Han velsignede min falske tone
Randy Lonsdale, Alberta, Canada
Mine ører var ildrøde af flovhed, da min teenagesøn Derek og jeg sluttede med at synge »Be Still, My Soul«1 under nadvermødet. Jeg havde ikke varmet min stemme ordentligt op før mødet begyndte, og det resulterede i, at da jeg prøvede at nå en høj tone, knækkede min stemme slemt over.
Jeg gled tilbage på min bænk og havde det meget ubehageligt trods de støttende blikke, som jeg fik fra min smilende hustru, der forsikrede mig om, at jeg ikke havde ødelagt mødets ånd.
Efter afslutningsbønnen gik jeg ud til bilen for at hente et kursushæfte. En søster fra menigheden stod i nærheden af døren og hulkede. En ven støttede hende ved at holde en arm omkring hende. Da jeg gik forbi, kaldte den grædende søster på mig og udtrykte sin påskønnelse for at have valgt den salme, vi sang og for at have sunget den på en måde, der havde rørt hende dybt.
Hun forklarede, at hun havde født et dødfødt barn et par dage tidligere og havde kæmpet med vrede og fortvivlelse lige siden. Mens Derek og jeg havde sunget salmen, havde hun følt Ånden omslutte hendes smertende sjæl med en fredfyldt, trøstende varme. Den havde fyldt hende med et håb, som hun behøvede for at kunne bære sin sorg.
Jeg mumlede et akavet tak og gik ud af døren, mens jeg følte mig velsignet og ydmyg over hendes ord. Da jeg nåede bilen, kom jeg i tanke om en tale af Kim B. Clark, rektor for BYU-Idaho. Han havde sagt: »Når vi handler i tro på Jesus for at udføre hans værk, går han med os« for at tjene andre og »velsigner os med at sige lige det, som de har brug for at høre.« Han sagde også, at »det, vi faktisk siger og faktisk gør, kan føles en smule akavet eller ikke særlig raffineret … Men Frelseren tager vore ord og vore handlinger, og han bærer dem gennem sin ånd ind i hjertet på mennesker. Han tager vore oprigtige, men ufuldkomne anstrengelser og vender det til noget, der er det helt rigtige, faktisk til noget, der er perfekt.«2
Taknemlighedstårer fyldte mine øjne, mens jeg vendte tilbage til kirkebygningen. Herren havde velsignet et upoleret musikalsk nummer og båret dets budskab perfekt ind i en ung søsters sorgfulde hjerte for at trøste hendes sørgende sjæl. Derudover havde Herren brugt denne rørende oplevelse til at give mig en meget dybere forståelse for et omfattende evangelisk princip.