Vores hjem og familie
Herren råbte aldrig ad mig
Jeg følte mig hjælpeløs, når jeg så vores ældste søn falde i Satans snare, og i frygt reagerede jeg ofte i vrede. Jeg måtte ændre mig i stedet for at prøve at ændre på min søn.
Da vore fire børn var små, gik min mand og jeg ud fra, at hvis vi viste et godt eksempel og opdragede dem i evangeliet med en masse kærlighed og regelmæssighed, ville de med sikkerhed aldrig vige fra stien.
En sommerdag blev vi tvunget til at opgive den antagelse. Vores ældste søn på omkring 14 år tog ud at svømme med sine venner. Da jeg kom ned til svømmebassinet med de yngre børn, syntes jeg, at jeg så ham med en cigaret i hånden. Jeg var bekymret, så jeg talte med ham om det senere. Han svarede helt enkelt, at jeg tog fejl. Desværre var det begyndelsen på hans løgne.
Med tiden tog han mere og mere afstand fra os. Han var ikke længere omgængelig og blev ofte vred uden grund. Alkohol, stoffer, banden og en masse løgne blev føjet til cigaretterne. Og hans opførsel over for familien blev ulidelig.
Vi forsøgte i første omgang at begrænse hans aktiviteter for at beskytte ham, men det medførte kun større modstand. Disciplin havde ingen effekt. Når jeg henvendte mig og udfordrede ham til at ændre sig, blev vores diskussioner ofte højlydte skænderier, der skabte større afstand mellem os.
Vores frygt på vegne af vores ældste søn tog hårdt på min mand og jeg. Vi prøvede at finde vejledning gennem bøn, men jeg følte mig hjælpeløs, når jeg så min søn vælge en så farlig vej. Efterhånden som vi bad, følte vi os vejledt til at give vores søn mere plads i stedet for at kontrollere ham med strengere regler. Dette virkede ekstremt modarbejdende og ulogisk, men alle vore tidligere forsøg på at stoppe hans adfærd havde slået fejl. Så vi valgte kun at straffe eller begrænse ham, når hans handlinger direkte påvirkede vores familieliv.
Trods vores forsøg på at følge Herrens råd, forværredes situationen. Jeg kæmpede med at overvinde min mangel på selvtillid og min modløshed. Min mand og jeg prøvede at være regelmæssige med familieaften og familiebøn, men jeg blev overvældet af skyldfølelse, når jeg kom i tanke om de gange, hvor vi ikke havde levet op til det, og de gange, hvor jeg havde behandlet vores søn dårligt. Jeg græd meget, sov lidt og var sommetider så udmattet, at jeg knap nok kunne fungere.
Det familieliv, vi før havde haft, eksisterede knap nok længere. Familieaftenerne endte jævnligt i kaos og skænderier. Jeg var især utålmodig med mine kære og gav højlydt udtryk for dette.
Min mand og jeg indså, at vi ikke kunne lade vores familie gå ned på grund af situationen. Vi besluttede os for at fortsætte med at følge Herrens og profeternes råd, så vi gjorde en ekstra indsats for at holde spontane, uformelle familieaftener med de børn, som ville. Men jeg kunne stadig ikke acceptere, at vores ældste søn var fanget i Satans snare. Med bøn, faste og håb – alt det, der syntes at være vores sidste udvej – kastede vi vores byrde på Herren og stolede på ham.
Problemerne blev værre. På et særligt svært tidspunkt bad jeg min mand om en præstedømmevelsignelse. Jeg håbede på trøstende og opmuntrende ord. Men Herren kendte mine sande behov. Jeg blev irettesat for at skændes så højlydt med min søn. Herren gjorde mig opmærksom på, at han aldrig nogensinde havde råbt ad mig – men jeg råbte hele tiden ad mine børn.
I velsignelsen blev jeg yderligere rådet til at tale med min søn om mine bekymringer frem for at bebrejde ham. Jeg indså, at min vrede og kritik faktisk havde været et udtryk for min frygt på vegne af ham. Jeg angreb ham konstant, og han forsvarede sig på enhver tænkelig måde. Jeg overvejede måder, hvorpå jeg kunne ændre min opførsel.
På det tidspunkt tjente jeg som institutlærer. Jeg fandt det let at omgås Kirkens unge på en rolig og hensynsfuld måde, fordi jeg ikke skulle kæmpe med en mors følelser.
Jeg prøvede at se på min søn som én person udefra, frem for som en bekymret mor. Denne strategi og megen bøn og faste hjalp mig til at tøjle mine følelser og se på min søn – som nu næsten var 18 år – med nye øjne. Jeg kunne nu igen se hans gode egenskaber. Det lykkedes mig at udtrykke mine følelser og bekymringer over for ham på en oprigtig måde uden at vise uro.
Dette blev vendepunktet i vores forhold. Min søn og jeg talte om mange ting, og jeg blev i stand til at lade ham bære konsekvenserne af sin adfærd selv. Min mand og jeg vejledte ham blot og rådgav ham om måder, hvorpå han selv kunne løse sine problemer.
Han begyndte gradvist at acceptere vores kærlighed og støtte. Efter fem hårde år kunne vores behandling af ham nu primært karakteriseres som respekt. Hans liv er på mange områder stadig ødelagt, men han er i gang med at få det bragt i orden. Han er gradvist ved at forstå, hvad der virkelig er vigtigst i livet, og hvad der bringer varig tilfredshed.
At handle på Herrens råd har hjulpet vores familie med at genvinde et meget lykkeligere liv. Min mand og jeg har lært at forme vores eget liv og vores familieliv i stedet for at forsøge at forme vores søns liv.
Nu kender jeg betydningen af at betro mine børn til Herren. Han kender dem bedre end jeg gør. Jeg har lært ikke at føle mig ansvarlig for alle mine børns beslutninger. Min mand og jeg opdagede, at den bedste hjælp vi kunne give vores søn var at vende os til Herren og stole på hans vilje og råd.
Illustration: Ben Sowards