Det rette tidspunkt at gifte sig på
Ane og Benjamin vidste, at en uddannelse var vigtig, og de havde begge et ønske om at læse på universitetet. Hvordan passede deres mulige ægteskab ind i denne plan?
Da Ane gik på gymnasiet, så hun frem til den dag, hvor hun kunne læse på et universitet. Der var så mange fag, hun kunne læse og så mange karrierer, hun kunne vælge! »Jeg havde så mange interesser og kunne gøre så mange forskellige ting,« siger hun.
Selvom Ane boede i en lille by i Norge, gik hun på et rigtig godt gymnasium. Hendes gymnasium opfordrede dets elever til at arbejde hårdt på at få gode karakterer og læse på universitet. Mange af eleverne på Anes gymnasium begyndte på universitetet lige efter gymnasiet. Fra helt ung havde Ane planlagt at gøre det samme. At få en uddannelse var blot et af Anes mål.
»Jeg har fået en god undervisning i Unge Piger gennem lektionerne og Personlig fremgang,« fortæller Ane. »Mit mål har altid været at blive gift i templet.«
Hvornår er det »det rette tidspunkt«?
En aften til institut mødte Ane en nylig hjemvendt missionær ved navn Benjamin. »Fra det første øjeblik jeg så ham, imponerede han mig på så mange måder,« siger Ane. »Det var meget let og rart at tale med ham. Det var let for os at tale om evangeliet.«
Benjamin inviterede hende på en date, og det gik godt. I løbet af de næste par måneder tog Benjamin og Ane ud på flere date. De spillede fodbold og volleyball, tog ud på vandreture, og så film. Lidt efter lidt lærte de hinanden bedre at kende, og deres venskab udviklede sig til et romantisk forhold.
Efterhånden som deres forhold udviklede sig, vendte deres tanker og planer sig mod ægteskab. Ane og Benjamin var glade for at have fundet den person, som de ønskede at være sammen med i al evighed. Deres forhold blev dog alvorligt langt hurtigere, end de havde forventet. Hvad skulle der ske med alle de planer, de havde lagt, da de var yngre? Ville de stadig kunne tage en uddannelse? Ville deres beslutning om ægteskab betyde, at deres andre mål måtte udskydes?
Dette mente nogle af deres venner og familie.
»Mange omkring mig – derhjemme, på skolen og på arbejdet – var meget bekymrede for, hvordan dette forhold ville påvirke min uddannelse,« siger Ane. »De satte spørgsmålstegn ved, om jeg vidste, om dette forhold ville holde.
Mine jævnaldrende venner troede, at det, at jeg giftede mig, ville forhindre mig i at læse på universitetet,« fortæller hun. »For dem så det ud som om, at jeg ville spilde mine talenter og muligheder.«
Nogle af Benjamins bekendte havde det på samme måde. »Folk ville have mig til at tro, at vi var for unge, at min kommende hustru først skulle færdiggøre sin uddannelse, og hvis vi blev gift, betød det, at vi ville få børn, hvilket vi også var for unge til,« siger han.
Selvom Ane og Benjamin havde tro på den vægt, som evangeliet lægger på familie og ægteskab, så delte andre, der var af anden tro, generelt ikke denne prioritet – i hvert fald ikke for så unge mennesker. »Folk i min by er stærkt fokuserede på uddannelse og arbejde,« forklarer Ane. »Det er også godt, men det levner ikke meget plads til familie – eller religion.«
Benjamin siger: »Jeg har altid tænkt, at det rigtige at gøre, var at vende hjem fra min mission, finde en pige, som jeg kunne lide, derefter som jeg ville elske, og efter at have taget en beslutning om at gifte os og have modtaget et vidnesbyrd om dette fra Helligånden, ville vi gifte os. Det virkede meget enkelt, men pludselig blev alt forvirrende, mørkt og svært.«
Hvad siger Herren?
Både Benjamin og Ane blev bekymret på grund af deres venners råd og holdninger. I et helt år kæmpede de med at beslutte sig for det rette tidspunkt at gifte sig på. De vidste, at den vigtigste vejledning i sidste instans kommer fra Herren, så de brugte meget tid på at søge i skrifterne og profeters ord efter taler om familie, ægteskab og uddannelse.
»Alle disse kilder talte om, hvor vigtigt både ægteskab og uddannelse er,« siger Ane. Mens hun forsat søgte efter vejledning, kom der til sidst klarhed gennem en samtale med en institutleder. »Hun sagde til mig: ›Når du har den rette person og det rette sted (templet), så er det det rette tidspunkt!‹« husker Ane. »Det bragte virkelig ro i mit sind. Jeg fik så mange tilskyndelser fra Ånden, der bekræftede, at dette var vejen, som jeg skulle følge. Jeg fik vished om, at Benjamin og jeg skulle giftes, og at det var det rigtige for mig at gøre på dette tidspunkt.«
Ane vidste, at hun stadig skulle arbejde sig hen imod at få en uddannelse, for det var også noget, som Herrens profeter opfordrede til. Men lige nu vidste hun, at ægteskab ville være hendes første prioritet.
Ane var trist over, at så få mennesker anså ægteskab i hendes alder, som noget at være glad for. Men hun valgte at fokusere på at lære at genkende Åndens tilskyndelser og på det, som Herren tænkte, frem for det hendes jævnaldrende mente. »Det var det, jeg behøvede for at stå stærkt og oprejst i det valg, som jeg havde truffet,« siger hun.
Benjamin oplevede aldrig et bestemt vendepunkt, hvor han indså, at ægteskab var det rette valg for ham på det tidspunkt. I stedet, fortæller han, »indså jeg, at jeg måtte gå tilbage til det grundlæggende. Hvorfor er jeg her? Hvad er mit formål her på jorden?«
Imens han søgte skrifterne og profeters og apostles ord, vendte Benjamin sig til Herren i bøn. Han modtog også præstedømmevelsignelser. »Det blev klart for mig, at jeg var sendt til jorden for at vende tilbage til Gud med min familie,« siger han. »Der fandtes ikke noget vigtigere arbejde eller anden opgave, der kunne overgå det. Det står i ›Familien: En proklamation til verden.‹ Hvis jeg med fuldt overlæg så bort fra det og gjorde noget andet, ville jeg være ulydig mod Herrens befalinger.
Da først det blev åbenbaret for mig, at det, som jeg var blevet belært om hele mit liv, var så sandt, at det havde fortrinsret over andres meninger, følte jeg mig oplyst. Jeg besluttede mig for at følge det, som jeg var blevet belært om.«
Ane og Benjamin blev gift den 16. juli 2009 i templet i Stockholm. »Da dagen for vores besegling i templet kom, følte jeg stor fred,« siger Ane. »Det hele var meget enkelt. Smukt. Uden verdslig pynt. Det føltes så dejligt at være sammen med mine forældre og søskende i templet – og med Benjamin. Det var en tid fyldt med sand kærlighed.«
Velsignelserne, der følger
Selvom månederne op til deres ægteskab var hårde, er Ane taknemlig for de prøvelser, hun gik igennem. »Det tvang mig til at tage et standpunkt,« siger hun. »Gud hjalp og styrkede mig gennem skrifterne, bøn og præstedømmevelsignelser. Mange af de mennesker, der til at begynde med var negative, er kommet frem til, at det, som jeg valgte, var godt og rigtigt. De kan se, at jeg virkelig har fundet lykken. De har takket mig, fordi jeg stolede på mig selv og på Herren.«
Efter deres bryllup flyttede Ane og Benjamin til en ny by, hvor de begge begyndte på at læse på universitetet. De bød hurtig deres datter, Olea, velkommen og Ane tog orlov fra sine studier. Ane vil fortsætte sin uddannelse på deltid og på nettet, hvilket giver hende mulighed for at få en uddannelse samtidig med, at hun er hjemme og tager sig af sin datter. Selvom hun ved, at denne ordning vil være hårdt arbejde, er Ane stadig i stand til at få den uddannelse, som hun ønsker.
»Mange mennesker kan have tænkt, at jeg måtte ofre mange ting for at blive gift og få en familie,« siger hun, »og det kunne også have set sådan ud. Men i virkeligheden har jeg fået alt. Jeg ved, at når jeg vælger at sætte Gud først, så vil alt andet blive givet mig. Jeg er meget ivrig og taknemlig over at få min uddannelse. Men mere end noget andet, er jeg taknemlig for, at vi har muligheden for at være en evig familie!«
Benjamin er enig. »Gud har vejledt mig i mit liv på en sådan måde, at jeg er blevet belært om at sætte ham først,« siger han. »For mig var det ikke et valg mellem familie eller uddannelse; det var familien først og uddannelse på samme tid. På samme måde er det med andre beslutninger. Det er ikke Gud eller intet. Det er Gud først; så følger alt andet.«
Benjamin og Ane med deres datter, Olea.
Foto: Geir Weggersen
Illustration: Edward McGowan