Et lys i Afrika

Præsident Dieter F. Uchtdorf

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

Fra »Håbet om Guds lys«, Liahona, maj 2013, s. 76.

For nogle år siden havde min hustru, Harriet, og jeg en mindeværdig oplevelse, hvor vi så opfyldelsen af dette løfte. Vi var i Vestafrika, en smuk del af verden, hvor Kirken vokser, og de sidste dages hellige er meget indtagende. Men der er også mange udfordringer i Vestafrika. Jeg blev i særdeleshed bedrøvet over al den fattigdom, jeg så. I byerne er der høj arbejdsløshed, og familier kæmper ofte for deres sikkerhed og for at klare dagen og vejen. Det skar mig i hjertet at se, hvor mange af vore dyrebare medlemmer af Kirken, der lever med et sådant afsavn. Men jeg lærte også, at disse fine medlemmer hjælper hinanden med at lette deres tunge byrder.

På et tidspunkt ankom vi til en kirkebygning nær en stor by. I stedet for at finde mennesker, som var overbebyrdede og opslugt af mørke, fandt vi glade mennesker, som strålede af lys! Den glæde, de følte for evangeliet, var smittende og opløftede vores sjæl. Den kærlighed de udtrykte, gjorde os ydmyge. Deres smil var ægte og smittende.

Jeg husker, at jeg i det øjeblik tænkte, om der kunne være et lykkeligere folk på jordens overflade. Selvom disse kære hellige havde meget vanskelige omstændigheder, så var de fyldt med lys!

Mødet gik i gang, og jeg begyndte at tale. Men strømmen i bygningen gik snart, og vi sad i totalt mørke.

I nogen tid kunne jeg knap nok skelne nogen i forsamlingen, men jeg kunne se og mærke de helliges smukke og strålende smil. Jeg elskede at være sammen med disse vidunderlige mennesker!

Mørket varede ved i kirkebygningen, så jeg sad ved siden af min hustru og ventede på, at strømmen kom tilbage. Mens vi ventede, skete der noget bemærkelsesværdigt.

Nogen begyndte at synge en af vore salmer. Flere faldt ind. Og så endnu flere. Snart fyldte dette dejlige og overvældende kor af stemmer kirkebygningen.

Disse medlemmer af Kirken havde ikke brug for en salmebog, de kunne alle de sange, de sang, udenad. De sang den ene sang efter den anden med en energi og ånd, der rørte min sjæl.

Endelig kom lyset tilbage og badede rummet i lys. Harriet og jeg så på hinanden, vore kinder var våde af tårer.

Midt i al mørket, havde disse vidunderlige hellige fyldt denne kirkebygning og vores sjæl med lys.

Det var et stort øjeblik for os, som Harriet og jeg aldrig vil glemme.

Fotoillustration: Richard M. Romney