Hans nåde er tilstrækkelig
Fra en tale holdt på Brigham Young University den 12. juli 2011. Hele den engelske tekst findes på speeches.byu.edu.
Hvordan fungerer Guds nåde egentligt?
En ung kvinde kom engang hen til mig og spurgte, om vi kunne tale sammen. »Ja, selvfølgelig,« sagde jeg. »Hvordan kan jeg hjælpe dig?«
»Jeg forstår bare ikke nåde,« sagde hun.
Jeg spurgte: »Hvad er det, du ikke forstår?«
Hun sagde: »Jeg ved, at jeg skal gøre mit bedste, og at Jesus så gør resten, men jeg kan ikke engang yde mit bedste.«
Jeg svarede: »Sandheden er, at Jesus betalte vores gæld fuldt ud. Han undlod ikke at betale et par kroner, da han betalte gælden. Han betalte det fulde beløb. Det er gjort.«
Hun sagde: »Er det rigtigt? Så jeg behøver ikke at gøre noget?«
»Nej, nej,« sagde jeg, »der er meget, du skal gøre, men det er ikke for at betale gælden. Vi vil alle opstå. Vi vil alle komme tilbage til Guds nærhed for at blive dømt. Det afgørende er vores lydighed, hvordan vi planlægger at få det i Guds nærhed, og hvilken grad af herlighed, vi planlægger at modtage.«
Kristus beder os om at vise tro på ham, omvende os, indgå og holde pagter, modtage Helligånden og holde ud til enden. Ved at efterleve dette, betaler vi ikke retfærdighedens krav – ikke den mindste smule. I stedet viser vi vores påskønnelse af det, som Jesus Kristus gjorde ved at leve et liv som hans. Retfærdigheden kræver øjeblikkelig fuldkommenhed eller straf, når vi ikke lever op til det. Fordi Jesus påtog sig den straf, kan han tilbyde os muligheden for ultimativ fuldkommenhed (se Matt 5:48; 3 Ne 12:48) og hjælpe os med at nå det mål. Han kan tilgive det, som retfærdigheden aldrig kunne, og han kan nu sætte sine egne krav til os (se 3 Ne 28:35).
Nåde forandrer os
Kristi aftale med os er som en mor, der giver musiktimer til sine børn. Hun betaler musiklæreren. Fordi moderen betaler hele gælden, kan hun nu komme til sit barn og bede om noget. Hvad beder hun om? Øvelse! Betaler barnets øvelse musiklæreren? Nej. Tilbagebetaler barnets øvelse moderen for at betale musiklæreren? Nej. Øvelse er den måde, hvorpå barnet viser sin påskønnelse af moderens fantastiske gave. Det er måden, hvorpå han udnytter den vidunderlige mulighed, som moderen har givet ham for at leve sit liv på et højere niveau. Moderens glæde består ikke i at blive tilbagebetalt, men i at se sin gave blive brugt – at se sit barn gøre fremskridt. Så derfor bliver hun ved med at bede sit barn om at øve sig igen, og igen, og igen.
Hvis barnet ser moderens krav om øvelse som værende for anmassende (»Helt ærlig, mor, hvorfor skal jeg øve mig? Ingen af de andre børn skal øve sig! Jeg vil alligevel hellere være professionel fodboldspiller!«), så er det måske fordi, at han ikke ser det med sin mors øjne endnu. Han ser ikke, hvor meget bedre hans liv kunne være, hvis han valgte at leve sit liv på et højere plan.
På samme måde kan Jesus, fordi han har betalt retfærdigheden, vende sig mod os og sige: »Følg mig« (Matt 4:19) og »… hold mine bud« (Joh 14:15). Hvis vi ser hans krav som værende for høje, så er det måske fordi, vi endnu ikke ser med Kristi øjne. Vi har endnu ikke forstået, hvad han prøver at gøre os til.
Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Den angrende synder må lide for sine synder, men denne lidelse har et andet formål end straf eller afbetaling. Formålet er forandring« (The Lord’s Way, 1991, s. 223; fremhævelse som i den oprindelige tekst). Lad os sætte det i forbindelse med barnet, der spiller klaver: Barnet må øve sig på klaveret, men denne øvelse har et andet formål end straf eller afbetaling. Formålet er forandring.
Forsoningens mirakel består ikke blot i, at vi kan leve efter døden, men at vi kan leve i større overflod (se Joh 10:10). Forsoningens mirakel består ikke blot i, at vi kan blive renset og trøstet, men at vi kan forandre os (se Rom 8). Skriften gør det klart, at intet urent kan dvæle med Gud (se Alma 40:26), men ingen uforandret person ville have lyst til det.
Forsoningens mirakel består ikke blot i, at vi kan komme hjem, men at vi på –mirakuløs vis – kan føle os hjemme der. Hvis ikke vor himmelske Fader og hans Søn krævede tro og omvendelse, så ville der ikke være noget ønske om forandring. Tænk på jeres venner og familiemedlemmer, der har valgt at leve et liv uden tro og uden omvendelse. De har ikke et ønske om at ændre sig. De prøver ikke at forlade synd og få det godt med Gud. I stedet prøver de på at forlade Gud og få det godt med synd. Hvis Faderen og Sønnen ikke krævede pagter og skænkede Helligåndens gave, så ville der ikke være en måde at ændre sig på. Vi ville for evigt være efterladt med kun viljestyrke, uden adgang til hans kraft. Hvis vor himmelske Fader og hans Søn ikke krævede udholdenhed til enden, ville der over tid ikke være nogen internalisering af disse forandringer. De ville for evigt være overfladiske og kosmetiske frem for at være dybt rodfæstede i os og en del af os – en del af den vi er. For at sige det helt enkelt, så ville vi aldrig blive hellige, hvis Jesus ikke krævede øvelse.
Udsnit af Kristus og den rige unge mand,af Heinrich Hofmann, gengivet med tilladelse fra C. Harrison Conroy Co.
Nåde hjælper os
»Men forstå du ikke, hvor hårdt det er at øve? Jeg er bare ikke særlig god til klaver. Jeg rammer en masse forkerte toner. Det vil tage mig en evighed at lære det rigtigt.« Vent nu lige lidt. Er det hele ikke en del af læreprocessen? Når en ung pianist rammer en forkert tone, så siger vi ikke, at han ikke er værdig til at blive ved med at øve. Vi forventer ikke, at han er fejlfri. Vi forventer kun, at han bliver ved med at gøre forsøget. Fuldkommenhed kan være hans ultimative mål, men lige nu kan vi være tilfredse med, at det går i den rigtige retning. Hvorfor er det så let at se det i dette perspektiv, når det drejer sig om at lære at spille på klaver, men så svært at se, når det drejer sig om at lære at »spille« efter himlens regler?
Alt for mange giver op med hensyn til Kirken, fordi de er trætte af konstant at føle, at de ikke kan leve op til det. De har tidligere gjort forsøget, men de bliver ved med at føle, at de bare ikke er gode nok. De forstår ikke nåde.
Der bør aldrig kun være to muligheder: Fuldkommenhed eller at give op. Når man lærer at spille på klaver, er de eneste muligheder så at spille i Operahuset eller at stoppe? Nej. Vækst og udvikling tager tid. Det tager tid at lære. Når vi forstår nåde, forstår vi, at Gud er langmodig, at den forandring er en proces, og at omvendelse er et mønster i vores liv. Når vi forstår nåde, forstår vi, at velsignelserne ved Kristi forsoning er vedvarende, og hans styrke er fuldkommen i vores svaghed (se 2 Kor 12:9). Når vi forstår nåde, kan vi, som det lyder i Lære og Pagter, fortsætte »i tålmodighed, indtil [vi] bliver gjort fuldkomne« (L&P 67:13).
Nåde er ikke en saltvandindsprøjtning, der først virker, når vi først er helt udmattede. I stedet er det vores konstante energikilde. Det er ikke lyset for enden af tunnellen, men lyset, der hjælper os gennem tunnellen. Nåde er ikke noget, der opnås hen ad vejen. Den modtages her og nu.
Nåde er tilstrækkelig
Kristi nåde er tilstrækkelig (se Eter 12:27; L&P 17:8) – tilstrækkelig til at betale vores gæld, tilstrækkelig til at forandre os og tilstrækkelig til at hjælpe os i lige så lang tid, som forandringsprocessen nu tager. Mormons Bog lærer os, at vi ene og alene må sætte vores lid til »den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde« (2 Ne 2:8). Når vi gør dette, vil vi ikke, som nogle kristne tror, nå frem til, at Kristus ikke kræver noget af os. I stedet finder vi årsagen til, at han kræver så meget og styrken til at gøre alt det, han beder om (se Fil 4:13). Nåde er ikke, at Gud ikke har høje forventninger. Nåde er tilstedeværelsen af Guds kraft (se Luk 1:37).
Guds nåde er tilstrækkelig. Jesu nåde er tilstrækkelig. Det er tilstrækkeligt. Det er alt, hvad vi har brug for. Giv ikke op. Bliv ved med at prøve. Søg ikke efter flugtveje og undskyldninger. Se til Herren og hans fuldkomne styrke. Søg ikke efter nogen at skyde skylden på. Søg efter nogen, der kan hjælpe jer. Søg Kristus, og når I gør det, vil I føle den styrkende kraft og guddommelige hjælp, som vi kender som hans forunderlige nåde.
Udsnit af Kristus i Getsemane have, af Heinrich Hofmann, gengivet med tilladelse fra C. Harrison Conroy Co.; baggrund © Thinkstock/iStockphoto