Jeg vil sidde på Jesus’ skød
Navnet tilbageholdt
Vores barnebarn var kun fire år, da en politibetjent samlede ham op på hovedvejen. Han fortalte, at han var på vej til bedstemors hus, cirka 8 km væk.
Det var anden gang, at han fra løbet væk fra al sørgeligheden derhjemme for at komme hen til mig. I løbet af de næste få måneder indså jeg, at ansvaret for at opdrage mit barnebarn og hans to yngre søstre ville falde på mine skuldre – en tanke, som jeg ikke hilste velkommen med det samme.
Min mand og jeg havde gjort det bedste vi kunne for at opdrage vore børn med evangeliets principper, men de afviste efterhånden disse principper. Jeg var midt i 50’erne og følte, at jeg endelig havde fortjent at forfølge mine egne interesser. Jeg værdsatte det mål, min mand og jeg havde om at tjene en mission sammen, når han blev pensioneret. Tanken om at skulle købe ind med små børn, planlægge måltider, vaske bunker af tøj og en dag tage mig af teenagere igen, fik mig til at græde.
En eftermiddag skete der dog en forandring i mit hjerte. En lille ting havde gjort mit barnebarn ked af det, så jeg tog ham op på mit skød og tørrede hans tårer bort. Mens jeg holdt om ham, talte vi om, hvor højt Jesus elskede ham. Jeg havde en kalender med billeder af Frelseren hængende lige i nærheden, så vi kiggede på hver enkelt af de smukke billeder.
Mit barnebarn var især interesseret i et billede af Frelseren, der sad i en døråbning af sten med en lille pige med brunt hår på skødet. På billedet udstråler både Frelseren og barnet fred. Mit barnebarn kiggede nærmere på billedet, pegede på pigen og kaldte hende ved sin søsters navn.
»Hvordan kan Katie sidde på Jesus’ skød, bedstemor?« spurgte han. »Jeg vil også sidde på hans skød!«
»Du kan ikke sidde på Jesus’ skød nu, min skat, men du kan sidde på mit skød,« sagde jeg. »Jesus giver små børn bedstemødre, som kan elske dem, holde om dem og passe på dem, når de har brug for det.«
Pludselig rummede mit hjerte tanken om en fremtid, hvor jeg elskede – som Frelseren ville have elsket – tre børn, som havde brug for mig. De var ikke længere en byrde, men en vidunderlig velsignelse og mulighed for at tjene vor Herre.
Jeg vil for evigt være taknemlig for Herrens blide barmhjertighed, som han rakte mig den eftermiddag. Den ændrede mit liv og giver fortsat styrke og velsigner vores hjem.