Hvad er det for en kirke?
Angela Fallentine, New Zealand
For flere år siden skulle min bil til syn. Jeg mødte op på værkstedet en eftermiddag og så, at køen for bilsyn var otte eller ni biler lang.
Det var en smuk forårsdag, så jeg besluttede mig for at rulle vinduerne ned, slukke motoren og tage et eksemplar af »Familien: En proklamation til verden« frem, som jeg havde i bilen, sammen med andet kirkemateriale. Min stavspræsident havde for nylig rådet staven til at forpligte sig til at kunne proklamationen udenad. Denne ventetid gav mig fantastisk mulighed for at øve den. Det blev endelig min tur til at få bilen synet.
En af mændene, der foretog synet, gav udtryk for, at han ville køre min bil ind på værkstedet. Han bad mig om at vente i det tilstødende lokale, indtil han havde synet bilen. Tiden gik, mens jeg så andre kunder komme og gå. Efter et stykke tid tænkte jeg på, om der måske var noget alvorligt galt med min bil.
Endelig kom mekanikeren fra værkstedet ind i ventelokalet og sagde, at bilen var i god stand. Sikke en lettelse! Jeg betalte kassereren og gik ud til bilen, hvor mekanikeren stod og ventede på mig.
»Frøken,« sagde han og så opmærksomt på mig, »må jeg lige tale med dig et øjeblik?«
»Selvfølgelig,« sagde jeg.
»Jeg vil gerne undskylde, at det tog så langt tid at syne din bil. Ser du, da jeg kørte din bil ind på værkstedet, lagde jeg mærke til et stykke papir på passagersædet, der handlede om familier. I stedet for straks at aflevere bilen, sad jeg på værkstedet og læste papiret igen og igen.«
Han fortsatte: »Hvad er det for en kirke? Hvad er dette dokument om familien? Må jeg få et eksemplar af det? Der står, at det er skrevet af apostle. Betyder det, at der er apostle på jorden i dag, som der var det på Jesu tid? Vær sød at fortælle mig det.«
Jeg var næsten mundlam, men samlede tankerne. Jeg fortalte ham, at der faktisk var apostle og profeter på jorden, præcis som på Jesu Kristi tid. Jeg fortalte ham om profeten Joseph Smith og evangeliets gengivelse. Jeg gav ham alt det kirkemateriale, jeg havde i bilen. Han gav mig sit navn og telefonnummer, så missionærerne kunne kontakte ham. Vores samtale sluttede, og han gav oprigtigt udtryk for sin påskønnelse.
Mine øjne fyldtes med tårer, mens jeg kørte væk. Jeg er taknemlig for, at jeg havde efterladt et eksemplar af »Familien: En proklamation til verden« på bilsædet.
Jeg har aldrig glemt mandens ivrige blik. Denne oplevelse var en uforglemmelig lektie om styrken af proklamationen om familien, realiteten af nutidig åbenbaring og vigtigheden af at fortælle om evangeliet i hverdagen – og sommetider i uventede situationer.