En flod af fred

Lanise Heaton

Trods min sorg, gik jeg fremad i tro og håb i vor himmelske Fader og Jesus Kristus.

Den dag vi mistede vores ældste søn i en ulykke, åbnede tabet et stort smertende sår i min sjæl. Jeg vidste dog, at jeg kunne stole på Frelserens forsonende kraft til at hjælpe mig med at bære denne tunge byrde af sorg og smerte. Min mand og jeg bad vore hjemmelærere om at give os en velsignelse hver. Vi vidste, at en styrke udover vor egen, ville komme. Vor Frelser har lovet, at han ikke vil efterlade os faderløse (se Joh 14:18). Jeg har med et jerngreb klamret mig til det løfte og vidner om, at han ikke efterlader os.

Esajas belærer os om, at han var »en lidelsernes mand, kendt med sygdom« (Es 53:3). Hvis nogen kunne bistå os, så vidste jeg, at han kunne på et meget personligt plan. Dog vidste jeg også, at hvis han straks tog sorgen fra os, ville der ingen udvikling være, ingen spire til ny forståelse.

Til trods for den store hjertesorg, så har jeg oplevet en konstant underliggende flod af fred, der flyder fra Frelseren (se 1 Ne 20:18). I særlige svære stunder, dage eller endda uger, har hans fred borttaget min bedrøvelse. Jeg skulle blot spørge om det. Vor himmelske Fader ønsker ikke, at vi skal gå gennem jordelivet alene.

Når jeg reflekterer over ulykken, der frarøvede mig min søns liv, kommer en beretning fra Det Gamle Testamente, til mig:

»Så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge.

»Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud« (Dan 3:17-18, fremhævelse tilføjet).

Den vigtige del er »Og selv om han ikke gør det.« Vi må have tro, lige meget hvad der sker. Vor himmelske Fader kunne have sendt engle, der fjernede min søn fra farer, men det gjorde han ikke. Han vidste, hvad det ville kræve at helliggøre os, så vi kan være beredte til at komme hjem til ham. Alt skal nok gå i sidste ende. Men det betyder dog ikke, at vi aldrig vil sørge eller græde igen. Vores sorg er et resultat af vores kærlighed, men vores hjerte behøver ikke at bekymre sig.

Den største gave vi kan give til dem på begge sider af sløret, er at gå fremad i tro og håb til vor himmelske Fader og Jesus Kristus, selv om tårerne løber ned ad vore kinder ved hvert skridt vi tager. For vi bliver lovet, at »graven ingen sejr [har] og dødens brod er opslugt i Kristus« (Mosi 16:8). En dag tørrer Gud Herren »tårerne af hvert ansigt« (Es 25:8).

Hvordan håndterer vi sorg?

Ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum, tog dette spørgsmål op i sin tale ved oktoberkonferencen i 2006:

»Jeg tror, at af alle dage, siden denne verdens historie begyndte, var denne fredag, hvor Frelseren blev korsfæstet, den mest dystre.

Men denne dommedag varede ikke ved.

Fortvivlelsen varede ikke ved, for om søndagen sprængte den opstandne Herre dødens bånd. Han opstod fra graven og viste sig i storslået triumf som hele menneskehedens Frelser.

Og på et øjeblik blev øjnene, der havde været fyldt med endeløse tårer, tørre. Læberne, der i fortvivlelse og sorg havde hvisket bønner, fyldte nu luften med vidunderlig lovprisning, for Jesus Kristus, den levende Guds Søn, stod foran dem som førstegrøden af opstandelsen som beviset på, at døden blot er begyndelsen til en ny og vidunderlig tilværelse …

På grund af verdens Frelsers liv og evige offer, bliver vi genforenet med dem, vi har holdt af.«

»Det bliver søndag igen«, Liahona nov. 2006, s. 30.