Vor tids unge mænd har brug for retskafne rollemodeller

Hikari Loftus

Kirkens Tidsskrifter

Retskafne rollemodeller kan være til stor velsignelse for teenagere i et af deres mest kritiske stadier i deres liv.

I gymnasiet havde Todd Sylvester to mål: At være god til basketball og at være kendt som gymnasiets største festabe.

I en alder af 14 år begyndte Todd at drikke og tage stoffer. Han var ikke medlem af Kirken, og som han selv beskriver det, så vejledte hans forældre ham ikke omkring hans opførsel »på hverken den ene eller den anden måde«. I årenes løb ødelagde hans afhængighed af stoffer og alkohol hans engang så lovende karriere inden for basketball og førte ham ned ad en vej, der fik ham til at overveje selvmord.

Desværre kan man se mange af de samme elementer fra Todds beretning hos mange unge mænd i dag, selv blandt medlemmer af Kirken. Todd havde dog ikke det, som mange unge mænd i Kirken har: Retskafne rollemodeller. Voksne kirkeledere kan være til stor velsignelse for teenagere i et af deres mest kritiske stadier i deres liv. På grund af sin fortid forsøger Todd, der tilsluttede sig Kirken som 22-årig, at være en positiv rollemodel for de unge i hans menighed.

Bror Sylvesters vendepunkt kom, da han i sin mørkeste stund ytrede en enkel bøn: »Gud, jeg har brug for hjælp.« Halvanden måned senere ringede en gammel ven, som var medlem af Kirken, og sagde: »Todd, jeg følte mig tilskyndet til at fortælle dig, at vi har brug for dig her hos os … Du vil være til stor hjælp for mange, især de unge og børnene«.

Et par år senere efter sin dåb og sit tempelægteskab blev bror Sylvester kaldet til at tjene i Unge Mænd – en kaldelse, der førte til 14 års tjeneste blandt unge mænd.

Ved at anvende sin fortid som motivation til at hjælpe de unge mænd, som han var kaldet til at tjene, fandt bror Sylvester en måde, hvorpå han kunne relatere sig til de kampe, som han så drengene gennemgå. »Jeg tror, at de fleste unge er bange for at tale ud, når de kæmper,« siger han. »Men hvert år fortalte jeg min historie til de unge. På grund af det tror jeg, at de har det bedre med at komme til mig og sige: ›Jeg kæmper med pornografi eller drikker eller har selvmordstanker.‹« Bror Sylvester kunne støtte dem, når de arbejdede på at omvende sig, hvilket indebar samtaler med biskoppen.

Ledere, der lytter og giver kærlig tilbagemelding til de unge i kritiske øjeblikke, kan skabe stærke bånd, der er med til at forme et ungt menneskes identitet. Mat Duerden, assisterende professor på Brigham Young Universitet, der fik sin ph.d.-grad i ungdomsudvikling, siger: »Puberteten er, når individer udvikler en fornemmelse for deres personlige identitet: Værdier, overbevisninger, roller, etc. Det er en udforskningsproces. En del af den proces består i at få tilbagemelding fra jævnaldrende eller forældre eller andre voksne, og det kan have en stærk virkning, hvis det kommer fra en respekteret og værdsat voksen.«

Bror Duerden fortsætter: »Den mest effektive mentorfunktion hos rollemodeller bygger på gensidig respekt samt de unges følelse af, at der er nogen, som virkelig bekymrer sig om dem uanset, hvordan de går klædt eller udtrykker sig.«

»Mange drenge længes efter at have et godt forhold til deres far,« siger bror Sylvester. »Hvis de ikke har det, så er det næstbedste at have en voksen mandlig figur, som de kan tale med, lufte ideer for, og hvor de ikke bliver dømt, hånet eller kritiseret på grund af deres problemer. Jeg var der ikke for at erstatte deres fædre, men jeg ville gerne være der, så de kunne tale med mig på en god måde.«

Selv om voksne kirkeledere kan spille en vigtig rolle som mentor for en teenager, så har profeter og apostle sagt, at forældrene er de unges primære rollemodeller. Fx har ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum sagt: »Fædre, I er den primære rollemodel på mandighed for jeres sønner. I er den mest betydningsfulde mentor og tro det eller ej, I er deres helte på utallige måder. Jeres ord og eksempel har stor indflydelse på dem« (»Fædre og sønner: Et bemærkelsesværdigt forhold«, Liahona, nov. 2009, s. 47).

Ingen af de stærke bånd, som bror Sylvester havde skabt til de unge mænd, kom med det samme; han måtte opelske disse bånd gennem mange års tjeneste. Ud af de 20 unge mænd, som han underviste, tog 17 af sted på mission. Mindst 5 af disse havde ingen planer om at tjene, før de kom i kontakt med bror Sylvester.

»Årsagen til den store succes, jeg havde med drengene, kom, fordi de vidste, at jeg virkelig holdt meget af dem,« siger bror Sylvester. »De vidste det – ikke fordi jeg sagde det, men fordi jeg viste det. Jeg havde virkelig fokus på, at de skulle have et forhold til deres Frelser. Jeg følte bare, at det var nøglen til at få dem gennem alt, få dem til at gå fremad i livet og få succes.«

Ved at hjælpe de unge mænd med at udvikle et forhold til Frelseren, håbede bror Sylvester på, at deres vidnesbyrd ville føre til at de ville tjene på en mission, blive gift i templet og få en retskaffen familie. »Det er planen for lykke,« fortæller han. »Det er derfor, at det er så vigtigt at hjælpe de unge.«

»Det er vigtigt at have nogle fælles oplevelser med de unge, så I spiller på samme bane. I stedet for at stå på sidelinjen, må man tage aktivt del. Der er stor styrke i fælles oplevelser.

Alle medlemmer bør være optaget af de unge, uanset hvilken kaldelse de har.«

Mat Duerden, assisterende professor ved Brigham Young University

Succeshistorier

De tre følgende unge mænd havde gode rollemodeller, der gjorde en forskel i deres liv.

Jeg går aldrig glip af nadvermødet igen

Som ung gik jeg igennem de normale prøvelser, der hører alderen til. Derudover havde jeg en far, som ikke var aktiv i Kirken, så min mor var mit eneste pejlemærke i evangeliet. Selv om jeg ikke var bevidst om det, så havde jeg brug for en præstedømmebærer, som jeg kunne efterligne.

Min himmelske Fader anbragte en mand på min vej, som stadig den dag i dag, har stor indflydelse på mig. Hans navn er Paulo César dos Santos.

Jeg mindes en søndag, hvor jeg ikke havde lyst til at tage i kirke. Jeg ville bare have, at min mor lod mig være i fred. Jeg fortalte hende, at hun bare kunne gå i forvejen, så ville jeg gøre mig klar og komme lidt senere. Jeg tog ikke af sted, men blev hjemme og så et racerløb på fjernsynet. Efter et stykke tid, hørte jeg alligevel biskop Paulos velkendte stemme, der kaldte på mig fra lågen. Han talte tålmodigt med mig, og jeg tog modvilligt med til nadvermødet.

Denne oplevelse har haft en livslang påvirkning på mig, og jeg er siden da aldrig gået glip af et nadvermøde.

Vinicius Elias Barbosa Jardim, São Paulo, Brasilien

Han så mig som et Guds barn

I løbet af hele min ungdom i Missouri i USA var Blaine Bartholomew fra stavens præsidentskab for Unge Mænd, en god ven for mig ved aktiviteterne. Jeg tog dog aldrig hans venskab eller råd til mig. Det var ikke før jeg blev 18, at der begyndte at udvikle sig et stærkere forhold. Han så mig kæmpe og blive ved med at falde, og som min biskop på det tidspunkt, forsøgte han at rådgive mig og lede mig tilbage til den rette sti. Jeg endte til sidst med at falde i med stoffer og alkohol, og efter at jeg var flyttet væk, fortsatte jeg på den nedadgående kurs.

Da jeg vendte hjem, kunne jeg huske Blaine og hans kærlighed til mig. Han fortsatte villigt vores venskab og gjorde mig til en del af sin familie. Han var ikke kun en ven, men også som en anden far. Han tog sig af mig mange gange, når jeg var fuld eller påvirket af stoffer.

Jeg er ældre nu og værdsætter mit forhold til Blaine. Hans konstante opmuntring, kærlighed og støtte har betydet mere for mig end han ved. Han har aldrig tvivlet på mit potentiale som et Guds barn. Jeg er i gang med at prøve at overvinde mine synder og min stolthed, og jeg er på grænsen til at indgå pagter, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg kunne indgå. Jeg er taknemlig for, at min himmelske Fader har sat en sådan mand til at være et eksempel for mig.

Navn tilbageholdt, Utah, USA

Fotoillustrationer: Welden C. Andersen