Det er bedre at se op
Hvis vi ligesom præsident Monson udøver tro og ser hen til Gud for hjælp, bliver vi ikke overvældede af livets byrder.
Ved slutningen af en særdeles trættende dag hen mod enden af min første uge som generalautoritet, var min mappe proppet og mit sind optaget af spørgsmålet: »Hvordan kan jeg dog klare dette?« Jeg forlod De Halvfjerds’ kontor og trådte ind i elevatoren i Kirkens Administrationsbygning. Da elevatoren kørte ned, hang jeg med hovedet og stirrede stift ned i gulvet.
Døren gik op, og der trådte en ind, men jeg så ikke op. Da døren gik i, hørte jeg nogen spørge: »Hvad kigger du på dernede?« Jeg genkendte stemmen – det var præsident Thomas S. Monson.
Jeg så hurtigt op og svarede: »Ikke noget.« (Jeg er sikker på, at det begavede svar indgød tillid til mine evner!)
Men han havde set mit slukørede ansigt og min tunge taske. Han smilede og foreslog kærligt, idet han pegede mod himlen: »Det er bedre at se op!« Mens vi kørte endnu en etage ned, fortalte han muntert, at han var på vej til templet. Da han sagde farvel, talte hans blik igen til mit hjerte: »Husk nu, at det er bedre at se op.«
Da vi skiltes, kom jeg i tanke om et skriftsted: »Tro på Gud; tro, at han er til … at han har al visdom og al magt, både i himlen og på jorden.«1 Da jeg tænkte på vor himmelske Faders og Jesu Kristi kraft, fandt jeg den trøst, jeg forgæves havde søgt i elevatorgulvet.
Siden har jeg tænkt over denne oplevelse og profeters rolle. Jeg var bebyrdet og hang med hovedet. Da profeten talte, så jeg på ham. Han rettede mit fokus til at se op mod Gud, hvor jeg kunne heles og styrkes gennem Kristi forsoning. Det er det, profeter gør for os. De fører os til Gud.2
Jeg vidner om, at præsident Monson ikke blot er profet, seer og åbenbarer; han er også et vidunderligt eksempel på efterlevelse af princippet om at se op. Af alle mennesker må han kunne føle sig tynget af sit ansvar. I stedet for udviser han så stor tro og er fyldt med optimisme, visdom og kærlighed til andre. Hans indstilling præges af »kan gøre« og »vil gøre«. Han stoler på Herren og forlader sig på hans styrke, og at Herren velsigner ham.
Erfaringen har lært mig, at hvis vi ligesom præsident Monson udøver tro og ser hen til Gud for hjælp, vil vi ikke blive overvældede af livets byrder. Vi vil ikke føle os ude af stand til at gøre det, vi er kaldede til eller nødt til at gøre. Vi vil blive styrket, og vores liv vil blive fyldt med fred og glæde.3 Vi vil indse, at det meste at det, vi bekymrer os om, ikke er af evig betydning – og hvis det er, vil Herren hjælpe os. Men vi må have tro til at se op og have modet til at følge hans vejledning.
Hvorfor er det en udfordring hele tiden at se op i vores liv? Måske mangler vi troen på, at sådan en enkel handling kan løse vore problemer. Da Israels børn for eksempel blev bidt af giftige slanger, fik Moses befaling om at sætte en kobberslange op på en stang. Kobberslangen var et symbol på Kristus. De, der så op på kobberslangen, som de havde fået besked på af profeten, blev helbredt.4 Men mange andre ville ikke se op, og de omkom.5
Alma sagde, at årsagen til, at israelitterne ikke så op på kobberslangen, var, at de ikke troede, det kunne helbrede. Almas ord er relevante for os i dag:
»O, mine brødre, hvis I kunne blive helbredt ved blot at kaste blikket omkring, for at I kunne blive helbredt, ville I da ikke hurtigt se, eller ville I hellere forhærde hjertet i vantro og være lade … ?
Hvis så er, skal ve komme over jer; men hvis så ikke er, da kast blikket omkring, og begynd at tro på Guds Søn, at han vil komme for at forløse sit folk, og at han skal lide og dø for at sone for deres synder, og at han skal opstå igen fra de døde.«6
Præsident Monson tilskyndelse til at se op er en metafor på at erindre Kristus. Når vi husker ham og stoler på hans kraft, vil vi blive styrket gennem hans forsoning. Det er midlet, hvorigennem vi bliver befriet for alle vore bekymringer, byrder og lidelser. Det er midlet, hvorved vi kan blive tilgivet og helbredt fra den smerte, vore synder forvolder. Det er det middel, hvorigennem vi modtager troen og styrken til at udholde alting.7
For nylig deltog søster Cook og jeg i en kvindekonference i Sydafrika. Efter vi havde lyttet til nogle inspirerende budskaber om anvendelse af forsoningen i vores liv, inviterede stavens hjælpeforeningspræsident alle med udenfor. Vi fik allesammen en heliumballon. Hun forklarede, at vores ballon var et symbol på byrder, prøvelser og modgang, som holdt os tilbage i vores liv. Vi talte til tre og slap vores ballon eller vore »byrder«. Da vi kiggede op og så vore byrder flyve væk, kunne man høre lettelsens suk. Denne enkle gestus med at slippe vore balloner var en glimrende påmindelse om den ubeskrivelige glæde, der kommer af at se op og tænke på Kristus.
Ulig det at slippe en heliumsballon, så er det at se åndeligt op ikke en éngangsoplevelse. Gennem nadverbønnen lærer vi, at vi altid skal erindre ham og holde hans befalinger, så vi kan have hans Ånd hos os hver dag til at vejlede os.8
Da israelitterne vandrede i ørkenen, vejledte Herren dem hver eneste dag, når de så op til ham. I Anden Mosebog læser vi: »Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat.«9 Hans vejledning var konstant, og jeg bærer jer mit ydmyge vidnesbyrd om, at Herren kan gøre det samme for os.
Hvordan vil han så lede os i dag? Gennem profeter, apostle og præstedømmeledere og følelser, som kommer, når vi udøser vores hjerte og sjæl til vor himmelske Fader i bøn. Han leder os, når vi forsager verden og omvender og ændrer os. Han leder os, når vi holder hans befalinger og prøver at blive som ham. Og han leder os gennem Helligånden.10
For at blive vejledt på livets vej og have Helligåndens konstante følgeskab må vi både have »ører, der hører«, og »øjne, der ser« rettet mod himlen.11 Vi må handle på den vejledning, vi modtager. Vi må se op og gøre noget. Og når vi gør det, ved jeg, at vi bliver opmuntret, for Gud ønsker, at vi skal være lykkelige.
Vi er vor himmelske Faders børn. Han ønsker at være en del af vores liv, at velsigne og hjælpe os. Han vil hele vore sår, tørre tåren væk og hjælpe os på vores vej tilbage til hans nærhed. Når vi ser hen til ham, vil han lede os.
Min Gud er mit lys, jeg frygter ej mer
ved dag og ved nat han er mig jo nær, …
Han er min glæde og sang.
Ved dag og ved nat … han leder min gang.12
Jeg bærer vidnesbyrd om, at synder bliver tilgivet og byrder lettes, når vi ser hen til Kristus. »Lad os da huske ham … og ikke hænge med hovedet«13 – for som præsident Monson sagde: »Det er bedre at se op.«
Jeg vidner om, at Jesus er vor Frelser og Forløser, i Jesu Kristi navn. Amen.