Tad R. Callister
Søndagsskolens hovedpræsident
Årtier før Tad R. Callisters seneste kaldelse som Søndagsskolens hovedpræsident spillede Søndagsskolen en væsentlig rolle i hans tilværelse.
Mens bror Callister virkede som søndagsskolepræsident i en menighed på Brigham Young-universitet, lærte han sin fremtidige hustru, Kathryn L. Saporiti, at kende, og giftede sig med hende den 20. december 1968 i templet i Los Angeles.
De er forældre til to døtre og fire sønner, og de har 24 børnebørn. »Der sker mange gode ting, når man er søndagsskolepræsident,« siger bror Callister.
Han blev født den 17. december 1945 i Glendale i Californien som søn af Reed Eddington og Norinne Callister og hævder, at han ligesom Nefi blev født af »agtværdige forældre«.
»Min far var min biskop, da jeg voksede op,« forklarer bror Callister. »Han plejede at gå rundt med små kort for at lære ord, skriftsteder og Shakespeare udenad.«
Ligesom sin far fik bror Callister en karriere inden for jura. Da han havde bestået sin eksamen i regnskab på Brigham Young University, læste han jura på University of California i Los Angeles og fik en kandidatgrad i skatteret fra New York University. Han blev ansat som advokat i firmaet Callister & Callister.
Da bror Callister blev kaldet, var han netop blevet afløst fra sin kaldelse i De Halvfjerds’ Præsidium og i De Halvfjerds’ Andet Kvorum, hvor han har tjent siden 2008.
Før det har han tjent som præsident for Toronto Øst-missionen i Canada, områdehalvfjerdser, regionalrepræsentant, stavspræsident, biskop, stavens missionspræsident, ældsternes kvorumspræsident og, da han var ung, som missionær i Øststaternes Mission i USA.
Som kommentar til de kommende ændringer i Søndagsskolens læseplan for voksne siger bror Callister: »Læseplanen er selvfølgelig meget vigtig, men vigtigere er det, hvordan mennesker underviser. Det vigtigste er, at vi underviser på Frelserens måde, at vi underviser ved Ånden, og at undervisningen fører til omvendelse.«