To nye diakoner
Anthony Poutu, New Zealand
For nogle år siden havde jeg det privilegium at tjene som diakonernes kvorumsvejleder. I vores kvorum havde vi tre aktive diakoner, som alle var kaldet til at være en del af kvorumspræsidentskabet.
Til et af deres møder besluttede dette unge præsidentskab, at de gerne ville have, at mindst to af deres mindre aktive diakoner i deres kvorum begyndte at komme til Kirkens møder og aktiviteter. De satte bønsomt en dato – en søndag seks uger fremme – hvor de skulle nå deres mål. De bad om succes i deres hellige stræben og forpligtede sig bønsomt til at gøre følgende:
-
Bede regelmæssigt sammen.
-
Faste sammen.
-
Besøge hver diakon på listen.
-
Planlægge aktiviteter, så hver eneste diakon, der vendte tilbage, ville kunne deltage i et velstruktureret program.
Præsidentskabet følte stærkt, at disse mål var Herrens vilje, så de gik fremad med tro og tillid.
I løbet af de følgende uger gjorde disse tre unge mænd alt det, de havde lovet, og forventede, at deres bønner ville blive besvaret. De bad sammen, fastede sammen, besøgte de mindre aktive diakoner og opfordrede dem til at komme tilbage og forberedte aktiviteter med tro på, at de måtte være forberedte på et stigende antal deltagere.
Til trods for deres flid, vendte ingen diakoner tilbage – ikke til kirke eller til nogen anden aktivitet. Datoen nærmede sig, og selv om de var skuffede over, at medlemmerne i deres kvorum ikke vendte tilbage til Kirken, havde disse unge mænd fortsat tillid til, at deres himmelske Fader ville besvare deres bønner.
Søndagen for deres mål kom, og ingen af de unge mænd, som præsidentskabet havde inviteret, kom. Men biskoppen bekendtgjorde under nadvermødet, at to 12-årige unge mænd, som havde undersøgt Kirken, skulle døbes den aften.
Sikke en velsignelse det var for disse to nye medlemmer af Kirken at blive del af et kvorum, der havde et sådant præsidentskab. Og sikke en velsignelse det var for det præsidentskab at se deres anstrengelser og bønner blive besvaret så direkte og lære, at Herren holder sine løfter.
Begejstringen i kvorummet var så stor, at et af medlemmerne i præsidentskabet sagde: »Det må vi gøre igen.«