Budskab fra Det Første Præsidentskab
Ti! Vær stil!
En dag for få år siden, hvor jeg netop var blevet færdig med mine opgaver på kontoret, følte jeg en stærk tilskyndelse til at besøge en ældre enke, som boede på et plejehjem i Salt Lake City. Jeg kørte direkte derhen.
Da jeg trådte ind i hendes stue, var den tom. Jeg spurgte en plejer, hvor hun var henne, og blev vist hen til en opholdsstue. Der fandt jeg denne dejlige enke i samtale med sin søster og en anden veninde. Vi fik snakket hyggeligt sammen.
Mens vi talte, kom en mand ind ad døren for at hente en sodavand i en automat. Han så på mig og sagde: »Men det er jo Tom Monson.«
»Ja,« svarede jeg. »Og du ligner en Hemingway.«
Han svarede, at han var Stephen Hemingway, søn af Alfred Eugene Hemingway, som havde været min rådgiver, da jeg for mange år siden var biskop, og jeg kaldte ham Gene. Stephen fortalte mig, at hans far lå for døden på dette selv samme plejehjem. Gene havde sagt mit navn, og familien ville gerne have fat i mig, men de havde ikke kunnet finde mit telefonnummer.
Jeg undskyldte mig straks og fulgte med Stephen hen til min tidligere rådgivers stue, hvor hans øvrige børn var samlet. Hans hustru var gået bort nogle år tidligere. Familien betragtede mit møde med Stephen i opholdsstuen som vor himmelske Faders svar på deres inderlige ønske om, at jeg ville besøge deres far, inden han døde, og imødekomme hans ønske. Jeg følte også, at det var tilfældet, for var Stephen ikke trådt ind i stuen netop i det øjeblik, hvor jeg sad der, så ville jeg aldrig have vidst, at Gene overhovedet var på dette plejehjem.
Vi gav ham en velsignelse. Der herskede en fredfyldt ånd. Vi talte hyggeligt sammen, hvorefter jeg gik.
Den følgende morgen blev jeg ringet op og fik at vide, at Gene Hemingway var gået bort – blot 20 minutter efter, at hans søn og jeg havde velsignet ham.
Jeg opsendte en stille tak til min himmelske Fader for hans Ånd, som havde tilskyndet mig til at besøge plejehjemmet, hvilket førte mig til min kære ven, Alfred Eugene Hemingway.
Jeg vil gerne tro, at Gene Hemingway den aften, hvor vi nød Åndens varme, i tanken deltog i en ydmyg bøn og udtalte en præstedømmevelsignelse, der var et ekko af teksten, der findes i salmen »Mester, se uvejret truer«:
På livets stormende vover,
Frelser, forlad mig ej!
Se, jeg synker, jeg synker, min Mester,
o, ræk mig en hjælpsom hånd!
Jeg elsker stadig den salme og vidner om den trøst, som den rummer:
Alting i himmel og alt på jord,
Ja, engle og djævle må lyde hans ord;
er han med i skibene, stol derpå,
de kan ej i sø eller storm forgå.
Til havet og vinden han sige vil:
Ti! Vær stil!1
Gennem tårer og prøvelser, gennem frygt og sorg, gennem hjertesorg og ensomheden efter at have mistet en af sine kære er der forvisning om, at livet er evigt. Vor Herre og Frelser er det levende vidne om, at det forholder sig således.2 Hans ord i hellig skrift er tilstrækkeligt: »Stands, og forstå, at jeg er Gud« (Sl 46:11). Jeg vidner om denne sandhed.