2020
Varig kraft
November 2020


9:53

Varig kraft

Kun tro og Guds ord, der fylder vores inderste sjæl, er tilstrækkelig til at kunne opretholde os – og give os adgang til hans kraft.

Da jeg gennemgik lærdomme fra vores kære profet, præsident Russell M. Nelsons, fandt jeg et ord, som han ofte brugte i sine taler. Dette ord er kraft.

Til den første generalkonference efter han blev opretholdt som apostel, talte præsident Nelson om kraft.1 Han er fortsat med at undervise om kraft i årenes løb. Lige siden vi opretholdt præsident Nelson som vores profet, har han undervist om princippet kraft – særligt Guds kraft – og hvordan vi kan få adgang til den. Han har undervist om, hvordan vi kan trække på Guds kraft, når vi yder omsorg for andre,2 hvordan omvendelse indbyder Jesu Kristi kraft og hans forsoning ind i vores liv,3 og hvordan præstedømmet – Guds magt og myndighed – er til velsignelse for alle, der indgår og holder pagter med ham.4 Præsident Nelson har vidnet om, at Guds kraft kommer til alle, der har modtaget begavelsen i templet, når de holder deres pagter.5

Jeg blev særligt rørt af en udfordring præsident Nelson gav til aprilkonferencen 2020. Han bad os om at studere og bede »for at lære mere om den kraft og kundskab, som I er blevet begavet med – eller som I fremover vil blive begavet med.«6

Som reaktion på denne udfordring har jeg studeret og bedt og har lært nogle gavnlige ting om den kraft og kundskab, som jeg er blevet begavet med – eller som jeg fremover vil blive begavet med.

Det er ikke nemt at forstå, hvad vi må gøre for at få adgang til Guds kraft i vores liv, men jeg har erfaret, at det er muligt ved at gennemtænke det i vores sind og bede for, at Helligånden vil oplyse os.7 Ældste Richard G. Scott gav en klar definition på, hvad Guds kraft er: Det er »kraft[en] til at gøre mere end vi selv kan gøre.«8

Det er altafgørende at fylde vores hjerte og vores sjæl med Guds ord og en grundvold af tro på Jesus Kristus for at kunne trække på Guds kraft for at hjælpe os i disse vanskelige tider. Hvis vi ikke får Guds ord og tro på Jesus Kristus dybt ind i vores hjerte, kan vores vidnesbyrd og tro fejle, og vi kan miste adgang til den kraft, Gud ønsker at give os. Overfladisk tro er utilstrækkelig. Kun tro og Guds ord, der fylder vores inderste sjæl, er tilstrækkelig til at kunne opretholde os – og give os adgang til hans kraft.

Da søster Johnson og jeg opfostrede vores børn, opfordrede vi hver af dem til at lære at spille på et musikinstrument. Men vores børn fik kun lov til at få til musikundervisning, hvis de gjorde deres del og øvede sig på deres instrument hver dag. Én lørdag ville vores datter, Jalynn meget gerne ud og lege med sine venner, men hun havde ikke øvet sig på klaveret endnu. Eftersom hun vidste, at hun havde forpligtet til at til øve sig i 30 minutter, satte hun en timer til, så hun ikke kom til at øve sig bare ét minut mere, end hun behøvede.

Da hun gik forbi mikrobølgeovnen på vej hen til klaveret, standsede hun og trykkede på nogle knapper. Men I stedet for at bruge timeren, satte hun mikrobølgeovnen til at varme i 30 minutter og trykkede start. Efter at have øvet sig i ca. 20 minutter gik hun tilbage til køkkenet for at se, hvor meget tid der var tilbage og så, at der var ild i mikrobølgeovnen.

Hun løb ud i baghaven, hvor jeg arbejdede i haven, og råbte, at der var ild i huset. Jeg løb hurtigt ind i huset og så, at mikrobølgeovnen virkelig stod i flammer.

For at forhindre, at der gik ild i vores hus, trak jeg stikket ud bag ved mikrobølgeovnen og brugte ledningen til at løfte den brændende mikrobølgeovn op fra køkkenbordet. I håb om at være dagens helt og redde vores hjem, svingede jeg den flammende mikrobølgeovn i cirkler med ledningen for at holde den væk fra min krop, fik den om i baghaven og kastede den med endnu et sving ud på græsplænen. Dér kunne vi slukke flammerne med en vandslange.

Hvad var der gået galt? En mikrobølgeovn har brug for, at der er noget til at absorbere dens energi, og når der ikke er noget indeni til at absorbere dens energi, så absorberer den selv energien, bliver varm, og der kan gå ild i den, hvorved den går til i en bunke flammer og aske.9 Hele vores mikrobølgeovn stod i flammer og brændte, fordi der ikke havde været noget indeni.

På samme måde vil de, der har tro og Guds ord dybt i deres hjerte, være i stand til at absorbere og overvinde de brændende pile, som modstanderen helt sikkert vil sende for at ødelægge os.10 Ellers kan det være, at vores tro, håb og overbevisning ikke holder, og ligesom den tomme mikrobølgeovn kan vi gå til.

Jeg har lært, at det at have Guds ord dybt i min sjæl, tillige med tro på Herren Jesus Kristus og hans forsoning, giver mig mulighed for at trække på Guds kraft for at kunne overvinde modstanderen, hvad end han måtte sende min vej. Når vi møder udfordringer kan vi sætte vores lid til det løfte fra Herren, som Paulus underviste os om: »For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.«11

Vi ved, at Frelseren som barn »voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.«12 Vi ved, at da han blev ældre, gik han »frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.«13 Og vi ved, at da tiden kom til hans tjenestegerning, blev de, der hørte ham, »slået af forundring over hans lære, for der var myndighed bag hans ord.«14

Gennem forberedelse voksede Frelseren i kraft og var i stand til at modstå alle Satans fristelser.15 Når vi følger Frelserens eksempel og forbereder os gennem studium af Guds ord og øger vores tro, så kan vi også trække på Guds kraft og modstå fristelser.

I denne tid med forsamlingsbegrænsninger, der gør regelmæssige tempelbesøg umulige, har jeg faktisk gjort en pointe ud af at fortsætte med at studere og lære mere om Guds kraft, der kommer til os, når vi indgår og overholder tempelpagter. Som det blev lovet i indvielsesbønnen til templet i Kirtland, så forlader vi templet udrustet med Guds kraft.16 Der er ingen udløbsdato på den kraft, Gud giver til dem, der indgår og holder tempelpagter, ej heller nogen begrænsning på adgang til denne kraft under en pandemi. Hans kraft forsvinder kun fra vores liv, hvis vi ikke holder vores pagter eller lever på en måde, der konstant kvalificerer os til at modtage hans kraft.

Mens min kære hustru og jeg tjente som missionsledere i Thailand, Laos og Myanmar, vidnede vi på nærmeste hold Guds kraft, der kom til dem, der havde indgået og holdt hellige tempelpagter. Hjælpefonden for tempelbesøgende gjorde det muligt for mange hellige i disse lande at komme til templet, når de selv havde gjort alt, hvad de kunne gøre gennem personlige ofre og forberedelse. Jeg kan huske at mødes med en gruppe på 20 trofaste hellige fra Laos i en lufthavn i Bangkok i Thailand, hvor jeg hjalp med at transportere dem til en anden lufthavn i Bangkok for at nå deres fly til Hong Kong. Disse mennesker udviste begejstring for endelig at kunne rejse til Herrens hus.

Medlemmer i Laos

Da vi mødte disse gode hellige på deres hjemtur, var den øgede åndelige modenhed og den kraft, der følger af at have modtaget sin tempelbegavelse og indgået pagter med Gud, tydelig. Disse hellige tog helt klart fra templet »udrustet med hans [kraft].«17 Denne kraft til at gøre mere, end hvad de selv kunne, gav dem styrke til at udholde udfordringerne ved at være medlem af Kirken i deres hjemland og til at gå fremad og bringe »overordentlig store og herlige tidender«18 idet de fortsætter med at opbygge Guds rige i Laos.

Har vi i den periode, hvor vi ikke har kunnet tage i templet, sat vores lid til de pagter, vi indgik i templet, og sat en klar, fast kurs i vores liv? Hvis disse pagter overholdes, giver de os visioner om og forventninger til fremtiden og et klart forsæt om at kvalificere os til at modtage alt det, som Herren har lovet os gennem vores trofasthed.

Jeg tilskynder jer til at se den kraft, Gud ønsker at give jer. Jeg vidner om, at når vi søger denne kraft, vil vi blive velsignet med større forståelse for den kærlighed, vor himmelske Fader har til os.

Jeg vidner om, at fordi vor himmelske Fader elsker os, sendte han sin elskede Søn, Jesus Kristus, for at være vores Frelser og Forløser. Jeg vidner om Jesus Kristus, han som har al kraft,19 og jeg gør dette i Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Se Russell M. Nelson, »Beskyt den åndelige ledning«, Stjernen, jan. 1985.

  2. Russell M. Nelson, »Vis omsorg med Guds kraft og myndighed«, Liahona, maj 2018, s. 68-75.

  3. Se Russell M. Nelson, »Afsluttende bemærkninger«, Liahona, maj 2019, s. 112.

  4. Se Russell M. Nelson, »Vis omsorg med Guds kraft og myndighed«, s. 68-69.

  5. Se Russell M. Nelson, »Gå fremad i tro«, Liahona, maj 2020, s. 115.

  6. Russell M. Nelson, »Gå fremad i tro«, s. 115.

  7. Se L&P 9:7-9.

  8. Se Richard G. Scott, »Et fredfyldt hjem«, Liahona, maj 2013, s. 30.

  9. »Mikrobølgeovne bruger lydenergibølger til at opvarme mad eller væsker. Der skal være noget indeni mikrobølgeovnen til at absorbere disse bølger. Ellers vil mikrobølgeovnen absorbere bølgerne i stedet. Bølgerne vil opvarme mikrobølgeovnen i et forsøg på at finde noget at blive absorberet af. Bølgerne vil til sidst nå mikrobølgeovnens magnetron, hvilket er bølgernes kilde. Magnetronen kan ikke klare store mængder energi, så den fortsætter med at sende den til andre dele af mikrobølgeovnen. At tænde en tom mikrobølgeovn vil beskadige magnetronen og andre dele af mikrobølgeovnen. I værste fald kan mikrobølgeovnens dele overophede og muligvis antænde« (Abacus Appliance Service Corporation, »Will I Destroy My Microwave If It Runs Empty?« 16. aug. 2012, abacusappliance.com; se også Julie R. Thomson, »13 Things You Should Never Put in the Microwave«, 13. juni 2014, huffpost.com).

  10. Se 1 Ne 15:24.

  11. 2 Tim 1:7.

  12. Luk 2:40.

  13. Luk 2:52.

  14. Luk 4:32.

  15. Se Matt 4:1-11; Luk 4:1-14; L&P 20:22.

  16. Se L&P 109:22.

  17. L&P 109: 22.

  18. L&P 109:23.

  19. Se Matt 28:18.