2013
Vær et lys for jeres venner
September 2013


Vær et lys for jeres venner

Billede
Ældste Benjamín De Hoyos

I de første 12 år af mit liv voksede jeg op med de samme venner. Vi var naboer. Vi gik på samme skole og kom til hinandens fødselsdagsfester. Sommetider spiste jeg til middag hjemme hos dem, de kom hjem til mig, og vi havde det sjovt sammen. Men tingene begyndte at ændre sig, da vi blev teenagere. De var ikke medlemmer af Kirken, og de bandede, røg og drak spiritus. De havde et helt andet syn på kyskhedsloven end jeg havde.

Jeg tænkte meget omhyggeligt over problemet, og jeg talte med min far om, hvad jeg skulle gøre. Han sagde: »Du må træffe et valg. De her gode venner er anderledes end dig. Før i tiden kunne man ikke se det, men nu er der meget stor forskel.«

Jeg stolede på min fars råd. Mine venner vidste, at jeg var medlem af Kirken, så da jeg traf et valg om ikke at altid at gå med dem, forstod de det godt. Med tiden tilbragte vi mindre og mindre tid sammen, selv om vi stadig var venner.

Det var en prøvelse for mig at forlade mine venner, men jeg vidste, at det var vigtigt at bevare evangeliets principper i mit liv. Jeg tænkte på Almas råd til sin søn, da han belærte dem om at have tro på Gud. Han sagde: »Den, der sætter sin lid til Gud, bliver støttet under sine prøvelser« (Alma 36:3).

En af de ting, der hjalp mig gennem denne hårde tid, var at komme til kirkeaktiviteterne hver uge, blandt andet GUF. Jeg holdt mig også beskæftiget med dans, sport og ungdomskonferencer.

Jeg fik en ny ven, der ikke var medlem af Kirken, og han inviterede mig nogle gange med til fest. De fester blev holdt samme aften som GUF, så jeg svarede: »Det er jeg ked af. Jeg ville gerne med, men jeg har andre planer.«

Han spurgte, hvad jeg skulle. Jeg fortalte ham: »Jeg skal til GUF.«

»Hvad er GUF?« spurgte han.

Jeg forklarede, at vi lavede en masse sjove aktiviteter i GUF, og at jeg var rådgiver i præsidentskabet. Efter jeg havde takket nej til tre festinvitationer, sagde han: »Hvornår inviterer du mig med til GUF?«

Så tog han med mig, missionærerne underviste ham, og han blev til sidst døbt.

Jeg vil gerne opfordre jer til at træffe valg nu, så I kan være et lys for jeres venner. En ting I kan gøre, er at deltage i seminar. Jeres seminarlærere gør deres del; de gør sig en masse anstrengelser for at forberede lektionerne til jer. Seminar vil blive en endnu større velsignelse for jer, når I gør jeres del: Læs opgaverne, bed og fast, modtag og acceptér lærdommene. Læring finder sted, når begge parter gør det, de bør gøre.

Da jeg gik i gymnasiet, inviterede en af mine venner mig med til en fest og sagde: »Lad os spørge min far, om vi må låne hans bil.« Hans far ville ikke lade ham låne bilen. Men da hans far så mig, sagde han: »OK, jeg vil lade dig låne bilen, men kun hvis Benjamín kører.«

Denne mand vidste, at min familie og jeg var medlemmer af Kirken, at vi ikke drak alkohol, og at jeg ville kunne køre sikkert.

Reaktionen fra min vens far hjalp mig til at påskønne mine forældres undervisning og deres eksempel. I vores hjem holdt vi familieaften og havde familiebøn. Søndag var en hviledag for os. Det var evangeliet i funktion, og vi nød det rigtig meget. Min far inviterede ofte andre medlemmer af Kirken til at komme hjem til os og tale om evangeliet på søndage eftermiddage. Vi spiste sammen, talte om evangeliet og delte et tæt venskab.

Forbered jer nu på at opbygge jeres egen stærke, fremtidige familie. Det gør I, når I er aktive i at lære om evangeliet. Husk, at hvis I vil sætte jeres lid til Gud; bede daglige, oprigtige bønner, læse skrifterne, holde jer rene og arbejde med jeres Pligt mod Gud eller Personlig fremgang, vil I blive skærmet fra skade, I vil være et lys for jeres venner, og I vil finde glæde i jeres liv.

Illustration: Scott Greer

Udskriv