2012
Forstå vore pagter med Gud
Juli 2012


Forstå vore pagter med Gud

Et overblik over vore vigtigste løfter

»Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige,« forklarer præsident Thomas S. Monson, »bør vi ære hellige pagter, og det er nødvendigt for vores lykke, at vi er tro mod dem. Jeg taler her blandt andet om dåbspagten, præstedømmets pagt og ægteskabspagten.«1

I Kirken er en ordinance en hellig og formel gerning udført ved præstedømmets myndighed. Nogle ordinancer er afgørende for vores frelse. Som en del af disse »frelsende ordinancer« indgår vi højtidelige pagter med Gud.2

En pagt er et tovejs-løfte, hvor Gud har fastsat betingelserne.3 Når vi indgår en pagt med Gud, lover vi at overholde disse betingelser. Han lover til gengæld os visse velsignelser.

Når vi modtager disse frelsende ordinancer og holder de tilknyttede pagter, træder Jesu Kristi forsoning i kraft i vores liv, og vi kan modtage den største velsignelse, som Gud kan give os – evigt liv (se L&P 14:7).

Eftersom det er så afgørende for vores lykke nu og for i sidste ende at modtage evigt liv, er det vigtigt, at vi forstår, hvad vi har lovet vor himmelske Fader. Det følgende er et kort overblik over de pagter, vi indgår i forbindelse med de frelsende ordinancer, samt forslag til, hvor I kan lære mere.

Dåb og bekræftelse

Woman being baptized.

Dåb ved nedsænkning i vand udført af en, der har myndighed dertil, er den første frelsende ordinance i evangeliet og er nødvendig for, at en person kan blive medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Dåbens uadskillelige ledsager er den bekræftende ordinance – håndspålæggelse for Helligåndsgaven.

Når vi bliver døbt, indgår vi en pagt om at påtage os Jesu Kristi navn, altid erindre ham og holde hans befalinger. Vi lover også at »tjene ham til enden« (L&P 20:37, se også Mosi 18:8-10).

Til gengæld lover vor himmelske Fader, at hvis vi omvender os fra vore synder, vil vi blive tilgivet (se Alma 7:14) og vil »altid … have hans Ånd hos [os]« (L&P 20:77), et løfte der til dels bliver gjort muligt gennem modtagelsen af Helligåndsgaven.

Ordinancerne dåb og bekræftelse er porten, som alle, der søger evigt liv, må gå igennem (se Joh 3:3-5). At ære vores dåbspagt leder til og er en vigtig del af det at indgå pagter, der er forbundet med alle de andre frelsende ordinancer, der findes på vejen til evigt liv (se 2 Ne 31:17-21).

Nadveren

A young woman taking the sacrament.

De, der har modtaget de frelsende ordinancer dåb og bekræftelse, tager nadveren hver uge for at forny disse pagter. Mens vi tager brødet og vandet, mindes vi Frelserens offer for os. Desuden overvejer vi de pagter, vi har indgået om at påtage os Jesu Kristi navn, altid at erindre ham og holde hans befalinger. Til gengæld giver Gud os det løfte, at hans Ånd altid må være med os (se L&P 20:77, 79).

Nadverordinancen er en ugentlig mulighed for at forny hellige pagter, der lader os få del i Frelserens forsonende nåde med den samme åndelige rensende effekt som dåb og bekræftelse.

Kirkeledere har også belært os om, at når vi tager del i nadveren, fornyer vi ikke blot vores dåbspagt, men »alle pagter indgået med Herren.«4

Præstedømmets ed og pagt

A group of men (black and Caucasian) standing in a circle and holding a baby girl. The baby girl is dressed in white clothing. The men are preparing to participate in blessing the baby.

Vor himmelske Fader aflægger ed på (garanterer) at skænke bestemte velsignelser til dem, der holder pagterne forbundet med modtagelsen af præstedømmet.

Når mænd lever værdigt til at modtage Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømme og »højner deres kald«, lover Gud, at de vil blive »helliggjort ved Ånden, således at deres legeme bliver fornyet.« De bliver arvinger til løfterne fremsat til Moses, Aron og Abraham (se L&P 84:33-34).

For at mænd kan komme i templet, er det nødvendigt, at de har Det Melkisedekske Præstedømme. Der kan mænd og kvinder sammen i ægteskabspagten modtage en fylde af præstedømmevelsignelser.

Ved at modtage alle præstedømmets frelsende ordinancer kan alle modtage løftet om »alt det, som [Faderen] har« (se L&P 84:35-38).

»Utrolige velsignelser tilflyder værdige mænd, kvinder og børn over hele verden gennem denne ed og pagt,« har ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum sagt.5

Begavelsen

Tempelbegavelsen er en gave, der giver perspektiv og kraft.

Under tempelbegavelsen modtager vi instrukser og indgår pagter, der er forbundet med vores evige ophøjelse. Ordinancerne tvætning, salvelse og iklædningen af tempelklædningen er forbundet med begavelsen som en påmindelse om hellige pagter.6 Tempelordinancer og pagter er så hellige, at de ikke omtales i detaljer uden for templet. Af denne årsag har præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, sagt: »Det er vigtigt, at man lytter omhyggeligt, når man modtager disse ordinancer, og at man prøver på at huske de velsignelser, man bliver lovet, samt på hvilke betingelser man vil opnå dem.«7

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, at nøglen til at kunne modtage guddommelig kraft til at overvinde modgang og bevæge Kirken fremad »er de pagter, som vi indgår i templet – vores løfte om at adlyde og yde ofre og indvie alt til Faderen, og hans løfte om at styrke os med ›en stor begavelse.‹«8

I kan lære mere om principperne bag pagterne, som vi indgår i begavelsen, ved at studere følgende:

  • »Lydighed«, Evangeliske principper , 2009, s. 197-203.

  • M. Russell Ballard, »Offerloven«, Liahona, mar. 2002, s. 10.

  • Om »mit evangeliums lov« (L&P 104:18), se L&P 42.

  • »Kyskhedsloven«, Evangeliske principper, 2009, s. 221-229.

  • D. Todd Christofferson, »Betragtninger over et liv viet til Gud«, Liahona, nov. 2010, s. 16.

Beseglingen

Family sealed at the Provo Temple

Tempelordinancen omtalt som »tempelægteskab« eller »at blive beseglet« skaber et evigt forhold mellem mand og hustru, som varer hinsides døden, hvis begge ægtefæller er trofaste. Forholdet mellem forældre og børn kan også bevares hinsides dette liv, så generationer af evige familieforhold forbindes til hinanden.

Når en person indgår en pagt om ægteskab i templet, indgår vedkommende en pagt med både Gud og med sin ægtefælle. Ægtefæller lover hinanden og Gud troskab. De bliver lovet ophøjelse, og at deres familieforhold kan fortsætte igennem evigheden (se L&P 132:19-20). Børn, som fødes af et forældrepar, der blev beseglet i templet, eller børn, der senere besegles til deres forældre, har retten til at være en del af en evig familie.

Som med andre ordinancer kræves der en individuel trofasthed over for vore pagter, for at den jordiske ordinance kan besegles, eller være gyldig, i himlen af forjættelsens hellige Ånd.9 Personer, som holder deres pagter – selv når deres ægtefælle ikke gør det – mister ikke de velsignelser, der bliver lovet i beseglingen.

Indgå og hold hellige pagter

Når vi indgår disse vigtige pagter, bliver vi delagtige i den nye og evige pagt, »ja, [Jesu Kristi] evangeliums fylde« (L&P 66:2). Den nye og evige pagt er »alle evangeliets pagter og forpligtigelser tilsammen,«10 som vi har indgået, og de deraf følgende velsignelser omfatter alt det, som Faderen har, herunder evigt liv.

Mens vi stræber efter at forstå og holde vore pagter, bør vi huske på, at det at holde vore pagter ikke blot er en liste af gøremål, men er en forpligtigelse til at blive som Frelseren.

»Den endelige dom er ikke blot en evaluering af alle gode og onde gerninger – altså hvad vi har gjort,« forklarer ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum. »Det er en erkendelse af det endelige produkt af vore gerninger og tanker – altså hvad vi er blevet. Det er ikke nok for nogen blot at gøre det, der hører sig til. Evangeliets befalinger, ordinancer og pagter er ikke en liste over indskud, som det forlanges, at vi indsætter på en himmelsk konto. Jesu Kristi evangelium er en plan, der viser os, hvordan vi bliver det, som vor himmelske Fader ønsker, at vi skal blive.«11

Noter

  1. Thomas S. Monson, »Lykke – det evige mål«, Liahona, mar. 1996, s. 5.

  2. Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, 2010, 20.1.

  3. Se Russell M. Nelson, »Pagter«, Liahona, nov. 2011, s. 86.

  4. Delbert L. Stapley, i Conference Report, okt. 1965, s. 14; se også Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 561; The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, 1982, s. 220.

  5. Russell M. Nelson, »Pagter«, Liahona, nov. 2011, s. 88.

  6. Se Russell M. Nelson, »Bered dig på templets velsignelser«, Liahona, okt. 2010, s. 46.

  7. Boyd K. Packer, »Kom til templet«, Liahona, okt. 2007, s. 16.

  8. Jeffrey R. Holland, »Hold pagterne: Et budskab til dem, der vil på mission«, Liahona, jan. 2012, s. 50.

  9. Se »Helligånden«, Tro mod sandheden, 2005, s. 65; se også L&P 132:7, 18-19, 26.

  10. Joseph Fielding Smith, Lærdomme om frelse, red. Bruce R. McConkie, 3 bind, 1954-1956, 1:142.

  11. Dallin H. Oaks, »En udfordring til at blive«, Liahona, jan. 2001, s. 40.

Til venstre: Foto: Robert Casey; til højre: Foto: Dan Carter © IRI

Foto af ringe: Robert Casey; foto af templet i San Diego i Californien: Steve Tregeagle