Jeres fire minutter
Forsoningens mirakel kan opveje ufuldkommenheder i vores præstation.
De seneste vinterlege fascinerede verden, da sportsudøvere fra 89 lande konkurrerede i 98 forskellige discipliner. Faktisk var 10 af disse sportsudøvere medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, tre af dem fik en medalje, hvilket for nylig blev beskrevet i Church News: Christopher Fogt, Noelle Pikus-Pace og Torah Bright.1 Vi lykønsker dem og alle de sportsudøvere, der deltog. Godt klaret!
Jeg taler om disse lege denne formiddag og henleder mine tanker til unge mænd, unge piger og unge voksne – I, som befinder jer i den afgørende fase i livet, hvor I sætter kursen for jeres liv. Jeg føler, at det er presserende, at jeg taler til jer.
For at I også kan føle, hvor presserende det er, vil jeg først fortælle jer Noelle Pikus-Paces historie. Hun var en af de sidste dages hellige sportsudøvere. Noelles disciplin var kælk, hvor deltagerne opbygger fart ved først at løbe og så kaste sig med hovedet forrest ned på en lille kælk. Deres ansigter er blot få centimeter over isen, mens de farer ned af en snoet isbane med hastigheder på op til 145 km i timen.
Det er utroligt, at utallige timers forberedelse betragtes enten som en succes eller skuffelse baseret på det, der sker i fire intense løb på hver 60 sekunder.
Noelles tidligere olympiske drømme i 2006 blev knust, da en forfærdelig ulykke forårsagede et brækket ben. Ved de olympiske lege i 2010 blev hendes drømme igen knust, da lige godt en tiendedel af et sekund skilte hende fra medaljepodiet.2
Kan I forestille jer den ængstelse, hun følte, da hun ventede på at indlede det første løb ved de olympiske lege i 2014? Flere års forberedelse ville kulminere på nærmest en brøkdel af et sekund. Fire minutter i alt. Hun havde tilbragt flere år med at forberede sig på de fire minutter, og hun vil nu tilbringe et helt liv med at tænke tilbage på dem.
Noelles sidste løb var faktisk fejlfrit! Vi vil aldrig glemme hendes spring op på tilskuerpladserne for at omfavne sin familie, da hun havde krydset mållinjen, hvor hun udbrød: »Vi gjorde det!« Mange års forberedelse blev nu belønnet. Vi så hendes Unge Pigers medaljon rundt om halsen, da hendes sølvmedalje blev placeret ved siden af.3
Det virker måske uretfærdigt, at hele Noelles olympiske drøm afhang af det, som hun udførte på blot fire korte minutter. Men hun vidste det, og det var derfor, at hun forberedte sig så flittigt. Hun fornemmede storheden, vigtigheden af sine fire minutter, og hvad de ville betyde for resten af hendes liv.
Vi mindes også Christopher Fogt, der var med på holdet, der vandt bronzemedalje i firemands-bobslæde. Han kunne have valgt at give op efter et voldsomt styrt ved de olympiske lege i 2010, men han valgte at holde ud. Efter et fantastisk, forløsende løb vandt han den pris, som han så flittigt havde søgt.4
Tænk nu over, hvordan jeres vej mod evigt liv minder om disse sportsudøveres »fire minutters-præstation«. I er evige væsener. Før I blev født, eksisterede I som ånder. I nærværelse af en kærlig himmelsk Fader blev I undervist og forberedt til at komme til jorden i et kort øjeblik for at præstere. Dette liv er jeres fire minutter. Mens I er her, vil jeres handlinger afgøre, om I vinder sejrsprisen, det evige liv. Profeten Amulek beskrev: »For se, dette liv er tiden … at berede sig til at møde Gud, ja, se dette livs dag er dagen … at udføre [jeres] arbejde.«5
På en måde er jeres fire minutter allerede begyndt. Uret tikker. Apostlen Paulus’ ord virker meget passende: Ved at deltage i et løb kan man opnå en sejrspris.6
På samme måde som bestemte handlinger er absolut afgørende for en olympisk sportsudøver i den meget korte præstation – hop eller bevægelser for skøjte- og snowboardløbere, kursen gennem svingene på en bobslædebane eller at komme så direkte som muligt mellem portene på slalomløjpen – sådan er det også i vores liv, hvor bestemte ting er absolut afgørende – tjekpunkter, der får os igennem vores åndelige præstation her på jorden. Disse åndelige markører er evangeliets afgørende, gudgivne ordinancer: Dåb, modtagelse af Helligåndsgaven, præstedømmeordinationer, tempelordinancer og deltagelse i nadveren hver uge.
»Guddommelighedens kraft [tilkendegives] i [disse] ordinancer.«7
Og på samme måde som træningen forbereder og kvalificerer en sportsudøver til at udføre elementer af deres sport på højeste niveau, gør det jer værdige til at modtage disse frelsende ordinancer, når I holder befalingerne.
Kan I se vigtigheden?
Mine unge venner, hvor end I befinder jer i jeres »fire minutters-præstation«, tilskynder jeg jer til at tænke over følgende: »Hvad skal jeg nu gøre for at sikre min medalje?« Måske har Ånden under denne konference hvisket til jer, hvad det kan være: At forberede jer mere bevidst på en kommende ordinance eller modtage en ordinance, som I skulle have modtaget for længe siden. Hvad det end er, så gør det nu. Vent ikke. Jeres fire minutter er hurtigt overstået, og I har resten af evigheden til at tænke over det, I gjorde i dette liv.8
Selvdisciplin er nødvendigt. Daglig bøn, skriftstudium og kirkedeltagelse skal være grundlaget for jeres træning. Et konstant mønster, hvor I adlyder befalinger, holder de pagter, I allerede har indgået og følger Herrens standarder, som findes i Til styrke for de unge, er påkrævet.
I er måske opmærksomme på det i jeres liv, der truer med at sløve eller stoppe jeres åndelige udvikling. Hvis det er tilfældet, følg da dette råd fra skriften: »Lad da også os … frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os.«9
Det er endnu ikke for sent at omvende sig. Men det kan det snart være, fordi ingen virkelig ved, hvornår jeres fire minutter er forbi.
Nu tænker I måske: »Jeg har allerede ødelagt det. Mine fire minutter har allerede været en katastrofe. Jeg kan lige så godt give op.« Hvis det er tilfældet, så stop med at tænke sådan, og tænk aldrig sådan igen. Forsoningens mirakel kan opveje ufuldkommenheder i vores præstation. Ældste Jeffrey R. Holland har sagt:
»For de af jer … som eventuelt stadig tøver … vidner jeg om den fornyende kraft i Guds kærlighed og om miraklet i hans nåde …
Det er aldrig for sent, så længe vingårdsejeren siger, at der er tid … Udskyd det ikke.«10
Husk: I er ikke alene. Frelseren har lovet, at han ikke efterlader jer uden trøst.11 I har også familie, venner og ledere, der hepper på jer.
Selvom min tale har været henvendt til de unge i Kirken, siger jeg følgende til forældre og bedsteforældre:
For nylig beskrev ældste David A. Bednar en enkel måde at foretage en familiestatus på for at markere udviklingen på vejen med pagter bestående af afgørende ordinancer. Alt, hvad man har brug for, er et stykke papir med to kolonner: »Navn« og »Plan for næste eller nødvendige ordinance«. Jeg gjorde dette for nylig og skrev alle i familien ned. Blandt dem skrev jeg et spædbarnebarn, der snart skal velsignes, et 6-årigt barnebarn, hvis forberedelse til dåb er vigtig, og en søn, der bliver 18, hvis forberedelse til præstedømmet og tempelbegavelse er nært forestående. Alle på listen havde brug for nadverordinancen. Denne simple øvelse hjalp Lesa og mig i udviklingen af vores rolle med at hjælpe alle medlemmer af vores familie på vejen med pagter med en handlingsplan for dem hver især. Måske er dette noget for jer, som kan føre til familiesamtaler, familieaftenlekioner, forberedelse og endda invitationer til vigtige ordinancer i jeres familie.12
Jeg står selv på ski og snowboard. Jeg blev derfor meget imponeret over »fire minutters-præstationen« fra sølvmedaljevinderen i halfpipe-konkurrencen i snowboard, Torah Bright, en australsk sidste dages hellig-sportsudøver. Hun imponerede hele verden, da hun afsluttede et næsten fejlfrit løb med en backside rodeo 720. Men endnu mere imponerende og overraskende for verden var den måde, som hun henvendte sig til og udviste kristuslignende kærlighed til sine konkurrenter på. Hun bemærkede, at den amerikanske snowboarder Kelly Clark, der havde haft et dårligt første løb i den sidste runde, virkede nervøs over sit andet løb. »Hun gav mig et knus,« mindes Clark. »Hun holdt om mig, indtil jeg til sidst slappede af og trak vejret roligt. Det var godt at få et knus af en ven.« Kelly Clark stod senere sammen med Torah Bright på sejrspodiet som bronzevinder.
Da Torah blev spurgt om denne uventede venlighed mod sin konkurrent, der kunne have kostet hende sølvmedaljen, sagde hun blot: »Jeg er et konkurrencemenneske – jeg ønsker at gøre mit bedste – men jeg ønsker også, at mine konkurrenter gør deres bedste.«13
Når I tænker over dette, er der så nogen, der trænger til jeres opmuntring? Et familiemedlem? En ven? En klassekammerat eller et kvorumsmedlem? Hvordan kan I hjælpe dem i deres fire minutter?
Kære venner, I befinder jer midt i en spændende rejse. På nogle måder suser I ned af halfpipen eller bobslædebanen, og det kan være en udfordring at præstere hvert enkelt element eller navigere gennem hvert sving undervejs. Men husk, at I er blevet forberedt til dette i flere årtusinder. Dette er jeres øjeblik, hvor I skal præstere. Dette er jeres fire minutter! Tidspunktet er nu!
Jeg udtrykker min største tillid til jeres evner. I har verdens Frelser ved jeres side. Hvis I søger hans hjælp og følger hans vejledning, hvordan kan det så mislykkes for jer?
Jeg afslutter med mit vidnesbyrd om den velsignelse, vi har ved at have en levende profet, præsident Thomas S. Monson, og ved at have Jesus Kristus med sin rolle som vor Frelser og Forløser, i hans, Jesu Kristi, hellige navn. Amen.