Til vi ses
Redningen i minefeltet
Russell Westergard bor i Virginia, USA.
Vi kunne ikke nå ind til soldaten, der var fanget, men vi kunne opmuntre hende, heppe på hende i hendes trængsler og juble over hendes held.
Under golfkrigen ledte jeg et hold af soldater ind i Kuwait. Da vi først var kommet gennem forsvaret, gennemsøgte vi fjendens positioner for at sikre os, at vi var i sikkerhed, og vi ledte efter noget, der kunne give os flere informationer om vore fjender.
Jeg var lige trådt ind på en indtaget kommandocentral, da jeg hørte en engelsk sergent, der panisk råbte: »Stop! Gå ikke videre!« Da jeg stak hovedet ud af bunkeren, så jeg en af mine soldater i stor fare. Hun var gået ind på et åbent område, for at få fat på et dokument, og nu stod hun i midten af et stort minefelt. Da hun hørte sergentens råben, stoppede hun og indså faren.
Da vores hold samledes på kanten af minefeltet, kunne vi se, at den unge soldat var så panikslagen, at hun rent fysisk rystede. Vi måtte handle hurtigt, men kunne ikke sende soldater ind efter hende uden at risikere både deres og hendes liv. Uden diskussion eller tøven begyndte vi at tale til soldaten og kom med trøstende og opmuntrende ord og instrukser. Vi kunne se tårerne løbe ned af hendes kinder og høre frygten i hendes svar, men hun begyndte at falde en smule til ro ved vores beroligende ord.
Efter en stund havde hun nok mod til at se sig tilbage på den vej, hun var kommet, og hun fortalte os, at hun svagt kunne se sine egne fodspor i sandet. Med vores opmuntring, begyndte hun tøvende at gå tilbage samme vej. Ved at placere sine fødder blidt på hver enkelt af sine forrige fodspor, kunne hun gå ud af minefeltet og kaste sig i vore ventende arme, da hun tog det sidste skridt. Den store gruppe af soldater på sidelinjen råbte af glæde, da vi bød hende velkommen tilbage. Tårer af frygt blev erstattet af smil og kram.
Få af os har stået på kanten af et rigtigt minefelt. Men mange af os kender nogle, der har forladt den åndeligt sikre grund for at blive fanget i livets minefelter. Som den unge soldat kan de måske også føle sig alene, bange og utrygge. Men den soldat var aldrig alene. Hun havde et hold på sidelinjen, der heppede på hende, venner, der ønskede hende tilbage og som ikke gav op. Hun havde ledere, der gav vejledning og opmuntring. Hun var den, der måtte gå ud af minefeltet, men sammen hjalp vi hende med at finde styrken til at gøre det. Til sidst kunne vi fejre hendes redning med oprigtig kærlighed og glæde.
Åndelige redninger kan være lige så dramatiske. Uanset om vi rækker ud som familie, venner eller som menighed eller gren, så kan vores indsats gøre hele forskellen. Rettidige, opmuntrende ord og vejledning reddede sikkert soldatens liv. På samme måde kan vi redde andre fra det åndelige mørkes fare ved at tilbyde opmuntring og vejledning, som i sidste instans kan bringe dem tilbage. Når vi gør dette, vil vores glæde være stor – ikke blot for en stund i dette liv, men også i al evighed (se L&P 18:15).
Fotoillustration: Craig Dimond