Hvad er det rene vidnesbyrd?
Dit vidnesbyrd er sikkert stærkere end du tror.
Du sidder til et vidnesbyrdsmøde. Når du ser medlemmer fra forsamlingen rejse sig og bære deres vidnesbyrd, føler du, at du også bør gøre det. Men hvad skal du sige? Og hvad nu, hvis du begynder at græde, mens du står deroppe? Eller hvad nu, hvis du ikke begynder at græde? Så tvivler du måske på, om du overhovedet har et vidnesbyrd. Eller også er du usikker på, hvad dit vidnesbyrd er. Her er nogle retningslinjer, der kan hjælpe dig med at vide, hvad et vidnesbyrd er, og hvad det ikke er.
Et vidnesbyrd er en overbevisning, viden eller tro på en sandhed
»Det rene vidnesbyrd« (Alma 4:19) begynder med ren tro. Dit vidnesbyrd er et åndeligt vidne på det, som du tror eller ved er sandt (se L&P 80:4). Når du deler dit vidnesbyrd med andre, kommer de reneste og mest kraftfulde bestanddele fra ordene: ved, tror på og vidner frem. Hvis du oprigtigt kan sige: »Jeg ved, at Mormons Bog er sand,« så har du kraften til at ændre liv og til at invitere Ånden til at berøre andre.
Forestil dig, at du har en stor æske fyldt med puslespilsbrikker, der kun er lavet til dig. Ved at se på billedet på forsiden af æsken, forsøger du at sætte puslespillet sammen. Når to brikker passer sammen, ved du, at de hører sammen. Vidnesbyrd fungerer på lignende måde. Når du får åndelige oplevelser, vil forskellige dele af dit vidnesbyrd begynde at passe sammen, og du vil komme til at tro på eller kende visse sandheder ved evangeliet.
Selv hvis du på dette tidspunkt ikke ved, om alt ved Kirken er sandt, så vil vor himmelske Fader velsigne dig og hjælpe dig på vej, så længe du har et retfærdigt ønske om at vide og oprigtigt prøver at finde ud af det.
Et vidnesbyrd er personligt
Mens du arbejder på dit puslespil, vil din familie og venner regelmæssigt hjælpe dig med at samle det. Men i sidste ende er det dit helt eget puslespil, som du skal samle og beskytte. Du kan til tider støtte dig op ad dine forældres eller venners tro, men efterhånden som du får mere åndelig erfaring, kan du opretholde dit eget vidnesbyrd.
Når du vokser inden for evangeliet, er det vigtigt, at du udvikle dit eget vidnesbyrd. To personer har måske hver sin måde at samle et puslespil på – én starter måske med at samle brikkerne fra kanten, mens en anden samler efter farverne – og på samme måde opbygger vi hver især et vidnesbyrd gennem tro og oplevelser på en måde, der er enestående for os.
Hvis du er i tvivl om noget, så bed oprigtigt om vejledning og sandhed. Ofte bliver bønner ikke besvaret på de måder, som vi forventer det, så hold øjne og hjerte åbent for svar.
Et vidnesbyrd vokser hele tiden
Ligesom du ikke får et færdigsamlet puslespil ud af æsken uden en indsats, så kan du heller ikke forvente, at dit vidnesbyrd kommer på én gang. Du lærer om evangeliets sandhed, brik for brik.
Fastholdelse af et stærkt vidnesbyrd kræver en konstant indsats. Når du fortsat arbejder på at øge din viden om evangeliet, vil Helligånden velsigne dig i dine anstrengelser og dit vidnesbyrd vil fortsat vokse.