At holde pagterne beskytter os, forbereder os og styrker os
Vi er kvinder i forskellige aldre, der indgår pagter og går på denne jordiske sti tilbage til hans nærhed.
Søstre, vi elsker jer. Da jeg for nylig besøgte Mexico, fik jeg et glimt af det søsterfællesskab, som vi alle føler i aften. Forestil jer denne scene: Primary var færdig denne søndag formiddag, og børnene, lærerne og jeg myldrede ud i den fyldte forhal. I samme øjeblik åbnedes døren ind til Unge Pigers klasse, og jeg så de unge piger og deres ledere. Vi rakte alle ud efter et knus. Med børnene, der holdt fast i min kjole, og kvinderne tæt omkring mig, ønskede jeg at udtrykke de følelser, jeg følte i det øjeblik.
Jeg taler ikke spansk, så kun engelske ord kom til mig. Jeg så ind i deres ansigt og sagde: »Vi er vor himmelske Faders døtre. Han elsker os, og vi elsker ham.« Alle fortsatte straks derfra, men på spansk. Der stod vi i den fyldte forhal og sagde sammen Unge Pigers tema: »Vi vil stå som Guds vidner til alle tider, i alle ting og på alle steder.«
I aften er vi samlet overalt i verden som hans disciple med et ønske om at forsvare og opretholde Guds rige. Vi er vor himmelske Faders døtre. Vi er kvinder i forskellige aldre, der indgår pagter og går på denne jordiske sti tilbage til hans nærhed. At holde pagterne beskytter os, forbereder os og styrker os.
Der er piger blandt os i aften, der går i Primary. Nogle af jer har for nylig taget de første skridt på stien mod evigt liv med dåbens ordinance.
Se jer omkring. Fremtiden er lys, når I ser kvinder, der også har indgået pagter og er rede til at vise jer vej langs den sti, der ligger forude.
Hvis I er 8, 9, 10 eller 11 år, hvad enten I er her i Konferencecentret, derhjemme eller i en kirkebygning rundt omkring i verden, vil I så være søde at rejse jer? Velkommen til kvindernes møde. Bliv stående, for vi ønsker, at I tager del her i aften. Jeg vil nynne en primarysang. Og så snart I genkender sangen, vil I så begynde at synge sammen med mig? Nu skal I synge, så vi alle kan høre.
Lær mig at leve i lyset af ham,
ham som tog på sig vor synd og vor skam.
Lær mig at kende vor Herre og Gud.
Lær mig, lær mig at følge hans bud.
Bliv stående piger, mens alle på 12 år og ældre nu synger andet vers.
Kom lille ven, lad os lære, hvordan
livet bør leves, så vi kan engang
komme tilbage til Herren vor Gud.
Altid, altid vi følge hans bud.1
Det lød smukt. I må godt sætte jer ned igen. Tak.
Som kvinder i alle aldre vandrer vi i hans lys. Vores rejse på stien er personlig og godt oplyst af Frelserens kærlighed.
Vi går ind ad porten til evigt liv med dåbens ordinance og pagt, og så modtager vi Helligåndsgaven. Ældste Robert D. Hales spørger os: »Forstår [vi], og forstår [vore] børn, at når [vi] bliver døbt, så forandrer [vi os] for evigt?«
Han forklarede også: »Når vi forstår vores dåbspagt og Helligåndsgaven, vil det ændre vores tilværelse og grundlægge vores fuldstændige loyalitet over for Guds rige. Når fristelserne kommer til os, vil Helligånden, hvis vi vil lytte, minde os om, at vi har lovet at erindre vor Frelser og adlyde Guds befalinger.«2
Hver uge når vi modtager nadveren, fornyer vi vores dåbspagt. Ældste David A. Bednar har sagt: »Når vi går i dåbens vande, ser vi hen mod templet. Når vi deltager i nadveren, ser vi hen mod templet. Vi lover altid at erindre Frelseren og at holde hans befalinger som forberedelse til at deltage i templets hellige ordinancer.«3
Tempelordinancer leder til de største velsignelser, som er mulige gennem Jesu Kristi forsoning. De ordinancer er nødvendige for vores ophøjelse i det celestiale rige. Når vi bestræber os på at holde vore pagter, begynder vore følelser af utilstrækkelighed og ufuldkommenhed at falme, mens templets ordinancer og pagter bliver vakt til live. Alle er velkomne til at gå på stien mod evigt liv.
Jeg er fuld af respekt over styrken hos de piger, unge piger og kvinder, jeg har mødt rundt omkring i verden, hvis fødder er solidt plantet på denne sti. Lad mig fortælle jer nogle eksempler på piger og kvinder, som har indgået pagt, og som jeg har mødt.
Luana var 11 år gammel, da jeg besøgte hendes familie i Buenos Aires i Argentina. På grund af en traumatisk oplevelse i sin barndom kunne hun ikke tale. Hun havde ikke talt i årevis. Hun sad helt stille, mens vi alle talte sammen. Jeg blev ved med at håbe på blot en hvisken fra hende. Hun så opmærksomt på mig, som om ord ikke var nødvendige for, at jeg kunne kende hendes hjerte. Efter en bøn rejste vi os for at gå, og Luana gav mig en tegning. Hun havde tegnet Jesus Kristus i Getsemane have. Jeg genkendte hendes vidnesbyrd meget tydeligt. Luana havde indgået en pagt ved dåben om at stå som Guds vidne »til alle tider, i alle ting og på alle steder.«4 Hun forstod Jesu Kristi forsoning – det vidnede hendes tegning om. Var hun kommet til den forståelse gennem forsoningens styrkende og opbyggende kraft, kunne hun blive helbredt og tale igen? Der er gået tre år siden den dag, og Luana har gjort fremskridt i sine bestræbelser på at tale. Hun deltager nu i Unge Piger sammen med sine venner. Trofast mod den pagt, hun indgik i dåben, fortsætter hun med at bære sit vidnesbyrd om Frelseren.
Unge over hele verden drages mod templet. I Lima i Peru mødte jeg en far og tre af hans døtre uden for templets indgang. Jeg så lyset stråle i deres ansigter. To af døtrene var meget handicappede og sad i kørestol. Den tredje datter forklarede, mens hun tog sig af sine søstres behov, at hun havde to søstre mere derhjemme. De sad også i kørestol. De kunne ikke rejse i 14 timer for at komme til templet. Templet betød så meget for denne far og hans døtre, at fire af dem var kommet til templet den dag – to af dem blot for at se på den ene, som kunne blive dødt for de døde og udføre den hellige ordinance. Ligesom Nefi »fryder [de] sig ved Herrens pagter.«5
En enlig kvinde, jeg kender, værdsætter nadverens ugentlige ordinance og dens hellige løfte, »at [hun] altid må have hans Ånd hos sig.«6 Den konstante ledsagelse er et løfte, der dæmper bølgerne i hendes ensomhed. Det giver hende styrke til at fordybe sig i udviklingen af hendes talenter og et ønske om at tjene Herren. Hun har fundet stor glæde ved at elske alle børnene i sit liv, og når hun søger afklarende fred, finder du hende i templet.
Til sidst har en ældre kvinde i halvfemserne set sine børn og børnebørn vokse op og set sine oldebørn komme til verden. Som mange af os har hun haft et liv fyldt med sorger, prøvelser og ufattelig glæde. Hun tilstår, at hvis hun skulle omskrive sit livshistorie, ville hun vælge ikke at medtage nogle af de skrevne kapitler. Men med et smil siger hun: »Jeg må bare leve lidt længere og se, hvordan det hele ender!« Hun holder fortsat fast ved stiens pagter.
Nefi sagde:
»Efter at I er kommet ind på denne snævre og trange sti, vil jeg spørge, om alt er gjort? Se, jeg siger jer: Nej …
Derfor må I trænge jer frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker. For se, hvis I trænger jer frem, idet I tager for jer af Kristi ord og holder ud til enden, se, så siger Faderen: I skal få evigt liv.«7
Vi befinder os alle på den sti. Her i aften sang vi om at leve i lyset af ham. Som enkeltpersoner er vi stærke. Sammen med Gud er vi ustoppelige.
Herren sagde til Emma Smith: »Opløft derfor dit hjerte og fryd dig, og hold fast ved de pagter, du har sluttet.«8
Vi fryder os over, at vi kan mærke vor himmelske Faders og vor Frelsers, Jesu Kristi kærlighed, når vi holder vore pagter. Jeg vidner om, at de lever. I Jesu Kristi navn. Amen.