I betyder noget for ham
Herren bruger en helt anden vægt end verden til at veje en sjæls værdi på.
Moses, en af de største profeter verden nogensinde har kendt til, blev opdraget af Faraos datter og tilbragte de første 40 år af sit liv i Egyptens kongelige gemakker. Han havde førstehåndskendskab til dette gamle riges glans og storhed.
År senere, på toppen af et fjernt bjerg, langt væk fra det mægtige Egyptens glans og pragt, stod Moses i Guds nærhed og talte med ham ansigt til ansigt, som en mand taler med sin ven.1 I løbet af denne samtale viste Gud Moses sine hænders værk og tillod ham et glimt af sit værk og sin herlighed. Da synet sluttede, faldt Moses til jorden i et tidsrum af mange timer. Da hans styrke endelig var vendt tilbage, blev han klar over noget, der aldrig før var faldet ham ind i alle hans år ved Faraos hof.
»Jeg ved,« sagde han, »at mennesket intet er.«2
Vi er ringere, end vi tror
Jo mere vi lærer om universet, des mere forstår vi – i det mindste i en lille grad – det, som Moses vidste. Universet er så udstrakt, gådefuldt og storslået, at det er ufatteligt for den menneskelige hjerne. »Utallige verdener har jeg skabt«, sagde Gud til Moses.3 Nattehimlens vidundere er et smukt vidnesbyrd om den sandhed.
Få ting har fyldt mig med en så åndeløs ærefrygt som at flyve i nattens mørke hen over verdenshave og kontinenter og ud af mit vindue i cockpittet se på den uendelige skønhed af millioner af stjerner.
Astronomer har forsøgt at tælle stjernerne i universet. En gruppe videnskabsmænd vurderer, at antallet af stjerner inden for vore teleskopers rækkevidde er 10 gange større end alle sandskorn på verdens strande og i verdens ørkener.4
Denne konklusion har en slående lighed med udtalelsen fra den fordums profet Enok: »Om det var muligt, at mennesket kunne tælle de partikler, som udgør jorden, ja, millioner af jorde som denne, ville det ikke være en begyndelse på antallet af alt det, som du har skabt.«5
I betragtning af Guds umådelige skaberværk kan det ikke undre, at den storslåede kong Benjamin rådede sit folk til »altid [at] bevare i erindringen Guds storhed og jeres egen intethed«.6
Vi er mere betydningsfulde, end vi tror
Men til trods for menneskets intethed fylder det mig med undren og ærefrygt at tro, at »sjæles værdi er stor i Guds øjne«.7
Og samtidig kan vi betragte universets umådelige, udstrakte vidde og sige: »Hvad er mennesket i sammenligning med pragten i skaberværket?« Gud selv sagde, at vi er årsagen til, at han skabte universet! Hans gerning og herlighed – formålet med dette storslåede univers – er at frelse og ophøje menneskeheden.8 Med andre ord er evighedens udstrækning, det uendelige rums storslåethed og gådefuldhed og tiden alle bygget til gavn for almindelig dødelige som jer og mig. Vor himmelske Fader skabte universet, så vi kan nå vores potentiale som hans sønner og døtre.
Det er et paradoks ved mennesket: Sammenlignet med Gud, er mennesket intet, og dog betyder vi alt for Gud. Selv om vi i lyset af det uendelige skaberværk kan synes som intet, har vi en gnist af evig ild brændende i vores bryst. Vi har det ufattelige løfte om ophøjelse – verdener uden ende – inden for vores rækkevidde. Og det er Guds største ønske at hjælpe os med at nå det.
Stolthedens dårskab
Den store bedrager ved, at et af hans mest effektive redskaber til at føre Guds børn vild er at appellere til yderpunkterne ved menneskets paradoks. Hos nogle appellerer han til deres tilbøjelighed til stolthed og får dem til at puste sig op og opmuntrer dem til at tro på fantasien om deres egen vigtighed og uovervindelighed. Han fortæller dem, at de har overskredet det almindelige, og at de på grund af deres evner, fødselsret eller sociale status er hævet over den almindelige målestok for alle omkring dem. Han leder dem til at slutte, at de derfor ikke er underlagt nogen andres regler og ikke skal besværes af nogen andres problemer.
Det siges om Abraham Lincoln, at han elskede et digt, som lyder:
Åh, hvorfor skulle den dødelige sjæl være stolt?
Som en hurtigflagrende meteor, en hurtigfarende sky,
et lyn, der glimter, en bølge, der giver brag,
går mennesket fra livet til sin hvile i en grav.9
Jesu Kristi disciple forstår, at vores eksistens i denne jordiske sfære kun varer »et øjeblik« i tid og rum sammenlignet med evigheden.10 De ved, at en persons sande værdi kun har lidt at gøre med det, verden agter højt. De ved, at man kan ophobe alverdens penge, og alligevel kan de ikke købe et brød i himlens mønt.
De, der skal »arve Guds rige«,11 er de, der bliver »som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed«.12 »For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«13 Sådanne disciple forstår også, »at når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste.«14
Vi er ikke glemte
En anden måde, Satan bedrager på, er gennem modløshed. Han forsøger at få os til at fokusere på vores egen ubetydelighed, indtil vi begynder at tvivle på vores værdi. Han fortæller os, at vi er for små til, at nogen lægger mærke til os, at vi er glemte – især af Gud.
Lad mig dele en personlig oplevelse med jer, som kan være en hjælp for dem, der føler sig ubetydelige, glemte eller alene.
For mange år siden deltog jeg i en pilotuddannelse i USA’s luftvåben. Jeg var langt væk hjemmefra, en ung vesttysk soldat, født i Tjekkoslovakiet, opvokset i Østtyskland og talte kun engelsk med stort besvær. Jeg husker tydeligt min rejse til vores uddannelsesbase i Texas. Jeg var ombord på et fly og sad ved siden af en passager, der talte med en kraftig sydstatsaccent. Jeg forstod knap nok ét ord af, hvad han sagde. Jeg spekulerede virkelig på, om jeg fra start var blevet undervist i det forkerte sprog. Jeg var rædselsslagen ved tanken om, at jeg skulle konkurrere om de eftertragtede topstillinger i pilotuddannelsen mod elever, der havde engelsk som modersmål.
Da jeg ankom til flybasen i den lille by Big Spring i Texas, søgte jeg efter og fandt en gren med sidste dages hellige, som bestod af en håndfuld vidunderlige medlemmer, der mødtes i lejede lokaler på selve flybasen. Medlemmerne var i gang med at opføre en lille kirkebygning, der kunne tjene som et fast tilholdssted for Kirken. Dengang ydede medlemmer en stor del af arbejdskraften i opførelsen af nye bygninger.
Dag efter dag deltog jeg i pilotuddannelsen og studerede så hårdt, jeg kunne, og tilbragte dernæst det meste af min fritid med at arbejde på den nye kirkebygning. Dér lærte jeg, at 2x4 ikke kun er en dansetakt, men at det også kan være et stykke træ. Jeg lærte også den vigtige overlevelsesevne at ramme ved siden af min tommelfinger, når jeg slog søm i.
Jeg tilbragte så meget tid med at arbejde på kirkebygningen, at min grenspræsident – som også tilfældigvis var en af mine flyinstruktører – udtrykte bekymring for, at jeg måske skulle tilbringe mere tid med at læse.
Mine venner og pilotelever involverede sig også i fritidsaktiviteter, men jeg kan nok trygt sige, at nogle af disse aktiviteter ikke levede op til kravene i vore dages hæfte Til styrke for de unge. For mit vedkommende nød jeg at være aktiv i denne lillebitte gren i det vestlige Texas, hvor jeg udøvede mine nyligt erhvervede tømrerfærdigheder og forbedrede mit engelske, samtidig med jeg udførte mine kaldelser med at undervise i ældsternes kvorum og i søndagsskolen.
På det tidspunkt var Big Spring trods sit navn et lille, ubetydeligt og ukendt sted. Og nøjagtig sådan følte jeg det ofte om mig selv – ubetydelig, ukendt og helt alene. Alligevel spekulerede jeg aldrig en eneste gang på, om Herren havde glemt mig, eller om han nogensinde ville være i stand til at finde mig der. Jeg vidste, at det ikke betød noget for vor himmelske Fader, hvor jeg var, hvordan de andre pilotelever på holdet så mig, eller hvilken kaldelse i Kirken jeg havde. Det, der betød noget for ham, var, at jeg gjorde mit bedste, at mit hjerte var vendt til ham, og at jeg var villig til at hjælpe mennesker omkring mig. Jeg vidste, at hvis jeg ydede mit bedste, ville alt være i orden.
Og alt var i orden.15
De sidste skal blive de første
Herren er fuldstændig ligeglad med, om vi tilbringer vore dage med at arbejde i marmorsale eller staldbåse. Han ved, hvor vi er, uanset hvor ydmyge vore omgivelser er. Han bruger – på sin egen måde og til sine hellige formål – dem, der har hjertet vendt til ham.
Gud ved, at nogle af de største sjæle, der nogensinde har levet, er dem, der aldrig kommer til at stå i historiebøgerne. Det er de velsignede, ydmyge sjæle, der efterligner Frelserens eksempel og bruger deres liv på at gøre godt.16
Et sådant par, en af mine venners forældre, er for mig et eksempel på dette princip. Manden arbejdede på et stålværk i Utah. Ved frokosttid plejede han at tage sine skrifter eller et kirketidsskrift frem og læse i det. Når de andre arbejdere så det, gjorde de nar ad ham og angreb hans tro. Hver gang de gjorde det, talte han venligt og selvtillidsfuldt til dem. Han tillod ikke, at deres manglende respekt gjorde ham vred eller ophidset.
År senere blev en af de mere højrøstede spottere meget syg. Før han døde, anmodede han denne ydmyge mand om at tale ved hans begravelse – hvilket han gjorde.
Dette trofaste kirkemedlem havde aldrig nydt høj social status eller stor velstand, men han havde en dyb indvirkning på alle dem, der kendte ham. Han døde ved en arbejdsulykke, hvor han var stoppet op for at hjælpe en anden arbejder, der var kørt fast i sneen.
Omkring et år efter måtte hans hustru gennemgå en operation i hjernen, som gjorde, at hun ikke kunne gå. Men folk elsker at komme og tilbringe tid hos hende, fordi hun lytter. Hun husker. Hun viser omsorg. Ude af stand til at skrive lærer hun børnenes og børnebørnenes telefonnumre udenad. Hun husker omsorgsfuldt fødselsdage og mærkedage.
De, der besøger hende, går derfra og har det bedre med livet og med sig selv. De mærker hendes kærlighed. De ved, at hun bekymrer sig om dem. Hun klager aldrig og tilbringer sine dage med at velsigne andre. En af hendes venner har sagt, at denne kvinde var et af de meget få mennesker, hun nogen sinde havde mødt, der virkelig var et eksempel på Jesu Kristi liv og kærlighed.
Dette par ville have været det første til at sige, at de ikke havde nogen videre betydning i denne verden. Men Herren bruger en helt anden vægt end verden til at veje en sjæls værdi på. Han kender dette trofaste ægtepar. Han elsker dem. Deres handlinger er et levende vidnesbyrd om deres stærke tro på ham.
I betyder noget for ham
Mine kære brødre og søstre, måske er det sandt, at mennesket intet er i sammenligning med universets storhed. Til tider kan vi føle os ubetydelige, ubemærkede, alene eller glemte. Men husk altid – I betyder noget for ham! Hvis I nogensinde tvivler på det, så tænk over disse fire guddommelige principper:
For det første elsker Gud de ydmyge og sagtmodige, for de er de »største i Himmeriget«.17
For det andet betror Herren sit »evangeliums fylde [at] blive forkyndt af de svage og ringe til verdens ender«.18 Han har udvalgt »de svage i verden [til at] komme frem og nedbryde de mægtige og stærke«19 og »gøre det stærke til skamme«.20
For det tredje er I ikke usynlige for jeres himmelske Fader, uanset hvor I bor, uanset hvor beskedne jeres kår er, hvor ringe jeres beskæftigelse er, hvor begrænsede jeres evner er, hvor almindeligt jeres udseende er, eller hvor lille jeres kirkekaldelse synes at være for jer. Han elsker jer. Han kender jeres ydmyge hjerte og jeres kærlige og venlige gerninger. Tilsammen udgør de et varigt vidnesbyrd om jeres troskab og tro.
Og sluttelig for det fjerde, så forstå, at det, I ser og oplever nu, ikke er sådan, det altid vil være. I vil ikke føle ensomhed, sorg, smerte eller modløshed for altid. Vi har Guds trofaste løfte om, at han hverken glemmer eller svigter dem, der vender deres hjerte til ham.21 Hav håb og tro på det løfte. Lær at elske jeres himmelske Fader, og bliv hans disciple i ord og i gerning.
Vær forvissede om, at hvis I blot holder fast, tror på ham og forbliver trofaste i at holde befalingerne, vil I en dag selv opleve de løfter, apostlen Paulus fik åbenbaret: »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det som Gud har beredt for dem, der elsker ham.«22
Brødre og søstre, det mægtigste væsen i universet er Faderen til jeres ånd. Han kender jer. Han elsker jer med en fuldkommen kærlighed.
Gud ser jer ikke blot som et dødeligt væsen på en lille planet, der lever i kort tid – han ser jer som sit barn. Han ser jer som det væsen, I er i stand til og udset til at blive. Han ønsker, I skal vide, at I betyder noget for ham.
Må vi altid udvise tro på, have tillid til og indordne vores tilværelse, så vi forstår vores sande evige værdi og potentiale. Må vi være værdige til de dyrebare velsignelser, vor himmelske Fader har i vente til os. Det er min bøn i hans Søns, ja, i Jesu Kristi navn. Amen.