Du bør bede først
Martins Enyiche, Nigeria
Jeg forlod næsten Kirken på grund af en uoverensstemmelse med min stavspræsident. Jeg følte, at han havde gjort noget, der ikke var rigtigt. Hans handlinger afspejlede ikke den måde, jeg syntes tingene skulle foregå på, så jeg holdt op med at komme i kirke.
Min hustru sagde til mig: »Du kan ikke tage en sådan beslutning uden virkelig at bede og faste.«
Hun havde ret. Efter at jeg havde bedt et stykke tid, kom følgende ord til mig meget klart og direkte: »Guds tjenere er kaldet af Gud.«
Den nat havde jeg en drøm. I min drøm skældte min bedstefar mig ud for at have skændtes med min leder. Jeg vågnede op af drømmen og kunne ikke sove resten af natten. Efter en lang nat fuld af overvejelser vidste jeg, hvad jeg burde gøre. Jeg gik til min stavspræsident og undskyldte. Han tog glad imod min undskyldning, og vi bad en bøn sammen.
Straks vendte jeg tilbage til Kirken. To uger senere forflyttede mit firma mig til Abuja, Nigerias hovedstad. Jeg var forvirret og undrede mig over, hvorfor jeg blev trukket ud af staven efter mine anstrengelser for at forsone mig.
Jeg lærte dog snart, at Herren forberedte mig. I løbet af min anden måned i Abuja, blev jeg kaldet som grenspræsident.
Jeg er sikker på, at vor himmelske Fader ønskede at lære mig vigtigheden af at opretholde Kirkens ledere, inden han kaldte mig som leder. Denne oplevelse styrkede mit vidnesbyrd. Nu gør jeg mit bedste for at lytte til mine lederes råd, for jeg ved, at de er kaldet af Gud. Og den, Herren kalder, gør han egnet.1
Vore ledere er mennesker. Selv om de er inspirerede, er de ikke fuldkomne. Jeg lærte, at hvis vi er uenige med dem, bør vi støtte, opmuntre og bede for dem og for os selv, så vi kan stole på Gud og på de tjenere, han har valgt.