2013
Vor himmelske Faders kærlighed
September 2013


Vor himmelske Faders kærlighed

Anna Nikiticheva, Rusland

For et stykke tid siden spurgte en af vore venner os, om deres søn John og hans kæreste måtte komme og bo hos os i en uge. John er mindre aktiv og hans kæreste er ikke medlem af Kirken. Vi lod hende sove på vores søns værelse og lod John sove på en sofa i stuen.

Før de kom, bad vi til vor himmelske Fader og spurgte, hvordan vi skulle opføre os over for dem – som undervisere, forældre eller blot som venner? Svaret var, at vi måtte følge Åndens tilskyndelser og hjælpe dem åndeligt.

Hver aften satte min mand, vores søn og jeg os ned for at studere skriften. På den første aften med vore gæster, følte vi, at vi ikke skulle invitere dem til at studere med os. Men den næste aften før skriftstudium, bankede John genert på vores dør og sagde: »Mary er bange for at spørge, men hun ville gerne høre, om vi måtte være med.«

Vi åbnede døren på vid gab, inviterede dem ind og begyndte at studere Mormons Bog sammen. Mary havde aldrig læst skrifterne før og vidste ikke rigtig, om hun troede på Gud. Hun indrømmede, at da hun kom hjem til os, havde hun været bange for, at vi ville opfordre hende til at tage del i noget religiøst, som hun ikke forstod.

For at få Mary til at føle sig godt tilpas, fortalte min mand hende om frelsesplanen, Frelseren Jesus Kristus, Joseph Smiths første åbenbaring og om Mormons Bog. Hun talte med os til midnat.

Den næste dag deltog John og Mary i en lektion sammen med os og missionærerne. Jeg vil aldrig glemme den ånd, der fyldte stuen. Efter en enkel lektion, talte vi om vor himmelske Faders væsen. Så spurgte Mary, hvorfor Gud tillod lidelser, hvis han elsker os, et spørgsmål som jeg havde grundet over længe.

Et par dage før havde jeg modtaget et brev fra en ven, som havde aborteret sit tredje barn, så Marys spørgsmål rørte mit hjerte. Jeg vidnede om, at stunder med lykke og glæde til tider ikke kan belære os så dybt og evigt, som stunder med personlig tragedie kan. Jeg fortalte Mary, at sorg kan styrke os, præcis som ild hærder jern. Hvis vi forbliver trofaste mod Gud, når vi går gennem prøvelser, vil vores tro vokse.

Det var en uforglemmelig lektion. Bagefter sad vi stille, mens Ånden vidnede om vor himmelske Faders kærlighed. Da Mary så op, havde hun tårer i øjnene.

Jeg ved ikke, hvad der vil ske i de kommende år, men jeg ved uden tvivl, at den forståelse, som jeg så i Marys øjne den dag, vil hjælpe hende gennem livet og kan lede hende til vor himmelske Fader.