Til vi ses
Det længste nadvermøde
Forfatteren bor Lagos i Nigeria.
Et nadvermøde varer omkring 70 minutter. Men en søndag syntes det at vare en evighed.
Jeg holder meget af at læse religiøse bøger, der er skrevet af sidste dages hellige. Og fordi disse bøger ikke er tilgængelige i Nigeria, låner jeg dem af en ven. Fordi jeg gerne vil kunne aflevere dem tilbage inden for få dage, har jeg dem altid med mig og læser i dem, når jeg kan.
En søndag havde jeg taget en lånt bog med mig, da jeg skulle tage del i et nadvermøde i en menighed, som jeg er tilknyttet som højrådsmedlem. Jeg læste i bogen, mens jeg ventede på at give biskoppen en besked fra stavspræsidentskabet. Da biskoppen kom, bad han mig om at tale med sin førsterådgiver, eftersom han selv skulle byde nogle besøgende velkommen. Efter at have overbragt førsterådgiveren budskabet, satte jeg mig på forhøjningen.
Idet jeg satte mig ned, indså jeg, at min vens bog var forsvundet. Der var fem minutter til mødet begyndte – og eftersom den præsiderende autoritet allerede sad på forhøjningen – syntes jeg ikke, at jeg kunne gå. Syg af bekymring for at skuffe min ven, begyndte min prøvelse i det længste nadvermøde, jeg nogensinde havde været til.
Jeg håbede, at tiden ville flyve af sted, men hvert eneste punkt på mødets program syntes at tage en evighed. Jeg var rastløs og bad stille om, at Gud ville beskytte bogen. Talerne var i virkeligheden ikke lange, men en urimelig uro havde overtaget mit sind. Fem minutter inden mødets afslutning kunne jeg ikke klare det længere. Jeg gav førsterådgiveren en seddel, hvorpå jeg spurgte, om jeg havde glemt en bog ved siden af ham. Jeg håbede, at han ville nikke. I stedet rystede han på hovedet.
Jeg lukkede ikke øjnene under afslutningsbønnen, men holdt godt øje med de to steder, hvor jeg kunne forestille mig, at bogen lå. I mellemtiden besluttede jeg, at hvis det blev nødvendigt, ville jeg bekendtgøre inde i søndagsskoleklassen, at jeg havde mistet en bog.
Da nadvermødet sluttede, havde mine følelser dog overraskende nok ændret sig radikalt, og jeg var ikke bekymret for bogen. Helligånden viste mig – i et kort øjebliks åndelig indsigt – at min bekymring var malplaceret. Jeg lærte, at det, der virkelig betød noget, var, om jeg ville beskytte de ting, som Gud havde placeret i min varetægt. I mine tanker begyndte jeg at nævne de ting, som jeg kunne huske, at Gud havde betroet mig: Min sjæl, min familie, dem jeg er hjemmelærer for, dem jeg burde fortælle om evangeliet, medlemmer i menigheden, som jeg tjener, mine afdøde forfædre, der har brug for tempeltjeneste, og så videre.
Jeg fandt bogen efter det, der blev en vigtig sjælsransagende oplevelse. Men ved slutningen af det længste nadvermøde fandt jeg også områder i mit liv, der måtte forbedres. Og jeg fandt forpligtelsen til at arbejde på de prioriteter, som vor himmelske Fader ønskede.
Fotoillustration: Les Nilsson