Fra missionsmarken
Betaget af et vidnesbyrd
Michael Harken bor i Utah, USA.
Illustration: Jim Madsen
I begyndelsen af min mission, tjente jeg i en lille by i Sydkorea. En regnvejrsdag havde vi ikke megen succes, men vi ønskede at blive ved med at arbejde indtil det var på tide at tage hjem. Min makker og jeg besluttede os for, at vi ville banke på endnu et par døre.
Ved den ene dør, åbnede en kvinde op, og min makker begyndte at tale til hende. Som ny missionær, havde jeg svært ved at forstå, hvad der blev sagt, men efter et par minutter begyndte hun at tale engelsk til os. Vi fandt ud af, at hun var fra Chicago i Illinois i USA, og at hun var flyttet hertil sammen med sin familie. Hendes mand var præst for en kirke, der ikke var venligt stemt over for vores overbevisninger.
Kvinden var flink, men var ivrig efter at modbevise Mormons Bog og overbevise os om, at vores kirke ikke var sand. Jeg stod der sammen med min makker, mens han forsøgte at besvare hendes svære spørgsmål. Min makker forsøgte at vidne for hende, at Mormons Bog er sand, og at den kunne hjælpe hende, men hun insisterede på at tro, at han tog fejl.
Efter ca. 30 minutters diskussion ved døren, spurgte hun min makker: »Hvor går vi hen efter dette liv?« Jeg kunne se, at hun var ivrig efter at modbevise min makker, som hun gjorde før. Min makker vidnede om frelsesplanen og om, at vi kan bo med vores familier for evigt i det celestiale rige. Før han fortsatte, afbrød hun ham og bad ham om at gentage det, han lige havde sagt om familier, der kan være sammen. Han gentog det, han havde sagt. Jeg følte Ånden så stærkt, og jeg kunne se i hendes øjne, at noget også havde rørt hende dybt. Efter det korte, men stærke vidnesbyrd holdt hun op med at diskutere med os, tog imod en Mormons Bog og bad os om komme tilbage og tale med hende og hendes mand om Mormons Bog.
Jeg mindes at gå hjemad med min makker den aften, forundret over den effekt min makkers vidnesbyrd havde haft. Da forstod jeg, at et vidnesbyrd ledsaget af Ånden, er det stærkeste undervisningsredskab, vi har. Jeg vil aldrig glemme min makker og hans vidnesbyrd den aften. Efter den oplevelse besluttede jeg, at selv med min begrænsede evne til at tale koreansk, ville jeg prøve at bære mit vidnesbyrd lige meget hvad. Efterhånden som jeg gjorde det, følte jeg Ånden mere og mere. Jeg lærte, at den bedste kommunikation finder sted, når man underviser ved Ånden.