Lektionen findes i eleven

Russell T. Osguthorpe

Søndagsskolens hovedpræsident

Når vi anerkender hver enkelt elevs pragtfulde potentiale, begynder vi at se, som Gud ser.

På en kirkeopgave i Cusco i Peru deltog min hustru og jeg i et kombineret møde for Hjælpeforeningen og Det Melkisedekske Præstedømme. Underviseren den dag, var underviseren fra seniorklassen. På grund af nogle planlægningsmæssige anliggender under de første to møder, var der kun 20 minutter tilbage, hvor underviseren kunne undervise i sin forberedte lektion.

Han lagde ud med at bede alle, der var blevet omvendt til Kirken inden for de sidste to år, om at rejse sig op. Fem medlemmer rejste sig. Han skrev tallet 5 på tavlen og sagde: »Brødre og søstre, det er vidunderligt, at vi har disse 5 medlemmer hos os, som for nylig har tilsluttet sig Kirken. Det eneste problem er, at vi i løbet af de sidste to år døbte 16 nye medlemmer i denne menighed.«

Han skrev så tallet 16 ved siden af 5-tallet og med stor iver spurgte han: »Så, brødre og søstre, hvad skal vi gøre?«

En søster rakte hånden i vejret og sagde: »Vi må ud og finde dem og få dem tilbage.«

Underviseren var enig og skrev ordet redde på tavlen. »Vi har 11 nye medlemmer, vi skal bringe tilbage,« svarede han.

Han læste så et citat af præsident Thomas S. Monson om vigtigheden af at redde. Han læste også fra Det Nye Testamente om, hvordan Frelseren gik ud efter det mistede får (se Luk 15:6). Han spurgte så: »Hvordan får vi dem så tilbage?«

Hænderne fløj i vejret, og han spurgte så det ene medlem efter det andet. Deltagerne havde forslag til, hvordan de som menighedsfamilie eller som enkeltpersoner, kunne arbejde sammen om at hjælpe nylig omvendte tilbage til Kirken. Så spurgte underviseren: »Hvis I gik ned ad gaden og så en mand på den anden side af gaden, som I genkendte som en af disse nylig omvendte, hvad ville I så gøre?« Et medlem sagde: »Så ville jeg gå over gaden og hilse på ham. Jeg ville fortælle ham, hvor meget vi havde brug for, at han vendte tilbage, og hvor ivrige vi er efter, at han skal slutte sig til os igen.«

Under mødet var andre enige og kom med supplerende specifikke forslag til, hvordan man kunne hjælpe disse medlemmer. Der var en begejstring i lokalet, en beslutsomhed om at gøre det, der var nødvendigt for at hjælpe disse nylig døbte medlemmer med at finde deres vej tilbage til at fuld aktivitet.

Min hustru og jeg forlod denne klasse med et fornyet ønske om selv at gøre noget for at hjælpe nogen til at vende aktivt tilbage til Kirken. Jeg tror ethvert medlem, der deltog i det møde, gik hjem med den følelse. Efter den oplevelse, spurgte jeg mig selv: Hvad var det, der gjorde den korte lektion så effektiv? Hvorfor forlod alle mødet med en så motiveret følelse om at leve evangeliet mere fuldt ud?

Mens jeg reflekterede over disse to spørgsmål, fandt jeg frem til fire principper, der gjorde lektionen til så lærerig en oplevelse:

Omvendelse er målet.
Kærlighed er motivet.
Læren er nøglen.
Ånden er underviseren.

Omvendelse er målet.

Frem for at forsøge at »›påfylde‹ klassedeltagerne med information,« som præsident Monson har sagt, at vi ikke skal gøre, forsøgte denne underviser »at inspirere den enkelte til at grunde over, indleve sig i og så gøre noget for at efterleve evangeliets principper.«¹

Kort sagt, var denne undervisers mål at hjælpe klassedeltagerne til at gøre noget, de måske ikke ville have gjort, hvis ikke de havde deltaget i klassen. Og den gøren havde til formål at hjælpe hver person med at blive en sand discipel af vor Frelser.

Formålet med denne form for undervisning er omvendelse. Ordet omvendelse betyder helt enkelt at vende sig i en ny retning, at tage en ny adfærd til sig. Omvendelse – det at blive en sand discipel – er ikke en enkeltstående begivenhed, men derimod en livslang proces.² Under dette møde, havde medlemmernes gøren ikke blot til formål at hjælpe medlemmerne selv, men også de forholdsvis nye medlemmer, som de ville prøve at hjælpe tilbage til aktivitet igen. Hver eneste gang vi lever et evangelisk princip mere fuldt ud, så bliver en anden, enten direkte eller indirekte, velsignet. Af denne årsag er evangelisk læring og undervisning enestående. I stedet for blot at lede til tilegnelse af kundskab, leder evangelisk læring til personlig omvendelse.

Kærlighed er motivet

Mens jeg deltog i mødet i Peru, kunne jeg ikke alene fornemme den kærlighed underviseren havde til de tilstedeværende, men også til de nye medlemmer, som han opfordrede klassedeltagerne til at aktivere. Kærligheden syntes at brede sig i lokalet – fra underviser til klassedeltager, fra klassedeltager til underviser, fra klassedeltager til klassedeltager og fra klassedeltager til de nylig omvendte.

Kærlighed hjælper os som undervisere til at undervise, som Frelseren ville have undervist, havde han været i klassen. Sandelig, »kærligheden tilskynder os til at forberede os og undervise anderledes.«³

Når en undervisers motiv er at gennemgå alt materiale i lektionen, fokuserer han på indhold frem for behov hos de enkelte klassedeltagere. Underviseren fra Peru syntes ikke at have behovet for at gennemgå alt. Han ønskede blot at inspirere klassedeltagerne til at række ud i kærlighed til deres brødre og søstre. Kærlighed til Herren og til hinanden udgjorde drivkraften. Kærlighed er motivet. Når kærlighed er vores motiv, vil Herren give os styrke til at opnå hans hensigter med at hjælpe hans børn. Han vil inspirere med, hvad vi som undervisere bør sige, og hvordan vi bør sige det.

Læren er nøglen

Underviseren fra Peru læste ikke op fra lærerhæftet, mens han underviste. Jeg er overbevist om, at han brugte lærerhæftet eller konferencetaler i sin forberedelse, men da han underviste, underviste han ud fra skrifterne. Han genfortalte lignelsen om det mistede får og citerede følgende vers: »Og når du engang vender om, så styrk dine brødre« (Luk 22:32). Han delte præsident Monsons opfordring til alle Kirkens medlemmer om at redde dem, der var faret vild. Lektionens centrale lære var tro og næstekærlighed. Medlemmerne havde brug for stor nok tro til at handle, og de havde brug for at handle ud fra kærlighed.

Når der undervises i lærdommene fra Jesu Kristi gengivne evangelium med klarhed og overbevisning, vil Herren styrke både klassedeltagere og underviser. Jo mere klassedeltagerne bidrog med forslag til at række ud mod deres mindre aktive brødre og søstre, jo tættere følte alle sig på Frelseren, som konstant rakte ud til andre i løbet af hans jordiske tjenestegerning. Lærdomme er nøglen til effektiv evangelisk læring og undervisning. Det åbner hjerter. Det åbner sind. Det åbner for, at Guds Ånd kan inspirere og opbygge enhver, der er til stede.

Ånden er underviseren

Gode evangeliske undervisere erkender, at de faktisk slet ikke er undervisere. Evangeliet læres gennem Ånden. Uden Ånden kan undervisning af evangeliske sandheder ikke lede til læring (se L&P 42:14). Jo mere underviseren opfordrer til at handle, desto mere vil Ånden være til stede under lektionen. Underviseren fra Peru gav en inspireret opfordring. Da klassedeltagerne så kom med forslag, tiltog følelsen af Ånden og styrkede alle.

Underviseren forsøgte ikke at dække hele lektionen. I stedet forsøgte han at afdække den lektion, der allerede fandtes i eleven. Ved gennem Åndens kraft at opfordre klassedeltagerne, hjalp underviseren deltagerne til at opdage deres eget ønske om at handle – at række ud i kærlighed til deres brødre og søstre. Efterhånden som deltagerne delte deres idéer, inspirerede de hinanden, fordi de var fælles om at trække på Ånden.

Når vi forsøger at efterleve evangeliet ved at hjælpe dem omkring os, vil Herren inspirere os til, hvad vi bør gøre. Så, hvis vi som undervisere ønsker at have Ånden mere tydeligt til stede i vore klasser, bør vi helt enkelt opfordre klassedeltagerne til at efterleve et evangelisk princip mere fuldt ud. Når vi forpligter os til at efterleve et evangelisk princip mere fuldt ud, nærmer vi os Herren og Herren nærmer sig os (se L&P 88:63).

Hver enkelt elevs potentiale

Vi lærer og underviser ikke i evangeliet med det ene formål at opnå kundskab. Vi lærer og underviser i evangeliet for at opnå ophøjelse. Evangelisk læring og undervisning handler ikke om at mestre fakta; det handler om at mestre det at være discipel. Uanset om vi underviser vore egne børn i hjemmet eller underviser medlemmer i menigheden, så bør vi huske på, at den lektion vi forsøger at undervise i, allerede findes i eleven. Vores rolle som forældre eller undervisere er at hjælpe deltageren til at opdage den lektion, der findes i deres eget hjerte og sind.

Når vi anerkender hver enkelt deltagers pragtfulde potentiale, begynder vi at se, som Gud ser. Så kan vi sige det, han ønsker, vi skal sige, og gøre det, han ønsker, vi bør gøre. Når vi følger denne fremgangsmåde til at lære og undervise på, bliver omvendelse vores mål, kærlighed vores motiv, læren nøglen og Ånden underviseren. Når vi lærer og underviser på denne måde, vil Herren velsigne både deltager og underviser, »så at alle … må være blevet opbygget af alle« (L&P 88:122).

Fotoillustration: Hyun-Gyu Lee; Levende vand, Simon Dewey

Fotoillustration: Craig Dimond og Matthew Reier