Prædiken bag talerstolen

Jeff Fullmer, Idaho, USA

Mens min familie sad et par rækker bagved diakonerne under et nadvermøde, kunne jeg før åbningssalmen kun tænke på, at en af diakonerne ikke havde rettet godt nok på sit lange slips og ikke havde fået proppet sin krøllede skjorte ordentligt ned i bukserne. Jeg tænkte, at nogen skulle have hjulpet ham. Når man omdeler nadveren, bør diakonerne trods alt være et eksempel på Frelseren i handling og påklædning.

Mødet begyndte, og jeg glemte ham. Efter diakonerne havde omdelt nadveren, begyndte talerne. Den anden taler var denne unge mands mor. Hun talte om sin konvertering, om sine prøvelser under sin opvækst og om sine kampe som enlig mor. Det var en vidunderlig tale, der efterlod hende i tårer. Hun satte sig på forhøjningen og fortsatte med at græde, mens koret samledes for at synge.

I det samme rejste hendes søn sig, med sit skæve slips og sin skjorte, der ikke sad ordentligt i bukserne, og gik hen til forhøjningen. Han krammede sin mor og bøjede sig over hende for at trøste hende. Jeg fik tårer i øjnene, mens dette fandt sted foran mig; jeg blev utrolig rørt. Men så indså jeg noget og bøjede hovedet. Der sad jeg i mit stive dobbeltradede jakkesæt med mit slips bundet helt perfekt og pudsede sorte sko og indså, at jeg havde gået glip af noget i forberedelsen af nadveren.

Denne unge mand og hans mor gik ned fra forhøjningen og satte sig sammen, idet koret begyndte at synge. Der sad jeg, ude af stand til at lytte til musikken på grund af den prædiken, der blev givet af denne diakon, som fyldte mit hjerte med et budskab om kristuslignende næstekærlighed.

Han havde handlet med ømhed og omsorg. Der var ikke en flig af flovhed i hans unge ansigt – kun ren kærlighed. De følgende budskaber ved talerstolen den dag var gode, men jeg vil altid huske prædikenen bag talerstolen.

Med sit skæve slips og sin skjorte, der ikke sad ordentligt i bukserne, rejste han sig og gik til forhøjningen. Han krammede sin mor og bøjede sig over hende for at trøste hende.