Nu er tiden inde
Nuet er den tid, hvor vi kan lære. Nuet er den tid, hvor vi kan omvende os. Nuet er den tid, hvor vi kan velsigne andre.
Mine kære brødre og søstre, denne konference har været historisk på mange måder. Vi er blevet velsignet af bønnerne, budskaberne og musikken. Vi er blevet inspireret af Herrens tjenere.
Vi har modtaget vigtig vejledning for fremtiden. Det er min bøn, at Ånden har talt direkte til jer om det, Herren ønsker, at I gør.
Fremtiden er altid usikker. Vejret ændrer sig. Økonomiske konjunkturer er uforudsigelige. Katastrofer, ulykker og sygdom kan hurtigt ændre livet. Disse begivenheder er stort set uden for vores kontrol. Men der er nogle ting, som vi kan kontrollere, herunder hvordan vi bruger vores tid hver dag.
Jeg kan godt lide dette digt af Henry Van Dyke, der blev placeret på et solur på Wells College i New York. Det lyder:
Skyggen fra min finger
adskiller fremtiden fra fortiden:
Foran den sover den ufødte time
i mørket og uden for din magt.
Bag dens aldrig tilbagevendende linje,
den forgangne time, ej længere din:
Blot en time er i dine hænder,
NUET, hvor skyggen lander.1
Ja, vi bør lære af fortiden, og ja, vi bør forberede os på fremtiden. Men det er kun nu, at vi kan handle. Nuet er den tid, hvor vi kan lære. Nuet er den tid, hvor vi kan omvende os. Nuet er den tid, hvor vi kan velsigne andre og »styrke … de synkende hænder«.2 Mormon rådede sin søn Moroni: »Lad os … arbejde flittigt … for vi har et arbejde at udføre, mens vi er i denne bolig af ler, så vi kan besejre fjenden af al retfærdighed og hvile vor sjæl i Guds rige.«3
Modstanderen sover aldrig. Der vil altid være modstand mod sandheden. Jeg gentager min opfordring fra denne formiddag om at gøre det, der vil øge jeres positive åndelige momentum, den opdrift, som ældste Dieter F. Uchtdorf talte om, som vil blive ved med at føre jer fremad gennem alle de udfordringer og muligheder, der måtte komme.
Positivt åndeligt momentum øges, når vi tilbeder i templet og vokser i vores forståelse af den storslåede bredde og dybde af de velsignelser, vi modtager der. Jeg beder jer indtrængende om at modvirke verdslige veje ved at fokusere på templets evige velsignelser. Jeres tid der bringer velsignelser til evigheden.
Efterhånden som Kirken vokser, stræber vi efter at holde tempoet oppe ved at bygge flere templer. Fireogfyrre nye templer er for tiden under opførelse. Flere bliver moderniseret. Jeg beder for de dygtige mennesker, som arbejder på disse projekter i hele verden.
I taknemlighed og i en bønsom ånd glæder det mig at bekendtgøre vores planer om at bygge et nyt tempel på hvert af følgende steder: Wellington i New Zealand; Brazzaville i Republikken Congo; Barcelona i Spanien; Birmingham i Storbritannien; Cusco i Peru; Maceió i Brasilien; Santos i Brasilien; San Luis Potosí i Mexico; Mexico City Benemérito i Mexico; Tampa i Florida; Knoxville i Tennessee; Cleveland i Ohio; Wichita i Kansas; Austin i Texas; Missoula i Montana; Montpelier i Idaho og Modesto i Californien.
Disse 17 templer vil velsigne utallige mennesker på begge sider af sløret. Jeg elsker jer, mine kære brødre og søstre. Og endnu vigtigere, så elsker Herren jer. Han er jeres Frelser og jeres Forløser. Han leder og vejleder sin kirke. Må vi være et folk, der er Herren værdigt. Han som sagde: »I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.«4
Dette beder jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.