Rigtigt skrevet
Clara kendte sandheden. Men var hun modig nok til at skrive om det?
»For jeg skammer mig ikke ved evangeliet« (Rom 1:16).
Clara lagde blyanten ned og stirrede på papiret på sit bord. Udover sit navn og et stort viskemærke var papiret helt blankt. »Hvad skal jeg skrive?« tænkte hun.
I rækken overfor sad hendes ven Lily og havde travlt med at skrive. Clara bøjede sig ned og lod hovedet hvile på sin arm.
Clara kunne virkelig godt lide sin nye skole. Skolen holdt til i en kirkebygning, der tilhørte en anden religion, og hendes klasse var lille nok til, at hendes lærer, fru Schmidt, havde tid til at hjælpe hende med matematikken. Hver dag efter matematik underviste fru Schmidt i bibelhistorie. Normalt mindede bibeltimerne meget om det, som Clara lærte derhjemme og i Primary.
Men for et par uger siden under en lektion om dåb fortalte fru Schmidt klassen, at små børn, der dør, før de bliver døbt, ikke kan komme i himlen. Så fortalte hun, at en af hendes egne børn døde, lige efter han blev født. Da hun fortalte det, så fru Schmidt ud som om, at hun skulle til at græde.
»Men små børn, der dør, kommer i himlen,« ville Clara gerne sige. Hvis bare fru Schmidt vidste det, så ville hun måske ikke være så ked af det mere. Men Clara var for genert til at sige noget.
Efter skole fortalte Clara sin mor om det, som fru Schmidt havde fortalt. »Takket være Mormons Bog har vi en af de største velsignelser ved at vide, at små børn kommer i himlen,« sagde mor. Clara håbede på, at fru Schmidt en dag ville læse Mormons Bog. Hun ville ønske, at hun havde modet til at fortælle hende om den.
I timen i dag havde fru Schmidt fortalt klassen, at Gud, Jesus og Helligånden alle er én person. Clara tænkte på, hvordan vor himmelske Fader og Jesus Kristus viste sig for Joseph i den hellige lund. Hun vidste, at de var to separate personer, som hver havde en krop. Hun var glad for, at hun vidste det med sikkerhed, selv før hun fik snakket med sin mor eller far om det.
Men så havde fru Schmidt sagt: »Børn, vær venlige at tage et stykke papir frem og skriv om det, som vi har talt om.«
Det var i det øjeblik, at Clara fik en urolig følelse i maven. Hun ville gerne løse opgaven, som hendes lærer ønskede det. Kunne hun være modig nok til at skrive det, som hun vidste var sandt?
Mens hendes hoved hvilede på bordet, bad Clara en stille bøn. »Kære himmelske Fader, hvad skal jeg gøre?«
Næsten med det samme begyndte Clara at føle en indre fred og ro. Helligånden hviskede, at hvis hun skrev det, der var i hendes hjerte, skulle alt nok gå.
Clara løftede hovedet, tog sin blyant og begyndte at skrive.
Vor himmelske Fader og Jesus er to separate personer. De har et legeme af kød og knogler som os. Helligånden er en Ånd, der kan tale til os i vores hjerte.
Efter at have skrevet et par sætninger mere, lagde Clara blyanten ned. Hun vidste ikke, hvad fru Schmidt ville tænke om det, som hun havde skrevet, men hun var glad for, at hun kunne fortælle sin lærer noget, der var vigtigt og sandt.
Illustration: Björn Thorkelson