Guds retfærdighed og barmhjertighed
Fra talen »Borne Upon Eagles’ Wings«, der blev holdt den 2. juni 1974 på Brigham Young University. Hvis du vil læse hele den engelske tekst, så gå ind på speeches.byu.edu.
Jeg ved, at vi igen skal være hos Frelseren, at vi, hvis vi er trofaste imod ham, skal stå frie – uhindrede og gældfri – og at vi i mærkerne i hans kød vil genkende noget af hans fangenskab og sonoffer ved at dø for os.
Foto: Jeremy Burke Hunter, må ikke kopieres
Jeg havde aldrig deltaget eller forventet at deltage i lignende translokation eller dimission før. Der var 44 dimittender, alle mænd. De var ikke klædt i den traditionelle kappe, hue eller tøj. De bar hver især en lys denimskjorte og mørkeblå denimbukser.
Ceremonien blev ikke afholdt i en gymnastiksal eller i et smukt auditorium. Den blev holdt i et beskedent kapel i Utahs statsfængsel. Den afsluttende årgang havde med succes færdiggjort et års kursus i bibelstudier, som blev sponsoreret af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, men som var åbent for alle, der ville deltage.
Åbningsbønnen blev bedt af en ung mand, der lignede en dreng. Han var skrækslagen, men bad en bøn, der kom fra hjertet. Han havde en dom på 10 år til livstid for væbnet røveri. Afslutningsbønnen blev bedt af en mand på mellem 45-50 år, der lignede en, der kunne være en eller andens onkel. Han sad inde på livstid for uagtsomt manddrab.
En ung mand, der var blevet løsladt, var vendt tilbage for at få sit certifikat og for at opmuntre sine fæller. Han sagde: »Gutter, perspektivet i fængslet er virkelig dårligt. Det står virkelig bedre til udenfor. Prøv at huske det.« Så vendte han sig mod de fremmede, mod deltagende venner og familier og sagde: »I er et lys på et mørkt sted. Hvis ikke det var for jeres kærlighed, ville vi ikke være i stand til at nå fra her, hvor vi er nu, til der, hvor vi skal være.«
Da begivenheden var overstået, sagde den indsatte, der havde ledt mødet, følelsesladet og med slørede øjne: »Dette er den mest glædelige begivenhed på året for os. Det er bedre end jul. Det er bedre end thanksgiving (amerikansk helligdag). Det er endda bedre end mors dag. Det er bedre, fordi vi er blevet oplyst, og det er det tætteste vi kommer på at være frie.«
Foto © Thinkstock
Så lukkede portene sig bag min hustru og jeg. Den aften tog vi hjem, og jeg må indrømme, at jeg ikke kunne sove. Den oplevelse spøgte hos mig. I de tidlige morgentimer havde jeg følelser og tanker og et svar på fangenskab og frihed (og deres forhold til oplysning og kærlighed), som jeg aldrig havde haft før.
Guds retfærdighed
Ét indtryk jeg fik den nat var, at Gud er retfærdig. Alma sagde: »For mener du, at barmhjertigheden kan berøve retfærdigheden? Jeg siger dig: Nej, ikke den mindste smule. Hvis så var, ville Gud ophøre med at være Gud« (Alma 42:25). Apostlen Paulus sagde til galaterne: »Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste« (Gal 6:7).
En af mine efterfølgende tanker var, at Paulus virkelig mente, at vi høster, som vi sår. Igen kom det til mig, at hvis vi sår tidsler, så kan vi ikke forvente at høste jordbær. Hvis vi sår had, så kan vi ikke forvente at høste en overflod af kærlighed. Vi får på sin vis det tilbage, som vi sår.
Så kom der en anden tanke til mig, da jeg mindedes mændene i deres blå tøj: Ét er at høste, hvad man sår, men vi høster på en eller anden måde altid mere end vi sår. Hvis vi sår en lille tidsel, får vi mange tidsler – år efter år vokser de og bliver til store buske og forgreninger. Vi slipper aldrig af med dem, medmindre vi skærer dem væk. Hvis vi sår en lille smule had, høster vi meget had – glødende, gnavende og aggressivt og i sidste instans stridbart, ondskabsfuldt had, inden vi ser os om.
Så fik jeg ironisk nok en trøstende erkendelse af, at min første tanke om, at Gud er retfærdig – ikke var så smertelig, som den lød. Uanset, hvor skræmmende det måtte være, at vi alle har syndet, uanset, hvor skræmmende det måtte være at reflektere over en retfærdig Gud, så er det i sidste instans mere skræmmende for mig at overveje en uretfærdig Gud.
Et af de grundlæggende principper i sidste dages hellig lære er, at vi er nødt til at vide, at Gud er retfærdig, for at vi kan bevæge os fremad. Et af Guds kendetegn er retfærdighed, og vi ville ikke have troen – på grund af frygt – til at leve retskaffent eller til at nære større kærlighed eller være parat til at omvende os, hvis vi på en eller anden måde ikke troede på, at retfærdigheden ville gælde for os, eller hvis vi på en eller anden måde troede, at Gud ville ændre mening og beslutte sig for et andet sæt regler.1 Fordi vi ved, at Gud er retfærdig og ville ophøre med at være Gud, hvis ikke han var det, så har vi tro til at gå fremad med vished om, at vi ikke er ofre for lunefuldhed eller en grille, en dårlig dag eller en dårlig spøg. Den vished er meget opmuntrende.
Guds barmhjertighed
Så fik jeg en anden tanke. Hvor var jeg taknemlig for, at Gud er den, han er; han må også være en barmhjertig Gud. Efter Alma sammen med Corianton anerkender, at Gud må være retfærdig, erklærer han i Alma 42, at selv samme Gud også må være barmhjertig, og at barmhjertigheden gør krav på den angrende. Se, nu var tanken anderledes for mig, idet jeg lige havde besøgt fængslet. Denne tanke opmuntrede mig. Barmhjertighed kunne gøre krav på den angrende. Jeg besluttede, at hvis de mænd måtte opholde sig i fængslet for at drage fordel af barmhjertigheden – og hvis de under deres ophold fandt Jesu Kristi evangelium eller skrifterne eller forsoningen – så var det deres fængsling værd.
Så lad os drage til et sted for anger – til biskoppen eller til Herren eller til dem, der er blevet fornærmet eller til dem, der har fornærmet os. Vi er omgivet af vore egne små fængsler, formoder jeg. Hvis det kræver et ophold dér, for at vi virkelig angrer og er i stand til at gøre krav på barmhjertighedens gave, så må vi gøre det.
Jeg ved, at det ikke er nemt at gå tilbage og begynde på en frisk, men jeg mener af hele mit hjerte, at det er nemmere og utvivlsomt mere tilfredsstillende at begynde forfra end at fortsætte og forsøge at tro på, at retfærdigheden ikke kræver sit.
Fotoillustration: Welden C. Andersen
En kendt, engelsk lærd har sagt: »Jeg tror ikke, at alle, der vælger forkerte veje, går til grunde; men deres redning består i at blive bragt tilbage til den rigtige vej. Et regnestykke, der er udregnet forkert, kan regnes om og udregnes rigtigt: Men kun ved at gå tilbage, indtil man finder fejlen, og så begynder forfra, aldrig ved bare at gå videre. Ondt kan lades ugjort, men det kan ikke ›udvikle sig‹ til godt. Tiden helbreder det ikke. Forbandelsen må hæves lidt efter lidt.«2
Så Gud er retfærdig, »barmhjertighed gør krav på den angrende« (Alma 42:23), og ondskab kan ændres.
Behovet for omvendelse
Den sidste tanke, der var kronen på værket, hjalp mig til at forstå det, som jeg måske aldrig bogstaveligt havde forstået. Det er årsagen til, at Herren i hver generation og i hver uddeling har sagt det, som han sagde meget tidligt i sin lære i denne uddeling: »Tal intet andet end omvendelse til denne slægt; hold mine befalinger« (L&P 6:9). Det blev en meget positiv, nyttig og gribende tanke og poesi for mig. Jeg vidste på sin vis, at jeg aldrig før havde forstået, at der ikke findes anden måde end omvendelse.
Hvis I er som andre dødelige, så har I nogle områder, hvor I må bryde lænkerne, I har nogle åndelige bånd og lænker, som I må gøre jer fri af, og I har nogle synder, som I må omvende jer fra. Må jeg nævne blot et eksempel: Uvidenhedens fangenskab.
Det forekommer mig, at den største hindring i vores liv ganske enkelt er ikke at vide tilstrækkeligt. Vi stifter meget tidligt i livet kendskab med små klicheer. To af dem er: »Uvidenhed er en gave« og »Det, jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af«. Lad mig på det kraftigste understrege, at intet vil såre dig mere end det, du ikke ved. Jeg mener, at vi bliver anklaget for den trældom, som vi pådrager os, og at vi vil udstå en vis straf i dette liv eller det næste for det, som vi fejlede i at lære.
Gennem evangeliets lære ved vi, at vi ikke bliver frelst i uvidenhed (se L&P 131:6), at det, vi lærer i dette liv, opstår med os i opstandelsen (se L&P 130:18), at vi har en fordel i den kommende verden, hvis vi er vidende (se L&P 130:19), at vi frelses i forhold til det, vi har lært,3 at lys og sandhed skyr den onde (se L&P 93:37), at Guds herlighed er intelligens (se L&P 93:36) osv. På et tidspunkt meget tidligt i denne uddeling, var hele Kirken kollektivt under anklage. Herren siger i Lære og Pagter i afsnit 84:
»Og nu giver jeg jer en befaling om at tage vare på jer selv ved at give flittigt agt på det evige livs ord.
For I skal leve efter hvert ord, der udgår af Guds mund.
For Herrens ord er sandhed, og hvad der er sandhed er lys, og hvad der er lys er ånd, ja, Jesu Kristi ånd« (v. 43-45; fremhævelse tilføjet).
De første skridt til at komme i Herren Jesu Kristi nærhed, som afsnit 84 viser vejen til, er ved ordet.
»Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer,« erklærede Herren i sin tjenestegerning, »så bed om, hvad I vil, og I skal få det« (Joh 15:7; fremhævelse tilføjet).
Vigtigheden af frihed
Hvis vi skulle vælge et tema for vores eksistens – den eksistens, vi kender til nu, ikke vores fortid i forudtilværelsen og ikke den, der ligger forude – ville det tema omhandle søgen efter sand frihed. Vi ved, at en vigtig del af det store råd i himlen blev brugt på at undervise os i, hvordan vi kunne gå fremad mod fuldstændig frihed. Faderens kurs bestod af handlefrihed og valg – friheden til at fejle, men i sidste instans frihed til at have fremgang. Så mange værn som muligt og alle universets kræfter blev anvendt for at garantere vores frihed til at udøve vores handlefrihed og vende tilbage til vores celestiale hjem. Disse værn inkluderer evangeliets sandheder i dets fylde og Frelseren Jesu Kristi forsoning.
Joseph Smith i fængslet i Liberty, af Greg K. Olsen, må ikke kopieres
Vi oplever i sandhed fangenskab og fængsling, når vi ikke er frie. Jeg ønsker næsten, at jeg på et tidspunkt i mit liv havde siddet fængslet, så jeg kunne udtrykke dette mere dramatisk. Jeg ville ønske, at jeg kunne tale som Peter eller Paulus og få engle til at forskrække fangevogterne og åbne fængselsdørene (se ApG 12:5-11; se også 16:25-26) eller som Alma og Amulek og få fængselsmurerne til at falde sammen (se Alma 14:23-29) eller som Joseph Smith, der fra hjertet og midt i et trist, dystert, trøsteløst fængsel kunne skrive det, der muligvis er den mest storslåede litteratur og hellig skrift i vores uddeling (se L&P 121-123). Vi takker Gud for, at vi lever i den tid, vi gør, hvor vores kirkes præsident og profet ikke skal leve i frygt for fængsling, og hvor det ikke kræves, hverken politisk og fysisk, at vi kommer i trældom eller slaveri. Men der er andre typer af trældom og anden type af fængsling i vores liv, som vi er nødt til at udrydde. Alt det, som vi kom hertil for at gøre, er vi nødt til at gøre.
Jeg tror af hele hjertet på, at hvis vi omvender os fra vore synder, hvis vi er næstekærlige over for andres synder, og hvis vi fatter mod over for vore omstændigheder og gør noget ved dem, vil vor levende Fader til os alle række ned, og som skriften siger, »bære [os] som på ørnevinger« (L&P 124:18).
Jeg er blevet båret på ørnevinger. Jeg ved med hele mit hjerte, at Gud lever, og at Jesus er Kristus. Jeg ved, at Jesus leder denne kirke, at det er hans kirke, at han er hovedhjørnestenen, hvorpå fundamentet af levende apostle og profeter er lagt. Jeg ved, at vi igen vil være hos Frelseren, at hvis vi er trofaste mod ham, skal vi stå frie – uhindrede og ubebyrdede – og at vi i mærkerne i hans kød genkender noget af hans lidelser, fangenskab og offer ved at dø for os. Jeg ved, at vi må omvende os fra vore synder, og at Gud må være retfærdig, og jeg finder stor glæde i skrifterne og de levende profeters ord om, at hvor der er synd i overflod, findes der nåde i større overflod og at »barmhjertighed gør krav på den angerfulde«.
Se mere om dette emne i D. Todd Christofferson, »Forløsning«, Liahona, maj 2013, s. 109; og Craig A. Cardon, »Frelseren ønsker at tilgive«, Liahona, maj 2013, s. 15.