Søsterfællesskab: Vi har jo brug for hinanden
Vi skal holde op med at fokusere på vore forskelle og se efter, hvad vi har til fælles.
I den video så vi billeder fra otte lande og hørte ni forskellige sprog. Forestil jer, hvor mange flere sprog vi har tilføjet med det sidste vers. Det er overvældende at vide, at vi som et verdensomspændende søsterfællesskab kunne hæve vore stemmer i vidnesbyrd om den evige sandhed, at vi er døtre af en kærlig himmelsk Fader.
Sikke et stort privilegium det er at være her ved denne historiske lejlighed og tale til alle kvinder i Kirken, der har rundet 8 år. Der ligger en utrolig styrke i, at vi er samlet i aften. Når jeg ser ud over alle os, der er samlet i Konferencecentret, og tænker på de øvrige tusinder, som ser denne transmission rundt om i verden, ja, så udgør den forenede kraft af vore vidnesbyrd og tro på Jesus Kristus en af de mest trosfyldte og mægtige forsamlinger af kvinder i Kirkens historie, om ikke verden.
I aften glæder vi os over de mange forskellige roller, vi spiller, som kvinder i Kirken. Selvom vi på mange måder er forskellige og unikke, så anerkender vi også, at vi alle er døtre af den samme himmelske Fader, hvilket gør os til søstre. Vi er forenede om at opbygge Guds rige og i de pagter, vi har indgået, uanset livets øvrige omstændigheder. Denne forsamling er uden tvivl det mest glorværdige søsterfællesskab på jordens overflade!1
Det at være søstre indebærer, at der er et ubrydeligt bånd mellem os. Søstre tager sig af hinanden, rækker ud mod hinanden, trøster hinanden og er der for hinanden i tykt og tyndt. Herren har sagt: »Jeg siger jer: Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine.«2
Modstanderen ønsker, at vi er kritiske og fordømmende over for hinanden. Han ønsker, at vi fokuserer på vore forskelligheder og sammenligner os med hinanden. Det kan være, at I elsker at træne energisk en time hver dag, fordi det gør, at I føler jer godt tilpas, hvor jeg betragter det som en sportspræstation, hvis jeg skal tage en trappe i stedet for elevatoren. Kan vi så stadig være venner?
Vi kvinder dømmer os selv meget hårdt! Når vi sammenligner os med hinanden, føler vi os altid utilstrækkelige eller forurettede. Søster Patricia T. Holland sagde engang: »Pointen er, at vi ikke kan kalde os kristne og fortsætte med at dømme hinanden – eller os selv – så hårdt.«3 Hun siger desuden, at der ikke er noget, som er værd at miste vores medfølelse og søsterfællesskab over. Vi har bare brug for at slappe af og glæde os over vore gudgivne forskelligheder. Vi har brug for at indse, at vi alle har et ønske om at tjene i riget og bruge vore unikke talenter og gaver på vores måde. Så kan vi nyde glæde af vores søsterfællesskab og vores samvær og begynde at tjene.
Sagen er, at vi virkelig har brug for hinanden. Kvinder søger helt naturligt venskab, støtte og selskab. Vi har så meget at lære af hinanden, og vi lader ofte selvbestaltede barrierer afholde os fra at indgå i fællesskaber, som kunne være blandt de største velsignelser i vores liv. For eksempel kan vi kvinder, som er lidt ældre, have brug for noget, som en primarypige kan give. Vi kan lære meget af jer om kristuslignende tjeneste og kærlighed.
Jeg hørte for nylig en vidunderlig historie om en lille pige ved navn Sarah, hvis mor havde mulighed for at hjælpe en anden kvinde, Brenda, fra sin menighed, som havde sklerose. Sarah elskede at tage med sin mor hjem for at hjælpe Brenda. Hun smurte Brendas hænder med creme og masserede hendes fingre og arme, fordi Brenda ofte havde smerter. Så lærte Sarah at strække Brendas arme forsigtigt over hendes hoved for at blødgøre hendes muskler. Sarah børstede Brendas hår og talte med hende, mens hendes mor ordnede andre ting for Brenda. Sarah lærte vigtigheden af og glæden ved at tjene et andet menneske, og fik forståelse for, at selv et barn kan gøre en stor forskel i et andet menneskes liv.
Jeg elsker det eksempel, vi finder i første kapitel af Lukas, hvor det gode forhold mellem Jesu mor, Maria, og hendes kusine, Elisabeth beskrives. Maria var en ung kvinde, da hun blev bekendt med sit guddommelige kald som mor for Guds Søn. Til at begynde med må det have været et tungt ansvar at bære alene. Det var Herren selv, som sørgede for, at Maria havde nogen at dele sit lod med. Det var englen Gabriel, som gav Maria navnet på en betroet og sympatisk kvinde, som hun kunne hente støtte hos, hendes kusine Elisabeth.
Denne unge jomfru og hendes kusine, som var »højt oppe i årene«,4 delte noget i kraft af deres mirakuløse graviditeter, og jeg kan forestille mig, hvor vigtige de tre måneder, som de tilbragte sammen, var for dem begge, da de kunne tale med hinanden, føle med hinanden og støtte hinanden i deres enestående kald. Det er et vidunderligt eksempel på kvindelig omsorg på tværs af generationer.
De af os, der er lidt mere modne, kan have en enorm indflydelse på de yngre. Da min mor var lille, var ingen af hendes forældre aktive i Kirken. Selvom hun kun var fem år gammel, gik hun alene i kirke og deltog i sine møder i Primary, Søndagsskolen og nadvermøde, som lå på forskellige tidspunkter.
Jeg spurgte for nylig min mor, hvordan i alverden hun gjorde det uge efter uge uden støtte eller opmuntring hjemmefra. Hendes svar lød: »Jeg havde primarylærere, som elskede mig.« Disse lærere brød sig om hende og underviste hende i evangeliet. De lærte hende, at hun havde en Fader i himlen, som elskede hende, og det var deres omsorg, som fik hende til at komme uge efter uge. Min mor sagde: »Det var en af de vigtigste påvirkninger i mit tidlige liv.« Jeg håber, at jeg kan takke disse vidunderlige søstre en dag! Der er ingen aldersgrænser, når det gælder kristuslignende tjeneste.
For et par uger siden mødte jeg en præsident for Unge Piger i en stav i Californien, som fortalte mig, at hendes 81-årige mor næsten lige var blevet kaldet som vejleder for rosenpigerne. Det fascinerede mig, så jeg ringede til hendes mor. Da søster Val Bakers biskop bad om at tale med hende, så hun frem til at blive kaldet som bibliotekar eller menighedshistoriker. Da han bad hende om at tjene som vejleder for rosenpigerne i Unge Piger, var hendes reaktion: »Er du sikker?«
Dertil svarede hendes biskop højtideligt: »Tag ikke fejl, søster Baker, dette kald er fra Herren.«
Hun sagde, at hun ikke kunne svare andet end: »Selvfølgelig.«
Jeg elsker den inspiration, som den biskop fik om, at de fire rosenpiger i hans menighed kunne lære meget af denne modne søsters visdom, erfaring og livslange eksempel. Og hvem tror I, at søster Baker henvender sig til, når hun skal have en Facebook-profil?
Jeg tænker på den store hjælp, som søstrene i Hjælpeforeningen kan være, når de unge søstre skal bydes velkommen fra Unge Piger. Vore unge søstre føler ofte, at de ikke hører hjemme eller har noget til fælles med dem i Hjælpeforeningen. Inden de bliver 18 år, har de brug for, at lederne i Unge Piger og deres mødre med glæde vidner om de store velsignelser i forbindelse med Hjælpeforeningen. De har brug for at mærke entusiasmen ved at være en del af så storslået en organisation. Når unge kvinder begynder at komme i Hjælpeforeningen, har de brug for en ven at sidde ved siden af, en arm om skulderen og en mulighed for at undervise og tjene. Lad os række hinanden en hånd og hjælpe hinanden gennem livets omvæltninger og milepæle.
Tak til alle kvinder i Kirken, der rækker ud på tværs af alder og kulturelle forskelle for at velsigne og tjene andre. Unge piger tjener børnene i Primary og de ældre. Enlige søstre i alle aldre tilbringer utallige timer med at tage sig af andres behov. Vi værdsætter de tusindvis af unge kvinder, der bruger 18 måneder af deres liv på at forkynde evangeliet for andre. Alle disse ting er bevis på ordene i vores dejlige salme: »En gerning for engle Guds døtre er givet.«5
Hvis der er barrierer, er det os selv, der har skabt dem. Vi må holde op med at fokusere på vore forskelligheder og se efter det, vi har til fælles. Så kan vi begynde at indse vores største potentiale og opnå de bedste ting i denne verden. Søster Marjorie P. Hinckley sagde engang: »Hvor har vi dog brug for hinanden. Vi, der er ældre har brug for jer, der er unge. Og forhåbentlig har I unge brug for nogle af os, som er ældre. Det er en sociologisk kendsgerning, at kvinder har brug for kvinder. Vi har behov for tilfredsstillende og trofaste venskaber med hinanden.«6 Søster Hinckley havde ret: Vi har jo brug for hinanden!
Søstre, der er ingen anden gruppering af kvinder i verden, der har tilgang til større velsignelser, end vi sidste dages hellige kvinder har. Vi er medlemmer af Herrens kirke og uanset, hvad vores personlige baggrund er, kan vi alle nyde de fulde velsignelser ved præstedømmets kraft ved at holde de pagter, vi har indgået i dåben og i templet. Vi har levende profeter til at lede og undervise os, og vi nyder godt af Helligåndsgaven, som tjener os til trøst og vejledning. Vi er velsignede ved at arbejde side om side med retfærdige brødre, når vi styrker vores hjem og familie. Vi har tilgang til styrken og kraften i tempelordinancerne og meget mere.
Og udover, at nyde alle disse storslåede velsignelser, så har vi hinanden – søstre i Jesu Kristi evangelium. Vi er blevet velsignet med egenskaber som omsorgsfuldhed og barmhjertighed, som gør os i stand til at udøve kristuslignende kærlighed og tjene dem omkring os. Når vi ser ud over forskelle i alder, kultur og baggrund for at tage os kærligt af hinanden, vil vi blive fyldt med Kristi rene kærlighed og en inspiration, der gør os i stand til at vide, hvem og hvordan vi skal tjene.
Jeg vil komme med denne opfordring fra en tidligere hovedpræsident for Hjælpeforeningen, som sagde: »Jeg opfordrer jer ikke alene til at elske hinanden mere, men også til at være bedre til at vise det.«7 Må vi indse, hvor stort behov vi har for hinanden, og må vi alle være gode til at vise vores kærlighed, det er min bøn. I Jesu Kristi navn. Amen.