Vent på Herren: Din vilje ske
Formålet med vores liv på jorden er at vokse, udvikle os og blive styrket gennem vore erfaringer.
På denne sabbatsmorgen takker vi for og vidner om, at vor Frelser lever. Hans evangelium er blevet gengivet ved profeten Joseph Smith. Mormons Bog er sand. Vi ledes af en levende profet i dag, præsident Thomas S. Monson. Frem for alt bærer vi højtideligt vidnesbyrd om Jesu Kristi sonoffer og de evige velsignelser, der følger deraf.
I de sidste par måneder har jeg haft muligheden for at studere og lære mere om Frelserens sonoffer, og hvordan han forberedte sig på at yde dette evige offer for hver enkelt af os.
Hans forberedelse begyndte i forudtilværelsen, da han ventede på sin Fader og sagde: »Din vilje ske, og æren være din for evigt.«1 Fra det øjeblik og frem til i dag har han udøvet sin handlefrihed til at påtage sig og udføre vor himmelske Faders plan. Skriften lærer os, at Herren gennem sin ungdom stræbte efter at gøre sin Faders vilje2 og »ventede på, at Herren skulle tilkendegive, hvornår tiden for hans tjenestegerning var inde.«3 Da han var 30, blev han svært fristet og modstod alligevel og sagde: »Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.«4 I Getsemane stolede han på sin Fader og sagde: »Dog, ske ikke min vilje, men din«5 og udøvede dernæst sin handlefrihed til at lide for vore synder. Trods en ydmygende offentlig rettergang og korsets smerte tjente han sin Fader og var villig til at blive »gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder.«6 Selv da han råbte: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«7 – tjente han sin Fader og udøvede sin handlefrihed til at tilgive sine fjender,8 sørge for sin mor9 og holde ud til enden, indtil hans liv, tjenestegerning og mission på jorden var fuldbragt.10
Jeg har ofte tænkt: Hvorfor har Guds Søn og hans hellige profeter og alle trofaste hellige lidt prøvelser og modgang, selv om de blot har stræbt efter at gøre vor himmelske Faders vilje? Hvorfor er det så hårdt, især for dem?
Jeg tænker på Joseph Smith, der som dreng led af sygdom og blev forfulgt hele sit liv. Ligesom Frelseren råbte han: »O Gud, hvor er du?«11 Selv da han tilsyneladende var alene, udøvede han sin handlefrihed og tjente Herren og udførte sin himmelske Faders vilje.
Jeg tænker på vore pionerforfædre, som blev uddrevet fra Nauvoo og gik over sletterne og udøvede deres handlefrihed til at følge profeten, selv om de led sygdom, afsavn og nogle tilmed døden. Hvorfor så frygtelige prøvelser? Hvad skulle det gøre godt for? Hvilket formål tjente det?
Når vi stiller disse spørgsmål, indser vi, at formålet med vores liv på jorden er at vokse, udvikle os og blive styrket gennem vore erfaringer. Hvordan gør vi det? Skriften giver os et svar i denne enkle sætning: Vi »venter på Herren.«12 Prøver og modgang går ingen ram forbi. Disse jordiske udfordringer gør os og vor himmelske Fader i stand til at se, hvorvidt vi vil udøve vores handlefrihed til at følge hans Søn. Han ved det allerede, og vi har muligheden for at lære, at uanset hvor svær en situation vi står i, så skal »alt dette … give [os] erfaring og skal være til gavn for [os].«13
Betyder det, at vi altid forstår vore udfordringer? Har vi ikke alle til tider grund til at spørge: »O Gud, hvor er du?«14 Jo, det har vi! Når en ægtefælle dør, sidder der en undrende tilbage. Når økonomisk trange tider rammer en familie, er der en far, der spørger. Når børn falder fra stien, spørger en mor og far i sorg. Ja, »om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel.«15 Så i morgengryet rejser vi os styrkede i tro og forståelse og vælger at vente på Herren og siger: »Din vilje ske.«16
Hvad betyder det så at vente på Herren? I skriften betyder ordet vente at håbe, imødese og stole på. At håbe og stole på Herren kræver tro, tålmodighed, ydmyghed, sagtmodighed, langmodighed, at holde budene og holde ud til enden.
At vente på Herren betyder at så et troens frø og pleje det »med stor flid og … tålmodighed.«17
Det betyder at bede, som Frelseren gjorde – til Gud, vor himmelske Fader – og sige: »Komme dit rige, ske din vilje.«18 Det er en bøn, som vi opsender af hele vores sjæl i vor Frelsers, Jesu Kristi navn.
At vente på Herren betyder at granske i hjertet og »modtage Helligånden«, så vi kan vide, »alt det, [vi] skal gøre.«19
Når vi følger Åndens tilskyndelser, opdager vi, »at trængslen skaber udholdenhed«,20 og vi lærer at fortsætte »i tålmodighed, indtil [vi] bliver gjort fuldkomne.»21
At vente på Herren betyder at »stå fast i troen«22 og trænge sig frem i tro med »et fuldkomment klart håb.«23
Det betyder, at man alene stoler »på Kristi fortjenester«24 og med hans »nådes bistand [at kunne sige]: Din vilje ske, o Herre, og ikke vor.«25
Når vi venter på Herren, står vi »urokkelige i at holde Guds befalinger,«26 idet vi ved, at vi »en dag skal hvile fra alle [vore] trængsler.«27
Og vi kaster ikke vores »frimodighed bort«,28 men stoler på, at »alt det, hvormed [vi] er blevet plaget, skal virke sammen til gavn for [os].«29
Disse trængsler kan antage alle former og størrelser. Jobs erfaringer minder os om, at vi måske kaldes til at holde ud. Job mistede alle sine ejendele, deriblandt også sin jord, sit hus, sine dyr, sin familie, sit ry, sit gode helbred, ja, endog sit mentale velbefindende. Men han ventede stadig på Herren og bar et stærkt personligt vidnesbyrd. Han sagde:
»Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden.
Når … mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud.«30
»Lad ham slå mig ihjel, jeg venter ham.«31
Selv med Jobs, profeternes og Frelserens strålende eksempler kan det være en udfordring at vente på Herren, især når vi ikke fuldt ud forstår hans plan og hensigt med os. Den forståelse opnås som oftest »linje på linje [og] forskrift på forskrift.«32
I mit liv har jeg lært, at jeg nogle gange ikke modtager svar på en bøn, fordi Herren ved, at jeg ikke er klar. Når han svarer, er det ofte »lidt her og lidt der«33 –for det er alt, jeg kan klare eller er villig til at gøre.
For ofte beder vi om at have tålmodighed, men vi vil have den lige nu! Som ung bad præsident David O. McKay om et vidnesbyrd om evangeliets sandhed. Mange år senere, da han tjente på mission i Skotland, kom det endelig. Han skrev senere: »Det gav mig vished om, at oprigtige bønner besvares ›på et eller andet tidspunkt, et eller andet sted.‹«34
Vi ved måske ikke, hvornår eller hvordan Herrens svar vil komme, men jeg vidner om, at svaret kommer til hans tid og på hans måde. Nogle svar får vi først på den anden side. Dette kan gælde visse løfter i vores patriarkalske velsignelse og for nogle velsignelser til familiemedlemmer. Lad os ikke give op omkring Herren. Hans velsignelser er evige, ikke timelige.
At vente på Herren giver os en uvurderlig mulighed for at opdage, at der er mange, som venter på os. Vore børn venter på, at vi viser tålmodighed, kærlighed og forståelse mod dem. Vore forældre venter på, at vi viser taknemlighed og medfølelse. Vore brødre og søstre venter på, at vi skal være tolerante, nådige og tilgivende. Vores ægtefælle venter på, at vi elsker dem, som Frelseren har elsket hver og en af os.
Når vi går gennem fysisk modgang, bliver vi mere opmærksomme på, hvor mange der venter på os hver især. Til alle de Maria’er og Martha’er, til alle de gode samaritanere, som hjælper de syge, kommer de svage til undsætning og sørger for de mentalt og fysisk medtagne, kan jeg mærke en kærlig himmelsk Faders og hans elskede Søns taknemlighed. I jeres daglige kristuslignende tjeneste venter I på Herren og gør vor himmelske Faders vilje. Hans løfte til jer er tydeligt: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«35 Han kender til jeres offer og sorg. Han hører jeres bønner. Hans fred og hvile vil blive jer til del, når I fortsat venter på ham i tro.
Enhver af os er mere elsket af Herren, end vi har nogen mulighed for at forstå eller forestille os. Lad os derfor være venligere over for hinanden og venligere over for os selv. Lad os huske, at når vi venter på Herren, bliver vi »hellig[e] ved Herren Kristi forsoning … som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underordne sig alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge ham, ligesom et barn underordner sig sin far.«36
Sådan underordnede vor Frelser sig sin Fader i Getsemane. Han bønfaldt sine disciple: »Våg sammen med mig!« – og tre gange fandt han dem sovende.37 Uden disse disciples støtte og helt til sidst uden Faderens nærvær valgte Frelseren at »lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art«.38 En engel blev sendt fra himlen for at styrke ham39 – han tømte det bitre bæger.40 Han ventede på Faderen ved at sige: »Din vilje ske«,41 og han trådte ydmygt vinpersen alene.42 Som en af hans apostle i disse sidste dage beder jeg nu om, at vi vil blive styrkede til at kunne våge sammen med ham og vente på ham alle vore dage.
På denne sabbatsmorgen udtrykker jeg taknemlighed for, at vi i vores Getsemane43 ikke er ladt alene. Han, som våger over os, »falder ikke i søvn, han sover ikke«.44 Hans engle her og bag sløret er »rundt omkring [os] til at styrke [os]«.45 Jeg bærer særligt vidnesbyrd om, at Frelserens løfte er sandt, for han siger: »Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.«46 Må vi vente på ham ved at gå frem i tro, så vi i vore bønner må sige: »Din vilje ske«,47 og vendte tilbage til ham med ære. I vor Frelsers og Forløsers hellige navn, ja, Jesu Kristi navn. Amen.