Ræk ud til hele verden
Medlemmer af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum fortsætter deres tjenestegerning som profeter, seere og åbenbarere og vidner over hele verden om evangeliets gengivelse og velsignelserne ved at følge Frelseren. Her er blot nogle af de ting, de har opnået siden sidste generalkonference.
Medlemmer af Det Første Præsidentskab.
Se en sammenfatning af præsident Russell M. Nelsons tjenestegerning siden sidste generalkonference på s. 135.
Da præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, talte på et universitet i Rom i Italien, sagde han, at religionsfrihed giver mange fordele for samfundet, og han opmuntrede troende til at »finde måder at lære af hinanden og styrke den fælles indsigt, der holder os sammen.«
Medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum
Præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident og ældsterne Jeffrey R. Holland og Quentin L. Cook besøgte flere steder i Storbritannien og mødtes med missionærer og medlemmer af Kirken. Alle tre var på mission i Storbritannien, da de var unge, og ældste Holland og ældste Cook var kammerater.
Ældste David A. Bednar talte ved et foredrag i Jordan. I De Forenede Arabiske Emirater mødtes han med lederne i Abu Dhabi Stav og besøgte expo-området, hvor der en dag vil være et tempel. I Bahrain mødtes han med medlemmer af Manama Menighed og holdt et foredrag for de unge.
Ældste D. Todd Christofferson blev den første apostel, der besøgte Republikken Gambia. Han mødtes med præsidenten, præsidentfruen og vicepræsidenten for republikken og drøftede en samarbejdende indsats mellem Kirken og præsidentfruens stiftelse for at hjælpe de trængende. Ældste Christofferson besøgte også Elfenbenskysten, Nigeria og Ghana.
Under møder og oplæring i Colombia og Ecuador mindedes ældste Neil L. Andersen de mange kirkemedlemmer, der er gået bort på grund af COVID. Han mødtes med missionærer, 36 missionspræsidenter og deres hustruer og stavsledere, og talte ofte spansk. Ved et foredrag i Colombia talte han om at styrke ægteskabet og familien.
I Panama blev ældste Gary E. Stevenson den første apostel, der besøgte øen Carti Tupile i øgruppen San Blas, der ligger i indianerdistriktet Guna Yala omkring to og en halv time fra Panama City.
Ældste Gerrit W. Gong talte med de unge i Filippinerne om at træffe kloge beslutninger og om at påtage sig Jesu Kristi navn. Han mødtes med missionærer og talte ved en transmission over hele Filippinerne til unge voksne.
I sit hjemland Brasilien rådede ældste Ulisses Soares unge voksne til at centrere deres liv om Frelseren. Han bad missionærerne om at udøve tro på Jesus Kristus og forblive grundfæstet i sandheden. Flere måneder senere vendte ældste Soares tilbage til Brasilien for at tale ved et symposium om religionsfrihed. Han mødtes også med vicepræsidenten i Den Dominikanske Republik og med Cubas ambassadør i landet. Kirken har et distrikt og fire grene i Cuba.
Ved virtuelle møder talte ældste Dieter F. Uchtdorf til unge, missionærer og kirkeledere i Asien; ældste Quentin L. Cook til unge voksne i Europa, Europa Øst, Afrika og Mellemøsten; ældste D. Todd Christofferson til portugisisktalende unge voksne; ældste Neil L. Andersen til unge voksne, der bor i Latinamerika og Spanien; ældste Ronald A. Rasband til engelsktalende unge voksne; og ældste Dale G. Renlund til fransktalende unge voksne.