Stå som Guds vidner
Ældste Dallin H. Oaks
De Tolv Apostles Kvorum
Fra foredraget »Witnesses of God« på Brigham Young University-Idaho, den 25. februar 2014. Hele den engelske tekst kan ses ved at besøge www2.byui.edu/DevotionalsandSpeeches.
Som »jordens salt« må vi sidste dages hellige bevare vores kraft ved at efterleve vores religion og ved at gøre os gældende som Guds vidner.
Illustrationer: Scott Greer
Vi lever i en verden, hvor mange benægter Guds eksistens og betydningen af hans befalinger. Jeg håber, at det, jeg siger, vil hjælpe jer til at være mere standhaftige i jeres pligt til at vidne om Gud og handle for sandhed og retskaffenhed.
I.
Jeg begynder med de tre første af vore trosartikler:
»Vi tror på Gud, den evige Fader, og på hans Søn, Jesus Kristus, og på Helligånden.
Vi tror, at menneskene vil blive straffet for deres egne synder og ikke for Adams overtrædelse.
Vi tror, at hele menneskeheden i kraft af Kristi forsoning kan blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer« (TA 1:1-3).
En stor profet i Mormons Bog har undervist i de samme sandheder:
»Tro på Gud; tro, at han er til, og at han har skabt alt, både i himlen og på jorden; tro, at han har al visdom og al magt, både i himlen og på jorden; tro, at mennesket ikke fatter alt det, som Herren kan fatte.
Og videre, tro, at I må omvende jer fra jeres synder og aflægge dem og ydmyge jer for Gud; og bed i hjertets oprigtighed om, at han vil tilgive jer; og se, hvis I tror alt dette, så se til, at I gør det« (Mosi 4:9-10).
Som kontrast hertil benægter eller betvivler mange i dag Guds eksistens og insisterer på, at alle regler for adfærd er menneskeskabte og derfor vilkårligt kan accepteres eller afvises.
Hvorfor taler jeg om så grundlæggende sandheder som Guds eksistens, og at der er noget, der er absolut rigtigt eller forkert, som regulerer vores adfærd? Nogle gange er det mest nødvendige at undervise i det, som vi har en tendens til at tage for givet. Vi kan forsømme de enkle, grundlæggende sandheder, fordi vi går ud fra, at alle forstår dem, men det gør de ikke. Vi må fremhæve de grundlæggende sandheder, hvorpå vores tro er baseret. I sidste ende omfatter det Guds eksistens og den evige eksistens af sandheder, og at noget er rigtigt og forkert som defineret af Guds lære og hans befalinger.
II.
Den fornægtelse af Gud eller bagatellisering af hans betydning i menneskenes tilværelse, som begyndte i renæssancen, er blevet meget fremherskende i vore dage. Forherligelsen af menneskelig logik har haft gode og dårlige virkninger. Videnskaben har bidraget til utallige forbedringer i vores liv, men afvisningen af guddommelig myndighed som den ultimative basis for rigtigt og forkert af personer, der har erstattet Gud med videnskab, har fået mange religiøse personer til at stille dette spørgsmål: »Hvorfor er en dygtig, liberal filosofs mening [eller tilmed en tilkendegivelse fra en ret under USA’s højesteret] … mere relevant for moralske beslutninger end Guds vilje«?1
De, der har brugt menneskelig logik til at fortrænge guddommelig indflydelse i deres liv, har begrænset sig selv og samtidig gjort civilisationen fattigere.
Jeg er taknemlig for at vide, at der er to metoder til at opnå viden – den videnskabelige metode og den åndelige metode, som begynder med tro på Gud og at støtte sig til skrifterne, inspireret undervisning og personlig åbenbaring. Der er ingen ultimativ konflikt mellem viden opnået ved disse forskellige metoder, for Gud, vor almægtige evige Fader, kender al sandhed og tilskynder os til at lære på begge måder.
Profetier om de sidste dage forudsiger stor modstand mod inspireret sandhed og handling. Nogle af disse profetier vedrører antikrist, og andre taler om den store og vederstyggelige kirke.
Antikrist
Apostlen Johannes brugte betegnelsen antikrist til at beskrive en person, »der fornægter Faderen og Sønnen« (1 Joh 2:22). De, der i dag benægter Guds eksistens, bliver kaldt ateister. Nogle af dem håner troen hos dem, der tror på det, der ikke kan bevises, samtidig med at de aggressivt benægter guddommelig eksistens, som de ikke kan modbevise.
Vi er forberedt på sådanne benægtelser af Gud af beretningen i Mormons Bog om en mand ved navn Korihor. I vendinger, der minder om de mest ateistiske tekster i vore dage, belærte Korihor også, han der to gange blev kaldt for en »antikrist« (Alma:30:6, 12):
»Se, I kan ikke kende til det, som I ikke ser; derfor kan I ikke vide, at der skal komme en Kristus.
I ser fremad og siger, at I ser forladelse for jeres synder. Men se, det er følgen af et vanvittigt sind, og denne forstyrrelse i jeres sind sker på grund af jeres fædres overleveringer, der forleder jer til en tro på noget, der ikke er sådan« (Alma 30:15-16).
Korihor erklærede også, »at der ikke kunne foretages nogen soning af menneskenes synder«. Hans beskrivelse af konsekvenserne af hans afvisning af tanken om synd og en Frelser ligner til forbløffelse den tro, man finder blandt mange i vore dage: »At det i dette liv gik enhver i forhold til skabningens adfærd, derfor havde enhver fremgang i forhold til sine naturlige talenter, og … enhver tilegnede sig i forhold til sin styrke, og hvad end et menneske gjorde, var det ingen forbrydelse« (Alma 30:17; fremhævelse tilføjet).
Moralsk relativisme
I dag kalder vi Korihors filosofi for moralsk relativisme. To iagttagere har beskrevet denne filosofi således: »Når det kommer til moralske spørgsmål, så er der ingen universelt objektive rigtige eller forkerte svar, ingen upassende eller passende domme og ingen fornuftige eller rationelle måder, hvorved man kan skelne moralsk, som gælder hver gang, overalt og for enhver person.«2
Mange anvender denne holdning i de populære medier og som svar på gruppepres. »Bryd fri fra de gamle regler. Gør det, som du føler godt ved. Der er intet ansvar ud over det, som menneskers love eller offentlighedens mishag pålægger dem, der bliver fanget.« Bag sådanne tanker ligger der en antagelse om, at der ikke findes en Gud, og hvis der gør, er han ikke kommet med befalinger, der gælder os i vor tid.
Sekulær humanisme
Afvisningen af en Gud, der ikke kan bevises, og benægtelsen af rigtigt og forkert yder stor indflydelse i den højere uddannelsesverden. Sekulær humanisme, en gren af humanismen, der sikkert hedder sådan på grund af dens stærke tilknytning til sekularisme, er bevidst eller ubevidst en del af undervisningen hos mange undervisere på college og på universiteter.
For religiøse personer er det anstødelige element i de forskellige humanistiske filosofier deres afvisning af Guds eksistens og fornægtelsen af moralske absolutter med rod i hans befalinger. Således afviste Det Humanistiske Manifest fra 1973 det »traditionelle moralkodeks« og »traditionelle dogmatiske eller autoritative religioner, som placerer åbenbaring, Gud, ritualer eller trosbekendelser højere end menneskelige behov og erfaringer«. Der står endvidere: »Vi kan ikke afklare noget guddommeligt formål … for den menneskelige race … Mennesker er ansvarlige for det, vi er eller vil blive. Ingen gud kan frelse os; vi må frelse os selv.«3
Naturligvis har tilhængere af humanisme ydet mange positive bidrag. De har fx støttet demokrati, menneskerettigheder, uddannelse og materielle fremskridt. Så længe disse fremskridt ikke udelukker de troende, så er vores problem med humanismen dens afvisning af guddommelig myndighed og værdier.
En tidligere BYU-professor Chauncey Riddle har skrevet: »Humanisme gør et menneske til gud, det højeste væsen, og det uddannede, menneskelige sind bliver dommer over alt, der er sandt, godt og smukt.« Han minder os også om, at humanisme »får god presse i verden i dag, fordi de fleste forfattere, udgivere, videnskabsmænd og personer i medierne har denne overbevisning.«4
Mange, der benægter eller tvivler på Guds eksistens, fraskriver sig filosofien bag moralsk relativisme. De ser sig selv som havende nogle ydre standarder for rigtigt og forkert, selv om det kan være svært at forklare absolutte standarder, som ikke er baseret på tro på Gud. Sekulære humanister, som formelt afviser »traditionel religiøs moral« og erklærer deres tillid til »videnskabelig afprøvning og bevis«,5 synes at opfylde en profeti fra Mormons Bog om dem, »der lever uden Gud i verden« (Mosi 27:31).
Den store og vederstyggelige kirke og andre »kirker«
Profetier i Mormons Bog beskriver »hele jordens store og vederstyggelige kirke, hvis grundlægger er Djævelen« (1 Ne 14:17). Denne »kirke« profeteres at have »herredømme over hele jorden, blandt alle folkeslag, stammer, tungemål og folk« (1 Ne 14:11). Denne kirke kaldes »yderst vederstyggelig, mere end alle andre kirker«, og den siges at handle for »at få verdens ros« ved at bringe »Guds hellige … i fangenskab« (1 Ne 13:5, 9).
Eftersom ingen religiøs trosretning – hverken kristen eller ikke-kristen – nogensinde har haft »herredømme« over alle jordens nationer eller mulighed for at bringe alle Guds hellige »i fangenskab«, må denne »store og vederstyggelige kirke« være noget langt mere fremherskende og udbredt end en enkelt »kirke«, som vi forstår det ord i dag. Det kan være enhver filosofi eller organisation, der modsætter sig tro på Gud. Og det »fangenskab«, hvori denne »kirke« søger at bringe de hellige, vil ikke så meget være en fysisk tilbageholdelse som et fangenskab af falske ideer.
Nefi fik i en åbenbaring at vide, at der kun var »to kirker«: »Guds lams kirke« og »Djævelens kirke« (1 Ne 14:10; se også 13:4-6). Denne beskrivelse antyder forskellen på dem, der tror på Gud og søger at tjene ham efter bedste evne, og dem, der afviser Guds eksistens (se 1 Ne 14:10).
Andre lærdomme i Mormons Bog bruger også ordet kirke til at angive tro på eller ingen tro på Gud. I de sidste kapitler i 2 Nefi profeteres det, at ikke-jøderne i de sidste dage vil opbygge »mange kirker«, der vil nedgøre »Guds kraft og mirakler, og [de] priser … sig [af] egen visdom og deres egen lærdom, så de kan skaffe sig vinding« (2 Ne 26:20). Der fortælles om »kirker, som er bygget op, og ikke til Herren« (2 Ne 28:3), som vil »undervise med deres egen lærdom« og »forkaster Guds … kraft« (2 Ne 28:4, 5). De »siger til folket: Lyt til os, og hør vor forskrift; for se, der er ingen Gud i dag« (2 Ne 28:5).
Frelseren advarede i sin tjenestegerning blandt nefitterne mod en kirke, der ikke er »bygget på mit evangelium … [men] bygget på menneskers gerninger eller på Djævelens gerninger« (3 Ne 27:11); se også belæringen om »den store og rummelige bygning« i 1 Ne 8:26-33; 11:35 og 12:18). Disse advarsler er ikke begrænset til religiøse organisationer. I vore dage omfatter de også en lang række sekulære filosofier og aktiviteter.
III.
Mange mennesker, der tror på Gud og på, at der findes rigtigt og forkert på grund af hans befalinger, oplever hån og spot i verdslig undervisning, og fornægtelse af Gud finder sted i mange organisationer, herunder uddannelsesinstitutioner og medierne. Sådanne profeterede udfordringer opleves af et stadigt mindre antal gudfrygtige mennesker, der deler vores tro på Gud og på rigtigt og forkert, der findes på grund af hans befalinger. Det er blot en gentagelse af, hvad man også så på Frelserens tid.
Selv når vi er »trængt«, er vi »ikke fortvivlede« (2 Kor 4:8). Vi ved, at vores åndelige udvikling kræver »en modsætning i alt« (2 Ne 2:11). Vi ved også, at Herren finder »det tjenligt at revse sit folk; ja, han prøver deres tålmodighed og deres tro« (Mosi 23:21). Men skriften lærer os også, at han vil befri dem, der sætter deres lid til ham (se 1 Sam 17:37, 45-46; Sl 34:23; Ordsp 3:5-6; Alma 36:27; 38:5).
Jeg vil nu foreslå tre ting, vi kan gøre i respons på de herskende tilstande, og jeg begynder med det, der er lettest. Mormons Bog lærer os, at vi bør »stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor [vi] måtte befinde [os]« (Mosi 18:9).
Ær Guds navn og indflydelse
Vi lærer at »tro på Kristus og ikke forkaste ham« (2 Ne 25:29); at »se hen til [Kristus] i alle [vore] tanker, tvivl ikke, frygt ikke« (L&P 6:36) og at »tale om Kristus«, »fryde os i Kristus« og »prædike om Kristus« (se 2 Ne 25:26). At gøre det i vore personlige bønner og i vore personlige hilsener er to måder at gøre dette på.
Både i vore personlige bønner og i familiebønner bør vi bede Gud om at hjælpe os og vores næste og ledere om at anerkende Gud, vor Skaber, og det rigtige og forkerte, som er fastlagt ved hans befalinger. Vi bør gøre det til gavn for hans børn overalt.
Vi bør også modstå den nuværende tendens til at afstå fra religiøse henvisninger, selv i personlig kommunikation. I de seneste år er medtagelse af religiøse symboler og ærbødige ord i julekort og kondolencekort næsten forsvundet. Når vi træffer valg om denne form for kommunikation, bør vi ikke deltage i at slette hellige påmindelser i vores personlige kommunikation. Som troende har vi en pligt til at bevare Guds og Kristi navn og indflydelse i vore samtaler, tilværelse og kultur.
Offentlig anerkendelse af Guds velsignelser
Støt offentlig anerkendelse af Guds velsignelser. Dette modvirker den mindskede benævnelse af religiøs tro og henvisninger til Gud og hans velsignelser i vore offentlige samtaler. Prøv fx at sammenligne nuværende offentlige dokumenter og taler af regeringsledere i USA med tilsvarende dokumenter og ord fra ledere i USA’s første to århundreder. Så vil I finde tegn på en bevidst indsats på at fjerne henvisninger til Gud og religions indflydelse i USA’s grundlæggelse og bevarelse.
Hvad kan vi gøre ved det? For det første kan vi være et godt eksempel i vores familie og i undervisning i Kirken ved at anerkende Herrens velsignelser i vores tilværelse og i vores land. For at gøre det »med visdom og orden« (Mosi 4:27) bør vi ikke virke til at benægte, at vores land omfatter og er blevet velsignet af borgere af jødisk, muslimsk og andre ikke-kristne trosretninger så vel som af ateister. Men vi bør fx tale sandt om den kendsgerning, at USA blev grundlagt af personer og ledere, som fortrinsvis var kristne, og som indføjede principperne fra deres tro i landets forfatning, love og kultur.6
I et nyere essay insisterer bror Clayton Christensen, der er professor ved Harvard Business School og tidligere områdehalvfjerdser, på, at religion er fundamentet for både demokrati og velstand. Han minder os om, at både demokrati og kapitalisme i høj grad afhænger af lydighed over for det, der ikke kan gennemtvinges, og at denne forudsætning afhænger af religion, der lærer os grundlæggende ting som »menneskers lighed, betydningen af at respektere andres ejendom samt personlig ærlighed og retskaffenhed«. Sekularisme, der stræber efter at erstatte en gudsbaseret religion, har ingen kraft eller plan for at levere det, som bror Christensen kalder »det nødvendige grundlag for omfattende lydighed mod det uigennemtvingelige«.7
Kæmp for fri udøvelse af religion
Kæmp for fri udøvelse af religion. Det er lidt vanskeligere, for det kræver samarbejde og handling fra troende i forskellige trosretninger. Hvor et land er garanteret fri udøvelse af religion, bør vi presse embedsmænd til at ære disse garantier. Her vil jeg blot fremhæve to aktuelle eksempler på bekymringer.
Den første involverer offentlig bøn. Bøn finder sted, hvor mennesker taler til et guddommeligt væsen, uagtet hvad deres opfattelse af Gud er, eller hvordan de vælger at tale til ham. Uanset indholdet af en bøn, som varierer i henhold til troen hos den, der beder, så er en bøn, der udtales offentligt, en vigtig bekræftelse eller symbol på en gruppes fælles afhængighed af og ærbødighed for Gud. Det kan fx være bønner ved indledningen til møder i lovgivende forsamlinger eller råd og ved aflæggelse af ed forud for vidnesbyrd i retten eller officielle indsættelser. Uanset, hvad personen, der er udpeget til at bede, har af forestilling om Gud og uagtet vedkommendes religiøse overbevisning eller måde at bede på, så håber jeg, at vi symbolsk bevidner vores tro på Gud ved en bøn og gør det klogt og med tolerance. Det er værd at kæmpe for.
For det andet bør vi være på vagt for og modsætte os embedsmænd og meningsdannere, der foreslår, at fri udøvelse af religion er begrænset til »frihed til at tilbede«. I USA omfatter garantien til »fri udøvelse« fx retten til at træde ud af sin privatsfære, og herunder også kirker, synagoger og moskeer og handle ud fra vores tro, og alt dette er kun begrænset af myndigheders lovlige anvendelse af nødvendig magt til at sikre offentlighedens sundhed, sikkerhed og velfærd. Fri udøvelse beskytter selvfølgelig religiøse medborgere, når de handler i henhold til deres tro i offentlige debatter, og når de bruger deres stemme som borgere eller som lovgivere.
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum udtalte i en tale ved et landsdækkende møde for kristne ledere, at vi sidste dages hellige er »ivrige efter at arbejde sammen om … at garantere religionsfriheden, der vil tillade os alle at tale [og handle] i sager, der berører den kristne samvittighed i forbindelse med sociale spørgsmål i vor tid.«8
Vi må støtte koalitioner af religiøse ledere og gudfrygtige mennesker, der samles for at forsvare den traditionelle kultur med tro på Gud og anerkendelse af hans velsignelser.
IV.
Afslutningsvis vil jeg minde alle troende overalt om, at vi har en højtidelig, religiøs pligt til at være Guds vidner. Vi må stå ved vores religiøse tro, stå sammen om at insistere på vores ret til fri udøvelse af vores religion og ære den vitale rolle, som religion spiller for at oprette, bevare og skabe fremgang i lande.
Jeg minder mine medkristne om apostlen Johannes’ alvorsfulde ord:
»Men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden« (1 Joh 4:3).
Konsekvensen af, at vi ikke åbner munden som Guds vidner, ses i vor Frelsers ord om saltet, der har mistet sin kraft. Blandes det med andre stoffer mister det sin unikke kraft i helheden – og således kan vi også lade os fortynde af verdens værdier. Frelseren sagde: »Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker« (Matt 5:13).
Som »jordens salt« (Matt 5:13) må vi sidste dages hellige bevare vores kraft ved at efterleve vores religion og ved at gøre os gældende som Guds vidner. Når vi gør det, går vi sammen med dem, der vil nyde sandhedens og retskaffenhedens endelige sejr, når »hvert knæ [skal] bøje sig, og hver tunge skal bekende Gud« (Rom 14:11) og Herren Jesus Kristus, som vi tilbeder, og hvis tjenere vi er.