Prøvet, påvist og poleret
Den største velsignelse, der vil komme, når vi viser os trofaste mod vores pagter under vores prøvelser, vil være en ændring af vores væsen.
Mine kære brødre og søstre, jeg er taknemmelig for at være sammen med jer i dag. Mit håb er at kunne give opmuntring, når livet synes særligt svært og usikkert. For nogle af jer er det sådanne tider nu. Hvis ikke, vil der komme sådanne tider.
Det er ikke sortsynet. Det er realistisk – og alligevel optimistisk – på grund af Guds formål med at skabe denne verden. Det formål var at give sine børn mulighed for at vise sig egnede og villige til at vælge det rette, når det er svært. Ved at gøre således ville selve deres natur blive ændret, og de ville blive mere som ham. Han vidste, at det ville kræve urokkelig tro på ham.
Meget af det, jeg ved, kommer fra min familie. Da jeg var omkring otte år gammel, bad min vise mor min bror og jeg om at luge ukrudt med hende i vores baghave. Nu kan det lyde enkelt nok, men vi boede i New Jersey. Det regnede ofte. Jorden var meget leret. Ukrudtet voksede hurtigere end grøntsagerne.
Jeg husker min frustration, når ukrudtet gled ud af min hånd og rødderne sad fast i den klæge jord. Min mor og min bror var snart langt fremme i deres rækker. Jo mere jeg prøvede, jo længere bagud kom jeg.
»Det er for hårdt!« råbte jeg.
I stedet for at få ondt af mig, smilede min mor bare og sagde: »Åh Hal, selvfølgelig er det hårdt. Det er meningen. Livet er en prøve.«
I det øjeblik vidste jeg, at hendes ord var sande og ville fortsætte med at være det fremover.
Årsagen til min mors kærlige smil stod tydeligt nogle år senere, da jeg læste om, hvordan vor himmelske Fader og hans elskede Søn talte om formålet med at skabe denne verden og give åndelige børn en mulighed for jordisk liv.
»Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud, vil befale dem;
og de, der består deres første prøvestand, skal gives mere; og de, der ikke består deres første prøvestand, skal ikke få herlighed i det samme rige som dem, der består deres første prøvestand; og de, der består deres anden prøvestand, skal få tildelt herlighed på deres hoved for evigt og altid.«1
I og jeg har accepteret invitationen til at blive prøvet og påvise, at vi ville vælge at holde Guds bud, når vi ikke længere boede i vor himmelske Faders nærhed.
Trods denne kærlige invitation fra vor himmelske Fader, overtalte Lucifer en tredjedel af de åndelige børn til at følge sig og afvise Faderens plan for vores udvikling og evige lykke. Som følge af sit oprør blev Satan nedstyrtet med sine følgere. Nu forsøger han at få så mange, han kan, til at vende sig fra Gud i dette jordeliv.
De af os, der accepterede planen, gjorde det på grund af vores tro på Jesus Kristus, der tilbød at blive vor Frelser og Forløser. Dengang må vi havde troet på, at uanset hvilke jordiske svagheder vi ville få, og hvilke onde kræfter der ville være imod os, så ville de gode kræfter være overvældende større.
Vor himmelske Fader og Jesus Kristus kender og elsker jer. De ønsker, at I vender tilbage til dem og bliver som dem. Jeres succes er deres succes. I har følt den kærlighed blive bekræftet af Helligånden, når I har læst eller hørt disse ord: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«2
Gud har magt til at gøre vejen lettere for os. Han gav Israels børn manna på deres vandring mod det forjættede land. Under sin jordiske tjenestegerning helbredte Herren de syge, oprejste de døde og stilnede den oprørte sø. Efter sin opstandelse åbnede han »fængslet for dem, der var lænket.«3
Alligevel led profeten Joseph Smith, en af hans største profeter, i fængsel og lærte en lektie, som vi alle kan nyde godt af og har brug for, når vores tro prøves: »Og hvis du skulle blive kastet i fangehullet eller i morderes hænder, og der bliver fældet dødsdom over dig, hvis du bliver kastet i dybet, hvis de svulmende bølger lægger råd op imod dig, hvis heftige vinde bliver din fjende, hvis himlene bliver sorte, og alle elementerne forener sig for at spærre vejen, og frem for alt, hvis selve helvedes gab åbner sig vidt for at opsluge dig, da skal du vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig.«4
I kan rimeligvis undre jer over, hvorfor en kærlig og almægtig Gud lader vores jordiske prøvestand være så hård. Det er, fordi han ved, at vi er nødt til at øge vores åndelige renhed og statur for at blive i stand til at bo i hans nærhed i familier for evigt. For at gøre dette muligt gav vor himmelske Fader os en Frelser og kraft til i tro selv at vælge at holde hans bud og omvende os og komme til ham.
Kernen i Faderens plan for lykke er, at vi vedvarende bliver mere som hans elskede Søn, Jesus Kristus. I alle ting er Frelserens eksempel vores bedste ledetråd. Han undtog ikke sig selv fra behovet for at vise sit værd. Han udholdt alt for vor himmelske Faders børn, da han betalte prisen for vores synder. Han mærkede al den lidelse, som mennesker til alle tider har.
Når I spekulerer på, hvor meget smerte I kan udholde, så husk ham. Han led, som I lider, for at han kunne vide, hvordan han kan løfte jer. Han fjerner måske ikke byrden, men han vil give jer styrke, trøst og håb. Han kender vejen. Han drak den bitre kalk. Han led alle smerter for alle.
I plejes og trøstes af en kærlig Frelser, der ved, hvordan han skal bistå jer, uanset hvad I måtte gå igennem. Alma sagde:
»Og han skal gå omkring og lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art; og dette for at det ord må blive opfyldt, som lyder: Han vil påtage sig sit folks smerter og sygdomme.
Og han vil påtage sig døden, så han kan løse dødens bånd, som binder hans folk; og han vil påtage sig deres skrøbeligheder, så hans indre kan fyldes med barmhjertighed, hvad angår kødet, så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder.«5
En måde han bistår jer på vil være ved, at han opfordrer jer til altid at erindre og komme til ham. Han har opmuntret os således:
»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.«6
Måden at komme til ham på er ved at tage for sig af hans ord, udøve tro til omvendelse, vælge at blive døbt og bekræftet af hans bemyndigede tjener og dernæst holde sine pagter med Gud. Han sender Helligånden for at være jeres ledsager og trøste og vejlede jer.
Når I lever værdigt til Helligåndsgaven, kan Herren lede jer til sikkerhed, selv når I ikke kan se vejen for jer. For mig er det oftest sket ved, at han har vist mig det næste skridt eller to. En sjælden gang har han givet mig et glimt af en fjern fremtid, men selv disse sjældne glimt har hjulpet mig til at vide, hvad jeg skal gøre i min dagligdag.
Herren har forklaret:
»I kan med jeres naturlige øjne ikke i øjeblikket se Guds forehavende med hensyn til det, som skal komme herefter, og den herlighed, der skal følge efter megen modgang.
For efter megen modgang kommer velsignelserne.«7
Den største velsignelse, der vil komme, når vi viser os trofaste mod vores pagter under vores prøvelser, vil være en ændring af vores væsen. Ved at vælge at holde vores pagter, vil Jesu Kristi kraft og velsignelserne ved hans forsoning virke i os. Vores hjerte vil blive blødgjort til at elske, tilgive og indbyde andre til at komme til Frelseren. Vores tillid til Herren vil øges. Vores frygt mindskes.
Selv med sådanne lovede velsignelser gennem prøvelser, søger vi ikke prøvelser. I løbet af livet vil vi få rigelig mulighed for at bevise os selv, til at bestå prøver, der er hårde nok til, at vi kan blive mere ligesom Frelseren og vor himmelske Fader.
Derudover må vi være opmærksomme på andres prøver og prøve at hjælpe dem. Det vil specielt være svært, når vi selv bliver hårdt prøvet. Men vi vil opdage, at når vi løfter hinandens byrder, bare en lille smule, bliver vores ryg stærkere og vi fornemmer et lys i mørket.
Her er Herren vores store eksempel. Efter han på korset på Golgata allerede havde lidt så stor smerte, at han ville have været død, hvis det ikke var, fordi han var Guds Enbårne Søn, så han på sine bødler og sagde henvendt til Faderen: »Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«8 Mens han led for alle, der nogensinde vil leve, så han ned fra korset på Johannes og på sin sørgende mor og drog omsorg for hende i hendes prøvelse:
»Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: ›Kvinde, dér er din søn.‹
Derpå sagde han til disciplen: ›Dér er din mor.‹ Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.«9
Ved sine handlinger på den helligste af alle dage, gav han villigt sit liv for hver og en af os, og han tilbød ikke blot bistand i dette liv, men evigt liv herefter.
Jeg har set folk hæve sig til uanede højder ved at vise sig trofaste i forfærdelige prøvelser. Rundt om i Kirken er der i dag eksempler på dette. Folk tvinges på knæ under modgang. Gennem deres trofaste udholdenhed og indsats bliver de mere ligesom Frelseren og vor himmelske Fader.
Jeg lærte noget andet af min mor. Som barn havde hun haft difteri, og det tog næsten livet af hende. Senere fik hun meningitis. Hendes far døde i en ung alder, så min mor og hendes brødre hjalp med at forsørge deres mor.
Hele sit liv mærkede hun følgevirkningerne af sygdom. I de sidste 10 år af sit liv undergik hun mange operationer. Men igennem alt det, viste hun sig trofast mod Herren, selv da hun var lænket til sengen. Det eneste billede på hendes soveværelsesvæg var af Frelseren. Hendes sidste ord til mig på sit dødsleje var disse: »Hal, det lyder som om, du er ved at blive forkølet. Du bør passe på dig selv.«
Ved hendes begravelse var ældste Spencer W. Kimball den sidste taler. Efter han havde sagt noget om hendes prøvelser og trofasthed, sagde han grundlæggende dette: »Nogle af jer undrer jer måske over, hvorfor Mildred skulle lide så meget og så længe. Jeg skal sige jer hvorfor. Det var fordi, Herren ønskede at polere hende lidt mere.«
Jeg udtrykker min taknemmelighed for mange trofaste medlemmer af Jesu Kristi Kirke, der bærer deres byrder med konstant tro, og som hjælper andre med at bære deres, mens Herren forsøger at polere dem lidt mere. Jeg udtrykker også min kærlighed og beundring for omsorgspersoner og ledere overalt i verden, der tjener andre, mens de og deres familier udholder en sådan polering.
Jeg vidner om, at vi er børn af en himmelsk Fader, der elsker os. Jeg kan mærke præsident Russell M. Nelsons kærlighed til os alle. Han er Herrens profet på jorden i dag. Det vidner jeg om i Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.