Kristuslignende barmhjertighed
Forfatteren bor i New York i USA.
Frelserens jordiske tjenestegerning giver os praktiske eksempler på, hvordan vi kan være barmhjertige.
Da profeten Joseph Smith og Martin Harris mistede 116 sider af oversættelsen af Mormons Bog, modtog de en alvorlig revselse fra Herren (se L&P 3:6-8, 12-13). Joseph mistede for en stund retten til at oversætte og sørgede over sin ulydighed.1 Efter at have ydmyget sig og tryglet Herren om tilgivelse, sagde Herren til Joseph: »Men husk, at Gud er barmhjertig … og [du er] stadig udvalgt og er atter kaldet til værket« (L&P 3:10).
Præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Kristus er vores forbillede. Han viste os vejen i sin lære om barmhjertighed og levevis. Han tilgav den ugudelige, den vulgære og de, som søgte at såre og skade ham.«2
Skrifterne viser, at barmhjertighed er en af Frelserens himmelske egenskaber. Jesus belærte: »Salige er de barmhjertige« (Matt 5:7), og »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig« (Luk 6:36).3 Barmhjertighed defineres som medfølelse, og omfatter sympatiske følelser og handlinger, venlighed, tilgivelse og kærlighed. Vores evne til at være barmhjertige bliver ofte anvendt, når vi bliver opmærksomme på andres svære og ulykkelige omstændigheder. Jesus Kristus udviste en uendelig evne til at være barmhjertig. Han »kunne ikke se ind i menneskers ansigter uden at blive bedrøvet over deres forvirring, deres rådvildhed og deres elendighed … Når som helst han så mennesker, der var vanrøgtede og forkomne, som får uden en hyrde, blev han bevæget af medfølelse for dem«.4
»Når som helst Frelseren så mennesker, der var vanrøgtede og forkomne som får uden en hyrde, blev han bevæget af medlidenhed med dem.«
Det vildfarne får, af Newell Convers Wyeth, reproduceret med tilladelse fra Colby College Museum of Art
Følgende principper fra beretninger i Det Nye Testamente viser, hvorledes Frelseren udviste barmhjertighed, og hvorledes vi kan vælge at være barmhjertige mod andre.
Jesus viste barmhjertighed ved ikke at skyde skylden på andre.
Ved det sidste måltid, timer før forræderiet, spiste Judas Iskariot påskemåltid sammen med de andre disciple. Da Jesus bekendtgjorde: »En af jer vil forråde mig,« sagde disciplene, deriblandt også Judas: »Det er vel ikke mig, Herre?« (Matt 26:21-22). Jesus svarede Judas: »Hvad du gør, gør det snart« (Joh 13:27). Ved indgangen til Getsemane have, mødtes Jesus og Judas igen. Judas sagde: »Rabbi!« og kyssede Frelseren (Matt 26:49), hvortil Jesus spurgte »Forråder du Menneskesønnen med et kys?« (Luk 22:48). Jesu svar, som ikke lettede Judas for konsekvenserne af hans handlinger, skyder ikke skylden på ham, men appellerer snarere til Judas’ evne til at skelne mellem ret og uret.
Efter at Jesus i mange timer havde lidt ved af romerske soldater at være fængslet, pryglet og pisket, gå turen gennem byen, hvor han selv bar korset, som de naglede ham til, så han barmhjertigt på sine fangevogtere og bad: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34).
Jesus viste barmhjertighed ved at elske frem for at fordømme.
Tidligt i sin tjenestegerning, gjorde Jesus ophold under en af sine rejser for at hvile sig og blive frisket lidt op ved brønden i Samaria. En kvinde kom til brønden for at hente vand, og Frelseren indledte en samtale. Hun blev forbavset over, at han ville tale med hende, »jøder [ville] nemlig ikke have med samaritanere at gøre«. Men han så bort fra de traditioner, der nedvurderede hende. Han underviste hende om evangeliets levende vand, og han vidnede for hende: »Det er mig, [der er Messias]« (se Joh 4:3-39).
Under de sidste dage af sin tjenestegerning i Perea, kom Jesus gennem byen Jeriko på sin vej til Jerusalem. En mand ved navn Zakæus, der var lille af vækst og velhavende, klatrede op i et træ for at se Frelseren, når han gik forbi. Jesus lagde mærke til Zakæus og inviterede sig hjem til ham. Nogle af Jesu disciple beklagede sig, da de så dette og sagde, at Jesus var »gået ind som gæst hos en syndig mand«. Men Jesus så det gode i Zakæus og sagde: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn« (se Luk 19:1-10).
Jesus viste barmhjertighed ved at give andre mange muligheder for at omvende sig og blive tilgivet.
Tidligt i sin tjenestegerning vendte Jesus tilbage til synagogen i sin hjemby Nazaret, hvor han var kommet så mange gange. Han læste en profeti om Messias fra Esajas for dem, der var samlet til sabbatten. Han vidnede derefter meget klart for dem, at han var Messias. Alle i synagogen »blev ude af sig selv af raseri« på grund af hans ord, og de »jog ham ud af byen … for at styrte ham ned« af et bjerg. (se Luk 4:16-30). Jesu livslange venner var blevet hans fjender. Nogen tid efter vendte Jesus tilbage til Nazaret og underviste folket. Og selv om de endnu engang blev fornærmede, havde han to gange forsøgt at få dem til at forstå (se Matt 13:54-57).
De jødiske ledere var Frelserens mest bitre fjender. De søgte at slå ham ihjel, fordi han var en trussel mod deres traditioner. Og dog opfordrede Jesus dem gentagne gange til at omvende sig og blive forsonet med sandheden. I skrifterne er der optegnet mindst 10 store prædikener, som Jesus specifikt adresserede til disse ledere, hvor han påpegede deres synder og opfordrede dem til at omvende sig.
Jesus viste barmhjertighed ved at undgå bitterhed.
Jerusalem var stedet, hvor Frelseren til sidst led og døde. Han kunne have været blevet fornærmet og vred på byen og dets folk; i stedet udtrykte han ofte sorg over deres ugudelighed og afvisning af omvendelse.
Dage før korsfæstelsen red Jesus ind i Jerusalem på et æsel. En mængde tilhængere frydede sig og lagde deres klæder på jorden foran ham og priste Gud. (se Luk 19:28-38). Men Jesus vidste, at folkets loyalitet ikke ville vare ved. Da han så ud over denne by i sin sidste uge, græd Frelseren og sagde: »Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn … men I ville ikke« (Matt 23:37; se også Luk 19:41-44).
Kun få dage efter vendte mængden sig imod Jesus og forlangte højlydt hans henrettelse. Mens Frelseren blev ført væk til korsfæstelsen, fulgte »en stor folkemængde … ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham.
Jesus vendte sig imod dem og sagde: ›Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!‹« (Luk 23:27-28). Trods sin offentlige ydmygelse og den intense lidelse, som Jerusalems folk pålagde ham, blev Frelseren ikke bitter mod dem, men udtrykte sorg over, at de nægtede at omvende sig.
Jesus viste barmhjertighed ved at hjælpe andre i nød.
Under en af sine rejser nærmede Jesus sig byen Nain, hvor han så, at der blev »båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke« (Luk 7:12). Ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum beskriver følgende mirakel i sin bog Jesus Kristus: »Vor Herre så med medlidenhed på den sørgende moder, som nu var blevet berøvet både mand og søn; og idet han selv følte smerten i hendes sorg, sagde han venligt til hende: ›Græd ikke!‹ Han rørte ved båren [og] … derefter vendte han sig mod den døde og sagde: ›Unge mand, jeg siger dig: Stå op!‹ Og den døde hørte hans røst, som er Herre over alle ting, og satte sig straks op og begyndte at tale. Kærligt gav Jesus den unge mand til hans moder.«5
Jesus udvirkede mange andre mirakler for mennesker i nød. Han helbredte en spedalsk, stilnede havet og rejste Jairus’ datter fra de døde. Han helbredte en syg mand ved Betesda dammen, helbredte en døvstum og helbredte 10 spedalske. De var hver især i stor nød.
Jesus udvirkede mange mirakler for mennesker i nød. Han helbredte en spedalsk, stilnede havet og oprejste Jairus’ datter fra de døde.
Illustration: Dan Burr
Frelseren har vist vejen, vi må følge. Vi kan stræbe efter at være barmhjertige ved ikke at skyde skylden på andre, vælge at elske andre frem for at fordømme, give andre mange muligheder for at omvende sig, undgå bitterhed samt hjælpe andre i nød. Jo mere vi anerkender og husker på den store barmhjertighed, der er blevet udvist os gennem Jesus Kristus, jo mere vil vi lære at udvise barmhjertighed mod andre.
Præsident Uchtdorf har sagt: »Der er rigeligt med hjertesorg og lidelse i dette liv, uden at vi bidrager til den gennem vores egen stædighed, bitterhed og foragt … Vi må give slip på vore klagepunkter … Det er Herrens måde.«6
Da den opstandne Herre besøgte nefitterne i Amerika, underviste han folket. Og da det blev tid til at forlade dem, »kastede [Jesus] igen blikket omkring på mængden og så, at de var rørt til tårer …
Og han sagde til dem: Se, mit indre er fyldt af medfølelse for jer.
Har I nogen blandt jer, som er syge? … Bring dem herhen, og jeg vil helbrede dem, for jeg har medfølelse med jer; mit indre er fyldt af barmhjertighed« (3 Ne 17:5-7; fremhævelse tilføjet). Hans barmhjertighed er uendelig. Han vil velsigne os med barmhjertighedens guddommelige gave, hvis vi kommer til ham (se Moro 10:32).