2020
Alle folkeslag, stammer og tungemål
November 2020


14:56

Alle folkeslag, stammer og tungemål

Vi kan på vores egen måde blive en del af opfyldelsen af Herrens profetier og løfter – en del af evangeliet, som velsigner verden.

Kære brødre og søstre, for nylig forrettede jeg en tempelbesegling efter COVID-19-retningslinjerne. Sammen med bruden og brudgommen, der begge var trofaste, tidligere missionærer, var deres forældre og alle deres søskende. Det var ikke nemt. Bruden er det niende af ti børn. Hendes ni søskende sad i rækkefølge, ældste til yngste, og selvfølgelig med social afstand.

Familien havde forsøgt at være gode naboer, uanset hvor de boede. Men i en by havde de ikke været velkomne – fordi deres familie, sagde brudens mor, var medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Familien gjorde alt for at få venner i skolen, bidrage og blive accepteret, men uden held. Familien bad og bad om, at hjerter ville blive blødgjort.

En aften følte familien, at deres bønner blev besvaret, men på en meget uventet måde. Deres hus brændte, og det brændte ned til grunden. Men der skete også noget andet. Branden blødgjorde deres naboers hjerte.

Deres naboer og den lokale skole indsamlede tøj, sko og andre fornødenheder, som familien, der havde mistet alt, manglede. Venlighed åbnede for forståelse. Det var ikke på den måde, som familien havde håbet på eller forventet, at deres bønner ville blive besvaret. Alligevel udtrykte de taknemlighed for det, de lærte af de svære oplevelser og uventede svar på bønner fra hjertet.

For de trofaste af hjertet og med øjne til at se tilkendegives Herrens inderlige nåde midt i livets udfordringer. Udfordringer, der imødegås med trofasthed og ofre, bringer virkelig himlens velsignelser. I dette liv kan vi miste eller vente på noget i lang tid, men til sidst vil vi finde det, der betyder mest. 1 Det er Herrens løfte. 2

Vores tohundredeårsproklamation i 2020 begynder med det dybt inkluderende løfte, at »Gud elsker sine børn i hvert eneste land i verden.« 3 Gud lover, indgår pagt om og indbyder os hver især i hvert eneste folkeslag, stamme, tungemål og folk, 4 til at komme og få del i hans glæde og godhed i overflod.

Guds kærlighed til alle mennesker bekræftes overalt i skrifterne. 5 Den kærlighed omfatter den abrahamske pagt, indsamlingen af Guds spredte børn, 6 og hans plan for lykke i vores liv.

I troens husstand må der ikke være fremmede, ingen udlændinge, 7 ingen rige eller fattige, 8 ingen udenforstående »andre«. Som »de helliges medborgere« 9 opfordres vi til at ændre verden til noget bedre, indefra og udad, en person, en familie, et nabolag ad gangen.

Det sker, når vi efterlever og deler evangeliet. Tidligt i denne uddeling modtog profeten Joseph en bemærkelsesværdig profeti om, at vor himmelske Fader ønsker, at alle overalt opdager Guds kærlighed og oplever hans kraft til at udvikle og forandre os.

Familien Smith hjem

Den profeti blev modtaget her i familie Smiths bjælkehytte i Palmyra i New York. 10

Ældste og søster Gong i familien Smiths hjem

I 1998 blev familien Smiths hjem genopført på det oprindelige fundament. Soveværelset på første sal udgør den samme fysiske plads på 5,5 gange 9 gange 3 meter, hvor Moroni som en herliggjort budbringer fra Gud kom til den unge Joseph om aftenen den 21. september 1823. 11

I husker sikkert det, som profeten Joseph berettede:

»[Moroni] sagde … at Gud havde en gerning for mig at udføre, og at mit navn skulle nævnes for godt og ondt blandt alle folkeslag, stammer og tungemål …

[Moroni] sagde, at der var blevet henlagt en bog … [og] at den indeholdt det evigtvarende evangeliums fylde.« 12

Her tager vi en pause. Vi tilbeder Gud, den evige Fader, og hans Søn, Jesus Kristus, ikke profeten Joseph Smith og ej heller nogen jordisk mand eller kvinde.

Og tænk så over, hvordan Guds profetier til sine tjenere bliver opfyldt. 13 Nogle opfyldes hurtigt, andre senere, men alle bliver opfyldt. 14 Når vi lytter til profetiens ånd fra Herren, kan vi på vores egen måde blive en del af opfyldelsen af hans profetier og løfter – en del af evangeliet, som velsigner verden.

Joseph var en ukendt 17-årig dreng, der boede i en ukendt landsby i et land, som lige var blevet selvstændigt. Medmindre det var sandt, hvordan kunne han så forestille sig at sige, at han ville blive et redskab i Guds værk og ved Guds gave og kraft oversætte hellig skrift, der ville blive kendt overalt.

Alligevel, fordi det er sandt, kan I og jeg bevidne, at den profeti bliver opfyldt, mens vi opfordres til at bidrage til dens opfyldelse.

Brødre og søstre, over hele verden er alle vi, der deltager i denne oktoberkonference 2020, blandt de folkeslag, stammer og tungemål, der tales om.

I dag bor der medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i 196 lande og territorier, med 3.446 af Kirkens stave i 90 af dem. 15 Vi repræsenterer både geografisk bredde og styrkecentre.

Hvem kunne i 1823 have forestillet sig, at der i året 2020 ville være tre lande, som hver havde mere end en million medlemmer af denne kirke – USA, Mexico og Brasilien?

Eller 23 lande, som hver har flere end 100.000 medlemmer af Kirken – 3 i Nordamerika, 14 i Central- og Sydamerika, 1 i Europa, 4 i Asien og 1 i Afrika? 16

Præsident Russell M. Nelson kalder Mormons Bog for »et mirakuløst mirakel.« 17 Bogens vidner bevidner: »Det gøres herved vitterligt for alle folkeslag, stammer, tungemål og folk«. 18 I dag er denne generalkonference tilgængelig på 100 sprog. Præsident Nelson har vidnet om Jesus Kristus og hans gengivne evangelium i 138 lande, og der kommer flere til.

Der var 5.000 eksemplarer af den første udgave i 1830 af Mormons Bog, nu er 192 millioner eksemplarer af hele eller dele af Mormons Bog blevet trykt på 112 sprog. Oversættelser af Mormons Bog er også i stor stil tilgængelige digitalt. De nuværende oversættelser af Mormons Bog omfatter de fleste af de 23 verdenssprog, som tales af 50 millioner mennesker eller flere, og tilsammen er modersmålet for omkring 4,1 milliarder mennesker. 19

Ved små og enkle ting – som vi alle er inviteret til at tage del i – bliver der udrettet store ting.

Jeg spurgte for eksempel ved en stavskonference i Monroe i Utah med 2.200 indbyggere, hvor mange der havde været på mission. Næsten alle hænder røg op. I de seneste år er der fra denne ene stav udsendt 564 missionærer til alle 50 stater i USA og til 53 andre lande – på hvert eneste kontinent på nær Antarktis.

Når vi nu taler om Antarktis, så jeg i Ushuaia i den sydligste del af Argentina opfyldelse af profeti, da vores missionærer delte Jesu Kristi gengivne evangelium på et sted, der kaldes »verdens ende«. 20

Billede dannet af bogserien »De hellige«.

Det billede, der er dannet af de fire bind af De hellige, 21 gengiver et global gobelin af frugterne ved efterlevelse af evangeliet, der kommer trofaste hellige til del overalt. Vores kirkes historie er forankret i de levende vidnesbyrd og evangeliske rejser af hvert eneste medlem, herunder Mary Whitmer, den trofaste søster, som Moroni viste Mormons Bogs plader til. 22

Nye kirketidsskrifter

I januar 2021 vil vores tre nye globale kirketidsskrifter – Lille Liahona, Til styrke for de unge og Liahona – indbyde alle til at høre til og dele oplevelser og vidnesbyrd i vores verdensomspændende trossamfund. 23

Brødre og søstre, når vi øger vores tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus, modtager de velsignelser, der findes i de levende, gengivne evangeliske sandheder og hellige pagter samt studerer, grunder over og fortæller om den vedvarende genoprettelse, deltager vi i opfyldelse af profeti.

Vi forandrer os selv og verden i et evangelisk mønster, der velsigner andre overalt.

En afrikansk søster siger: »Min mands præstedømmetjeneste gør ham mere tålmodig og venlig. Og jeg bliver en bedre hustru og mor.«

En velrespekteret international virksomhedskonsulent i Centralamerika siger, at før han fandt Guds gengivne evangelium, levede han formålsløst på gaden. Nu har han og hans familie fundet deres identitet, formål med livet og styrke.

En dreng i Sydamerika opdrætter høns og sælger æggene for at bidrage til at betale for vinduerne i det hus, hans familier bygger. Han betaler tiende først. Han vil helt bogstaveligt se himlens vinduer åbne sig.

I Four Corners, et lokalsamfund i det sydvestlige USA, fremelskede en indianerfamilie en smuk rose, som blomstrer i ørkenen, et symbol på evangelisk tro og selvhjulpenhed.

En bror i Sydøstasien, der havde overlevet en bitter borgerkrig, sagde fortvivlet, at livet ingen mening havde. Han fandt håb i en drøm, hvori en tidligere klassekammerat holdt en nadverbakke og vidnede om frelsende ordinancer og Jesu Kristi forsoning.

Vor himmelske Fader indbyder os overalt til at mærke hans kærlighed, til at lære og udvikle os gennem uddannelse, ærligt arbejde, selvhjulpen tjeneste og mønstre på godhed og lykke, som vi finder i hans genoprettede kirke.

Når vi lærer at stole på Gud, nogle gange ved at bønfalde ham i vores mørkeste ensomhed og mest usikre øjeblikke, lærer vi, at han kender os bedre og elsker os mere, end vi kender eller elsker os selv.

Det er derfor, at vi har brug for Guds hjælp til at skabe varig retfærdighed, lighed, retsindighed og fred i vores hjem og lokalsamfund. Vores mest sande, dybe og mest autentiske fortælling, sted og tilhørsforhold kommer, når vi mærker Guds forløsende kærlighed, søger nåde og mirakler gennem hans Søns forsoning og etablerer varige forhold gennem hellige pagter.

Religiøs godhed og visdom er nødvendig i vor tids rodede, støjende og forurenede verden. Hvordan kan vi ellers forny, inspirere og opløfte menneskehedens ånd? 24

Plantning af træer i Haiti
Plantning af træer i Haiti
Plantning af træer i Haiti

Træplantning i Haiti er blot et blandt hundredvis af eksempler på personer, som går sammen om at gøre noget godt. Lokalsamfundet, herunder 1.800 medlemmer af vores kirke, som skænkede træerne, samledes for at plante næsten 2.500 træer. 25 Dette flerårige projekt med genrejsning af skov har allerede plantet over 121.000 træer. Det forventes, at der bliver plantet titusinder mere.

Denne forenede indsats giver skygge, bevarer jorden, og mindsker omfanget af kommende oversvømmelser. Det forskønner nabolag, opbygger lokalsamfund, tilfredsstiller god smag og nærer sjælen. Hvis man spørger folk på Haiti, hvem der vil høste frugten fra disse træer, siger de: »Hvem som helst, der er sulten.«

Omkring 80 procent af verdens befolkning er tilknyttet en religion. 26 Religiøse grupper reagerer hurtigt på umiddelbare behov efter naturkatastrofer, såvel som på kroniske behov for mad, husly, uddannelse, læsefærdighed og jobtræning. Over hele verden hjælper vores medlemmer, venner og Kirken lokalsamfund med at støtte flygtninge og sørge for vand, sanitet og mobilitet for handicappede og øjenbehandling – en person, en landsby, et træ ad gangen. 27 Overalt søger vi at være gode forældre og gode medborgere, at bidrage i vores nabolag og samfund, og herunder også gennem Latter-day Saint Charities. 28

Gud har givet os moralsk handlefrihed – og moralsk ansvarlighed. Herren har erklæret: »Jeg, Gud Herren, gør jer frie, derfor er I virkelig frie.« 29 Da Herren lovede »frigivelse for fanger«, 30 lovede han, at hans forsoning og evangeliets vej kan bryde timelige og åndelige bånd. 31 Barmhjertigt udtrækkes denne forløsende frihed til dem, som ikke lever på jorden længere.

For nogle år siden fortalte en præst i Centralamerika, at han studerede de sidste dages helliges »dåb for afdøde personer«. »Det synes retfærdigt,« sagde præsten, »at Gud vil tilbyde alle mennesker mulighed for at modtage dåb, uanset hvornår eller hvor de levede, bortset fra små børn, som er ›levende i Kristus‹. 32 Apostlen Paulus,« bemærkede præsten, »taler om, at de døde venter på dåb og opstandelse.« 33 Stedfortrædende tempelordinancer lover alle folkeslag, stammer og tungemål, at »alle mennesker blev fri, til selv at vælge retfærds sti.« 34

Når vi opdager Gud, fører uventede svar på bønner os sommetider fra gaden, bringer os til lokalsamfundet, jager mørke bort fra vores sjæl og vejleder os til at finde åndelig tilflugt og en følelse af at høre til i godheden fra hans pagter og blivende kærlighed.

Store ting begynder ofte i det små, men Guds mirakler tilkendegives dagligt. Hvor er vi taknemlige for den himmelske gave Helligånden, for Jesu Kristi forsoning og hans åbenbarede læresætninger, ordinancer og pagter, der findes i hans genoprettede kirke, som kaldes ved hans navn.

Må vi med glæde tage imod Guds indbydelse til at modtage og være med til at opfylde hans lovede og profeterede velsignelser i alle folkeslag, stammer og tungemål, det beder jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Noter

  1. »I vil blive godtgjort alle jeres tab i opstandelsen, hvis I forbliver trofaste« ( Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 52).

  2. Se Mosi 2:41.

  3. »Gengivelsen af Jesu Kristi evangeliums fylde: En tohundredeårsproklamation til verden«, ChurchofJesusChrist.org; se fx også Alma 26:37.

  4. Se Åb 14:6; 1 Ne 19:17; 22:28; 2 Ne 30:8; Mosi 3:20; 15:28; Alma 37:4-6; 3 Ne 28:29; L&P 42:58; 133:37.

  5. Se Joh 3:16-17; 15:12; Rom 8:35, 38-39.

  6. Se 1 Ne 22:3, 9; L&P 45:24-25, 69, 71; 64:42.

  7. Se Ef 2:19.

  8. Se L&P 104:14-17.

  9. Ef 2:19.

  10. Nogle få hundrede meter fra bagdøren i familien Smiths hjem er der en lille skov, som blev vores hellige lund på »herlig, klar morgen, tidligt om foråret i atten hundrede og tyve« (JS-H 1:14).

  11. At være på et bestemt, fysisk sted for en kendt historisk begivenhed kan give os en stærk følelse, som forbinder tid og sted. Men vores vidnesbyrd om de hellige begivenheder omkring Moronis tilsynekomst for den unge profet Josef er stadigvæk åndelig.

  12. JS-H 1:33-34.

  13. Se Am 3:7; L&P 1:38.

  14. Se Alma 37:6; L&P 64:33.

  15. Kirkens statistik pr. 3. sep. 2020; »lande og territorier« omfatter steder som Guam, Puerto Rico og Amerikansk Samoa.

  16. De 23 lande er USA, Mexico, Brasilien, Filippinerne, Peru, Chile, Argentina, Guatemala, Ecuador, Bolivia, Colombia, Canada, Storbritannien, Honduras, Nigeria, Venezuela, Australien, Den Dominikanske Republik, Japan, El Salvador, New Zealand, Uruguay og Nicaragua. Australien og New Zealand er medregnet i de fire lande i Asien med over 100.000 medlemmer. Paraguay har over 96.000 medlemmer af Kirken og bliver måske det næste land i gruppen med 100.000 medlemmer.

  17. Russell M. Nelson, »The Book of Mormon: A Miraculous Miracle« (tale holdt ved seminaret for nye missionspræsidenter, 23. juni 2016).

  18. »De tre vidners vidnesbyrd« og »De otte vidners vidnesbyrd«, Mormons Bog.

  19. Flere oversættelser bidrager til løftet om, at hver mand og hver kvinde »skal høre evangeliets fylde på sit eget tungemål og … sprog« (L&P 90:11).

  20. Se L&P 122:1.

  21. Titlen på de fire bind i De hellige kommer fra den inspirerede erklæring og vidnesbyrd fra profeten Joseph i Wentworth-brevet – Sandhedens banner; Ingen uhellig hånd, Frimodigt, ædelt og uafhængigt og Lydt i hvert øre.

  22. Se Saints: The Story of the Church of Jesus Christ in the Latter Days, bind 1, The Standard of Truth, 1815-1846, 2018, s. 70-71.

  23. Se brev fra Det Første Præsidentskab, 14. aug. 2020.

  24. Se Gerrit W. Gong, »Seven Ways Religious Inputs and Values Contribute to Practical, Principle-Based Policy Approaches« (tale holdt ved G20 Interfaith Forum, 8. juni 2019), newsroom.ChurchofJesusChrist.org.

  25. Se Jason Swensen, »LDS Church Celebrates 30 years in Haiti by Planting Thousands of Trees«, Deseret News, 1. maj 2013, deseretnews.com.

  26. Se Pew Research Center, »The Global Religious Landscape«, 18. dec. 2012, pewforum.org. Dette »omfattende demografiske studie af flere end 230 lande og territorier … skønner, at der er 5,8 milliarder religiøst tilknyttede voksne og børn i hele verden, som repræsenterer 84 % af verdens befolkning i 2010 på 6,9 milliarder.«

  27. Religiøse dyder og værdier forankrer og beriger samfundet, inspirerer lokalsamfundet, engagement, social sammenhængskraft, tjeneste og frivillighed, og fremmer retfærdighed, forsoning og tilgivelse, herunder at hjælpe os til vide, hvornår og hvordan man holder fast eller giver slip, og vide, hvornår og hvad man skal huske og ikke glemme.

  28. Foruden deres bidrag til Latter-day Saint Charities (se latterdaysaintcharities.org), som virker som Kirkens humanitære arm, deltager medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige med deres naboer og lokalsamfund ved at give af deres tid og midler i projekter, der arrangeres af JustServe eller Hjælpende hænder (se justserve.org og ChurchofJesusChrist.org/topics/humanitarian-service/helping-hands) og ved bidrag til fasteoffermidler (se »Fasting and Fast Offerings«, Gospel Topics, topics.ChurchofJesusChrist.org). Hver af disse projekter benytter den betragtelige gavmildhed fra Kirkens medlemmer og venner til at velsigne tusinder verden over.

  29. L&P 98:8.

  30. Es 61:1; se også Joh 8:36; Gal 5:1; L&P 88:86.

  31. Dette håb om frihed omfatter dem, der søger at overvinde nedbrydende vaner eller afhængighed, selvødelæggende adfærd, nedarvet skyldfølelse eller enhver sorg.

  32. Moro 8:12; se også L&P 137:10.

  33. Se 1 Kor 15:29.

  34. »Mens brød og vand vi nyder her«, Salmer og sange, nr. 109, v. 3.