matt 16:19, se også Matt 18:18).
Lukas skrev, at Herren »udpegede … tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen« (Luk 10:1). Senere fortalte de tooghalvfjerds glade Jesus: »Herre, selv dæmonerne adlyder os i dit navn« (Luk 10:17). Jeg vidner om denne præstedømmekraft.
Vejledning ved Helligånden
Mod slutningen af sin jordiske tjenestetid sagde Jesus til apostlene: »Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer« (Joh 14:26), og endvidere »skal han vejlede jer i hele sandheden« (Joh 16:13).
Vejledning gennem hans bud
Han leder os også gennem sine bud. Således befalede han nefitterne, at de skulle holde op med at skændes om hans lære, for som han sagde:
»Den, der har stridens ånd, er ikke af mig, men er af Djævelen, som er faderen til strid, og han ophidser menneskers hjerte til at strides med vrede, den ene mod den anden.
Se, det er ikke min lære at ophidse menneskers hjerte til vrede, den ene mod den anden, men det er min lære, at sådant skal afskaffes« (3 Ne 11:29-30).
Fokus på det evige liv
Han opfordrede os også til at have fokus på ham og ikke på verdens ting. I sin store prædiken om livets brød, forklarede Jesus forskellen på timelig og evig næring. »Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer« (Joh 6:27). Frelseren lærte os, at han er Livets Brød, kilden til evig næring. Idet han talte om den jordiske næring, verden kan tilbyde og den manna, som Jahve havde sørget for til israelitterne i ørkenen, sagde Jesus, at de, som forlod sig på det brød, var døde (se Joh 6:49-50). Derimod var den næring, han tilbød, »det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid« (Joh 6:51).
Nogle af hans disciple sagde: »Det er hård tale« (v. 60) og »efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham« (Joh 6:60, 66). De godtog tilsyneladende ikke hans tidligere belæring: »Søg først Guds rige« (Matt 6:33). Selv i dag er nogle af dem, der vedkender sig kristendommen, mere tiltrukket af denne verdens ting – de ting, der opretholder livet på jorden, men ikke giver næring til det evige liv. For nogle er hans »hård[e] tale« stadig anledning til ikke at følge Kristus.
Forsoningen
Kulmination på Frelserens jordiske tjenestegerning var hans opstandelse og sonoffer for verdens synder. Johannes Døber profeterede om dette med ordene: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd« (Joh 1:29). Senere sagde Jesus, at »Menneskesønnen [kom] … for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange« (Matt 20:28). Da Jesus indstiftede nadveren, sagde han iflg. beretningen i Matthæus, at vinen, han velsignede, var »mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse« (Matt 26:28).
Da den opstandne Herre viste sig for nefitterne, opfordrede han dem til at komme frem og mærke sårene i hans side og føle naglemærkerne i hans hænder og fødder. Årsagen til, at han gjorde det, var, som han sagde: »Så I kan vide, at jeg er Israels Gud og hele jordens Gud og er blevet slået ihjel for verdens synder« (3 Ne 11:14). Og beretningen fortæller os, at folkeskaren »faldt ned for Jesu fødder og tilbad ham« (v. 17). Af denne grund vil hele verden i sidste ende tilbede ham.
Jesus belærte os om flere dyrebare sandheder om sit sonoffer. Mormons Bog, som forklarer hans lære og kommer med den bedste forklaring på hans tjenestegerning, beskriver denne lære:
»Min Fader sendte mig, så jeg kunne blive løftet op på korset, så jeg … kunne drage alle mennesker til mig …
for at stå foran mig for at blive dømt efter deres gerninger …
Og det skal ske, at den, der omvender sig og bliver døbt i mit navn, skal blive fyldt; og hvis han holder ud til enden, da vil jeg holde ham skyldfri over for min Fader på den dag, da jeg skal stå frem for at dømme verden.
Og intet urent kan komme ind i hans rige; derfor går intet ind til hans hvile, undtagen de, der har vasket deres klæder i mit blod på grund af deres tro og omvendelse fra alle deres synder og deres trofasthed til enden« (3 Ne 27:14-16, 19).
Og således forstår vi, at Jesu Kristi sonoffer giver os mulighed for at overvinde den åndelige død, som følger af synd, og gennem at indgå og holde hellige pagter, kan vi nyde det evige livs velsignelser.
Opfordring og vidnesbyrd
Jesus udfordrede apostlene: »Hvad mener I om Kristus?« (Matt 22:42). Apostlen Paulus udfordrede korintherne således: »Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv!« (2 Kor 13:5). Vi bør hver især svare på den udfordring. Hvor ligger vores dybeste loyalitet? Er vi som de kristne, ældste Maxwell nævnte i sin mindeværdige beskrivelse, der har bopæl i Zion, men sommerhus i Babylon?1
Der er ingen mellemvej. Vi følger Jesus Kristus. Vi er medborgere i hans kirke og evangelium, og bør ikke søge om visum til at besøge Babylon. Vi bør ære hans navn, holde hans bud og ikke stræbe »efter det, der er af denne verden, men stræb først efter at opbygge Guds rige og at grundlægge hans retfærdighed« (Matt 6:33; JSO Matt 6:38).
Jesus Kristus er Guds enbårne og elskede Søn. Han er vor Skaber. Han er verdens Lys. Han er vor Frelser fra synd og død. Dette er den mest værdifulde kundskab på jord, og I kan vide det selv, ligesom jeg ved det. Helligånden, som vidner om Faderen og Sønnen og leder os ind i sandheden, har åbenbaret disse sandheder for mig og han vil åbenbare dem for jer. Vejen går gennem ønske og lydighed. Omkring det at ønske sagde Jesus: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer (Matt 7:7). Om lydighed sagde han: »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv« (Joh 7:17). Jeg vidner om sandheden af disse ting i Jesu Kristi hellige navn. Amen.