En styrke udover ens egen

Ældste David A. Bednar

De Tolv Apostles Kvorum

Fra »Forsoningen og livets rejse«, Liahona, apr. 2012, s. 12-19.

Jesu Kristi forsonings opbyggende kraft styrker os til at handle og være gode og lade vores tjeneste række ud over vore personlige ønsker og naturlige evner.

Jeg har en mistanke om, at mange af Kirkens medlemmer er langt bedre bekendt med den forløsende og rensende kraft i forsoningen, end de er med dens bestyrkende og muliggørende kraft. Det er én ting at vide, at Jesus Kristus kom ned til jorden for at dø for os – det er en fundamental og grundlæggende lære om Kristus. Men vi må også forstå, at Herren, gennem sin forsoning og ved Helligåndens kraft, ønsker at leve i os – ikke blot for at vejlede os, men også for at bestyrke os.

De fleste af os ved, at når vi gør noget forkert, har vi brug for hjælp til at overvinde konsekvenserne af synd i vores liv. Frelseren har betalt prisen og gjort det muligt for os at blive rene gennem hans forløsende kraft. De fleste af os forstår godt, at forsoningen er til for synderen. Men jeg er ikke sikker på, at vi også ved og forstår, at forsoningen er til for den hellige – for gode mænd og kvinder, som lydigt, værdigt og samvittighedsfuldt stræber efter at blive bedre og tjene mere trofast. Vi kan fejlagtigt tro, at vi må foretage rejsen fra god til bedre og blive en hellig på helt egen hånd – ved rent slid, viljestyrke og selvdisciplin og med vore åbenlyst begrænsede evner.

Frelserens evangelium handler ikke kun om at undgå det, der er dårligt; det handler helt afgørende også om at gøre godt og blive god. Og forsoningen hjælper os til at overvinde og undgå det dårlige og til at gøre godt og blive god. Det er muligt at få hjælp fra Frelseren på hele livets rejse – fra dårlig til god til bedre og at ændre selve vores væsen.

Jeg mener ikke, at den forløsende og den bestyrkende kraft i forsoningen er adskilte eller separate dele. Det er snarere to forbundne og komplementerende aspekter ved forsoningen, og begge dele er nødt til at være i funktion i alle livets faser. Det er af afgørende og evig vigtighed for os alle at indse, at begge disse essentielle formål med jordelivets rejse – både det at aflægge det naturlige menneske og blive en hellig og at overvinde det onde og blive god – opnås gennem forsoningens kraft. Individuel viljestyrke, personlig beslutsomhed og motivation, effektiv planlægning og målsætning er nødvendig, men er i sidste ende ikke nok til at fuldføre dette livs rejse i triumf. Vi må nemlig lære at stole på »den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde« (2 Ne 2:8).

Nåde og forsoningens opbyggende kraft

I Bible Dictionary kan vi læse, at ordet grace (nåde) ofte anvendes i skrifterne for at beskrive en opbyggende kraft:

»[Nåde er] er et hyppigt forekommende ord i Det Nye Testamente, særligt i Paulus’ breve. Den primære betydning af ordet er guddommelig hjælp eller styrke, som gives ved Jesu Kristi gavmilde barmhjertighed og kærlighed.

Det er ved Herren Jesu nåde, som er muliggjort ved hans sonoffer, at menneskeheden vil blive genrejst til udødelighed, hvor enhver modtager sit legeme fra graven i en tilstand af evigtvarende liv. Det er ligeledes også ved Herrens nåde, at personer ved tro på Jesu Kristi forsoning og omvendelse fra deres synder modtager styrke og hjælp til at gøre gode gerninger, som de på ikke anden vis ville have været i stand til at gøre, hvis de var overladt til egne evner. Denne nåde er en muliggørende kraft, som giver mænd og kvinder mulighed for at modtage evigt liv og ophøjelse, når og efter de har ydet deres bedste indsats« (Bible Dictionary, »Grace«; fremhævelse tilføjet).

Nåde er den guddommelige assistance eller himmelske hjælp, som vi alle har så inderligt brug for til at kvalificere os til det celestiale rige. Forsoningens opbyggende kraft styrker os til at handle og være gode og lade vores tjeneste række ud over vore personlige ønsker og naturlige evner.

Når jeg studerer skriften, indsætter jeg ofte ordene muliggørende kraft, når jeg støder på ordet nåde. Tænk for eksempel på dette skriftsted, som vi alle er bekendt med: »Vi ved, at det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre« (2 Ne 25:23). Jeg tror, at vi kan lære meget af dette vigtige aspekt ved forsoningen, hvis vi indsætter »muliggørende og bestyrkende kraft«, hver gang vi støder på ordet nåde i skrifterne.

Nefis eksempel

Til venstre: Illustration: Brian Call

Formålet med livets rejse er, at vi udvikler os fra gode til bedre, og at vi ændrer selve vores væsen. Mormons Bog er fyldt med eksempler på disciple og profeter, der kendte, forstod og blev forvandlede af forsoningens muliggørende kraft på denne rejse. Efterhånden som vi når frem til en bedre forståelse af denne hellige kraft, vil vores syn på evangeliet blive langt større og rigere. Et sådant syn vil ændre os på bemærkelsesværdige måder.

Nefi er et eksempel på en person, der vidste det, forstod og fæstnede sin lid til Frelserens bestyrkende kraft. Tag for eksempel, da Lehis sønner vendte tilbage til Jerusalem for at hverve Ismael og hans hus til deres sag. Laman og andre i det selskab, der rejste med Nefi fra Jerusalem og tilbage til ødemarken, gjorde oprør, og Nefi formanede sin brødre til at tro på Herren. Det var på dette tidspunkt i deres rejse, at Nefis brødre bandt ham med reb og lagde planer om at dræbe ham. Bemærk Nefis bøn: »O Herre, vil du i overensstemmelse med min tro på dig udfri mig af mine brødres hænder, ja, give mig styrke, så jeg kan sprænge disse bånd, som jeg er bundet med« (1 Ne 7:17; fremhævelse tilføjet).

Ved I, hvad jeg højst sandsynligt havde bedt om, hvis jeg var blevet bundet af mine brødre? »Er du ikke sød at få mig ud af det her møg NU!« Det er især interessant for mig at se, at Nefi ikke bad om at få omstændighederne ændret. I stedet bad han om styrke til selv at ændre omstændighederne. Og jeg mener, at han bad på denne måde, netop fordi han kendte, forstod og havde oplevet forsoningens opbyggende kraft.

Jeg tror ikke, at de reb, som Nefi var bundet med, bare på magisk vis faldt af hans hænder og håndled. Jeg tror snarere, at han blev velsignet med både udholdenhed og personlig styrke ud over sine egne naturlige evner, så han »i Herrens styrke« (Mosi 9:17) sled og vred og trak i rebene, og til sidst kunne sprænge båndene.

Det, der skal udledes af denne episode, er indlysende. Når vi får en forståelse af og begynder at anvende forsoningens opbyggende kraft, vil vi bede om og søge styrke til at ændre de omstændigheder, vi står i, snarere end at bede om, at omstændighederne må blive ændret for os. Vi bliver mennesker, der selv handler, i stedet for at være genstand for handling (se 2 Ne 2:14).

Frelseren ved og forstår alt

I Alma kapitel 7 lærer vi, hvordan og hvorfor Frelserne er i stand til at give denne opbyggende kraft:

»Og han skal gå omkring og lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art; og dette for at det ord må blive opfyldt, som lyder: Han vil påtage sig sit folks smerter og sygdomme.

Og han vil påtage sig døden, så han kan løse dødens bånd, som binder hans folk; og han vil påtage sig deres skrøbeligheder, så hans inde kan fyldes med barnhjertighed, hvad angår kødet, så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:11-12; fremhævelse tilføjet). Frelseren led ikke blot for vore laster, men også for den ulighed, uretfærdighed, smerte, kval og følelsesmæssige uro, der så ofte rammer os.

Der findes ikke den fysiske smerte, den sjælekval, den lidelse i ånden, det handicap eller den svaghed, som I eller jeg kan opleve på vores jordiske rejse, som Frelseren ikke allerede har oplevet. I et øjebliks svaghed kan vi måske sige: »Ingen ved, hvordan det er. Ingen forstår det.« Det er der måske heller ikke noget menneske, der gør. Men Guds Søn ved og forstår det fuldt ud, for han følte og bar vore personlige byrder, inden vi selv gjorde. Og fordi han betalte den ultimative pris og bar den byrde, har han fuldkommen empati og kan udrække sin barmhjertigheds arme i så mange af livets faser. Han kan række ud, røre og komme til undsætning – og bogstavelig talt løbe os i møde – og styrke os til at blive mere, end vi ellers kunne blive, og hjælpe os til at udrette det, som vi aldrig ville kunne udrette, hvis vi kun skulle forlade os på vores egen styrke.

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.

For mit åg er godt, og min byrde er let« (Matt 11:28-30).

Jeg vidner om og påskønner Herren Jesu Kristi altomfattende og evige offer. Jeg ved, at Frelseren lever. Jeg har både oplevet hans forløsende og muliggørende kraft, og jeg vidner om, at disse kræfter vitterligt findes og står til rådighed for enhver af os. Vi kan i sandhed og »i Herrens styrke« gøre, udholde og overvinde alt, når vi stræber efter at gøre vores bedste på rejsen gennem jordelivet.