Tapre disciple i de sidste dage
Lad os være fortrøstningsfulde, ikke undskyldende, tapre, ikke tilbageholdende, trofaste, ikke frygtsomme, når vi holder Herrens lys op i disse sidste dage.
Moralsk handlefrihed er Guds dyrebare gave til alle sine børn.1 Vi er »frie til at vælge frihed og evigt liv ved alle menneskers store formidler, eller til at vælge fangenskab og død i overensstemmelse med Djævelens fangenskab og magt.«2 Gud vil ikke tvinge os til at gøre godt, og Djævelen kan ikke tvinge os til at gøre ondt.3 Selvom nogle måske tror, at jordelivet er en strid mellem Gud og modstanderen, så kræver det blot et ord fra Frelseren, »og Satan bliver bragt til tavshed og forvist … Det er vores styrke, der bliver prøvet, ikke Guds.«4
I sidste ende vil vi derfor høste det, som vores livslange valg har sået.5 Så hvad siger summen af vores tanker, ønsker, ord og gerninger om vores kærlighed til Frelseren, hans udvalgte tjenere og hans genoprettede kirke? Betyder vores dåbs-, præstedømme- og tempelpagter mere for os end verdens ros eller antallet af »synes godt om« på de sociale medier? Er vores kærlighed til Herren og hans bud stærkere end vores kærlighed til noget eller nogen anden i dette liv?
Modstanderen og hans tilhængere har altid forsøgt at tilintetgøre Kristi og hans profeters gerninger. Frelserens befalinger er, hvis de ikke ignoreres helt, blevet rationaliseret til meningsløshed af mange i dagens verden. Guds budbringere, der underviser i »ubelejlige« sandheder, bliver ofte afvist. Frelseren selv blev kaldt »en frådser og en dranker«,6 beskyldt for at vække offentlig uro og splittelse. Svage og bedrageriske sjæle »rådførte sig med hinanden om, hvordan de kunne fange ham i hans tale«,7 og hans »parti« af tidlige kristne blev »overalt … talt imod.«8
Frelseren og hans første tilhængere håndterede alvorlig indre og ydre modstand, og vi oplever det samme. I dag er det næsten umuligt modigt at efterleve vores tro uden lejlighedsvist at tiltrække nogle få virkelige og virtuelle foragtelige fingre fra verden. Det er givende at følge Frelseren tillidsfuldt, men til tider kan vi blive fanget i sigtekornet hos dem, der taler for en »spis, drik og vær lystig«-filosofi,9 hvor tro på Kristus, lydighed og omvendelse erstattes med illusionen om, at Gud vil retfærdiggøre lidt synd, fordi han elsker os så meget.
Sagde Frelseren ikke »ved [sin] egen røst eller ved [sine] tjeneres røst«,10 om vore dage, at »der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved« og at mange »vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter«?11 Sagde han ikke beklagende: »Forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud«?12 Advarede han ikke om, at »blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig«?13 Forudså han ikke »dem, der kalder det onde godt og det gode ondt«,14 og at »en mand får sine husfolk til fjender«?15
Så hvad med os? Bør vi være skræmte eller bange? Bør vi efterleve vores religion i al hemmelighed? Bestemt ikke! Med tro på Kristus behøver vi ikke frygte menneskers bebrejdelser eller være bange for deres hån.16 Med Frelseren ved roret og levende profeter til at lede og vejlede os, »hvem kan da være imod os?«17 Lad os være fortrøstningsfulde, ikke undskyldende, tapre, ikke tilbageholdende, trofaste, ikke frygtsomme, når vi holder Herrens lys op i disse sidste dage.18
Frelseren gjorde det klart, at »enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader … Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader.«19
Lad os derfor, selv om nogle foretrækker en Gud uden bud, frimodigt vidne med ældste D. Todd Christofferson om, at »en Gud, der ikke stiller nogen krav, er det samme som en Gud, der ikke eksisterer.«20
Selvom nogle foretrækker at være selektive omkring, hvilke befalinger de følger, så lad os med glæde tage imod Frelserens opfordring om at »efterleve hvert ord, som udgår af Guds mund«.21
Selvom mange tror, at Herren og hans kirke billiger at gøre, »hvad end [vores] hjerte ønsker«,22 så lad os tappert erklære, at det er forkert at »følge mængden i at øve ondt«,23 fordi flertallet ikke kan rette op på det, som Gud har erklæret er forkert.24
»O husk, husk … hvor strenge [men dog frigørende] Guds befalinger er.«25 At undervise klart om dem kan til tider opfattes som intolerance. Lad os derfor respektfuldt vise, at det ikke blot er muligt, men afgørende at elske et Guds barn, der favner en anden tro end vores egen.
Vi kan acceptere og respektere andre uden at sige god for deres tro eller handlinger, der ikke stemmer overens med Herrens vilje. Der er ingen grund til at ofre sandheden på behagelighedens eller det socialt ønskeliges alter.
Zion og Babylon er uforenelige. »Ingen kan tjene to herrer.«26 Lad os alle huske Frelserens gennemborende spørgsmål: »Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger?«27
Lad os vise vores kærlighed til Herren gennem helhjertet, frivillig lydighed.
Hvis I føler jer fanget mellem jeres liv som discipel og verden, så husk, at jeres kærlige Frelser »sender en opfordring … for barmhjertighedens arme er strakt ud mod dem, og han siger: Omvend jer, så vil jeg modtage jer.«28
Præsident Russell M. Nelson har sagt, at »Jesus Kristus vil udføre nogle af sine mægtigste gerninger fra nu af, og til han kommer igen.«29 Men han har også sagt, at »de, der vælger Herrens vej, sandsynligvis vil lide forfølgelse.«30 At blive »anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld«31 kan til tider være vores lod, når vi »prioriterer hans røst højere end nogen anden.«32
»Salig er den, der ikke forarges på mig,« sagde Frelseren.33 Andre steder lærer vi: »Stor er lykken for dem, der elsker din lov, intet får dem til at snuble.«34 Intet! Så lad os spørge os selv: »Holder jeg ud i et stykke tid, men når der opstår prøvelser eller forfølgelse på grund af ordet, bliver jeg så stødt?35 Er jeg fast bygget på Jesu Kristi og hans tjeneres klippe?«
Moralske relativister taler for, at sandhed blot er en social konstruktion, at der ingen moralske absolutter er. Det, de virkelig siger, er, at der ikke er nogen synd,36 at »hvad et menneske end gør, er ikke nogen forbrydelse«,37 en filosofi, som modstanderen stolt hævder at være ophav til! Lad os derfor tage os i agt for ulve i fåreklæder, der altid rekrutterer, og »ofte bruge deres intellektuelle forbehold til at dække over deres egne mangler.«38
Hvis vi virkelig ønsker at være Kristi tapre disciple, vil vi finde en vej. Ellers tilbyder modstanderen lokkende alternativer. Men som trofaste disciple »behøver vi ikke at undskylde for vores tro eller trække i land med hensyn til det, som vi ved er sandt.«39
Til slut et par ord om de 15 Guds tjenere, der sidder bag mig. Mens de verdslige »siger til seerne: I må ikke se noget, og til profeterne: I må ikke se syner om sandheden!«,40 bliver de trofaste »kronet med velsignelser fra oven, ja, og med ikke så få befalinger og med åbenbaringer til sin tid.«41
Det er ikke overraskende, at disse mænd ofte bliver lynafledere for dem, der er utilfredse med Guds ord, som profeterne forkynder det. De, der afviser profeterne, forstår ikke, at »ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften« og de er ikke resultatet af menneskers vilje; »men drevet af Helligånden [siger de nu det], der kom[mer] fra Gud.«42
Ligesom Paulus skammer disse Guds mænd sig »ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre« og er »hans fange[r]«,43 i den forstand, at den lære, de forkynder, ikke er deres, men er hans, som har kaldet dem. Ligesom Peter kan de »ikke lade være med at tale om det, som [de] har set og hørt«.44 Jeg vidner om, at Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum består af gode og ærlige mænd, der elsker Gud og hans børn, og de er elsket af ham. Deres ord bør vi tage imod, som kom de fra Herrens egen mund, »i al tålmodighed og tro … For ved at gøre dette skal helvedes porte ikke få overhånd over [os] … og Gud Herren vil sprede mørkets magter foran [os]«.45
»Ingen uhellig hånd kan standse dette værks fremgang«;46 det vil marchere triumferende videre med eller uden jer eller mig, så »vælg i dag, hvem I vil tjene«.47 Lad jer ikke narre eller skræmme af modstanderens høje larm fra den store og rummelige bygning. Den desperate decibel fra dem kan ikke måle sig med den stille, sagte røsts fredfyldte indflydelse på et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd.
Jeg vidner om, at Kristus lever, at han er vor Frelser og Forløser, og at han leder sin kirke gennem Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum og således sikrer, at vi ikke bliver kastet »hid og did af hver lærdoms vind.«48
»Sande Jesu Kristi disciple«, har præsident Nelson sagt, »er villige til at skille sig ud, sige noget og være anderledes end andre mennesker i verden. De fortsætter ufortrødent, dedikeret og modigt.«49
Brødre og søstre, det er en god dag at være god på! I Jesu Kristi hellige navn. Amen.