Evangelierne: Fire vidnesbyrd om Frelseren

Gaye Strathearn, dekan for religionsstudier, Brigham Young University, og Frank F. Judd jun., professor i oldtidsskrifter, Brigham Young University

Når vi ser nøje på hver af de fire evangelier, kan vi se særlige perspektiver, der fremhæver vigtige sandheder om Jesus Kristus.

Jesus Kristus, der sidder ved et bord sammen med sine apostle

Ordet evangelium betyder »gode nyheder«, og den gode nyhed er, at Jesus Kristus kom til jorden og fuldførte sin frelsende mission (se 3 Ne 27:13-14). De fire evangelier i Det Nye Testamente beskriver Frelserens liv og mission.

Hvert evangelium blev oprindeligt skrevet som et uafhængigt vidnesbyrd om Frelseren. Når vi ser nøje på hvert vidnesbyrd individuelt, kan vi påskønne særlige perspektiver, der fremhæver vigtige sandheder om Jesus Kristus.

Markus

Hvem var han?	Traditionelt tror man, at det var Johannes Markus, en af Paulus’ missionærkammerater (se ApG 12:25).
Hvad var hans kilder?	Muligvis Peter, som han ledsagede til Rom, og hvis minder om Frelseren han nedskrev.¹
Hvornår blev hans evangelie skrevet?	Sandsynligvis mellem år 65 og 70 e.Kr. (det første af de fire evangelier i Det Nye Testamente, der blev skrevet).
Hvem var hans primære publikum?	Ikke-jødiske læsere, muligvis romere. Markus forklarer jødiske skikke for læsere, der ikke var bekendt med Jesu sprog og kultur (se Mark 7:1-4), og han nævner også romerske skikke (se Mark 6:48; 13:35).

I stedet for at begynde med Jesu fødsel begynder Markus med hans dåb, hvor Gud erklærede, at Jesus var hans elskede Søn (se Mark 1:11). Denne guddommelige godkendelse og identitet er grundlaget for Jesu myndighed over sygdom, lidelser og modstand.

Markus fremhæver generelt, at selv om Jesus blev afvist, misforstået og havde en ydmygende død på korset, sejrede han i sidste ende over alt.

Da Jesus viste sin myndighed, blev han ofte misforstået af andre jøder (se Mark 1:27; 4:11-12; 8:27-28), deriblandt dem i hans hjemby Nazaret (se Mark 6:1-4) og nogle familiemedlemmer (se Mark 3:21, se også Joh 7:5). Selv hans egne disciple forstod ikke fuldstændigt omfanget af hans mission (se Mark 4:36-41).

Men trods modstanden og misforståelserne sejrede Jesus. Under sin jordiske tjenestegerning underviste han sine disciple om, at han ville opstå fra de døde (se Mark 8:31; 9:31; 10:34). Ved korset erklærede selv den romerske officer, at Jesus virkelig var Guds Søn (se Mark 15:39). Ved graven bekræftede en budbringer i en hvid kjortel, at Jesus var opstået (se Mark 16:5-6), og mange vidner så selv den opstandne Kristus (se Mark 16:9-14).

Hvad kan vi lære af Markus

For dem, der undrer sig over, hvorfor flere mennesker ikke accepterede den korsfæstede Messias og søgte at få eller styrke deres eget vidnesbyrd, giver Markusevangeliet håb. Fra begyndelsen har folk misforstået Jesus Kristus. Men de fra enhver race eller baggrund, der tålmodigt forbliver loyale og følger Frelseren, vil få vished om, at »den mand var Guds Søn« (Mark 15:39).

Matthæus portrætterer Jesus som opfyldelsen af de israelitiske profetier og som bevis på, at Gud er med sit folk.

Matthæus

Hvem var han?	Traditionelt menes det, at det er skatteopkræveren, der nævnes i Matthæus 9:9.
Hvad var hans kilder?	Hans evangelie synes at afhænge delvist af Markusevangeliet, både hvad angår de nedskrevne historier og med visse undtagelser den rækkefølge, som de præsenteres i.
Hvornår blev hans evangelium skrevet?	Sandsynligvis mellem år 80 og 95 e.Kr.
Hvem var hans primære publikum?	Jødiske læsere. I modsætning til Markus føler Matthæus ikke behov for at forklare jødiske begreber for sine læsere. Evangeliet begynder med en genealogi, der forbinder Jesus med Davids kongelige linje og med Abraham, faderen til den jødiske pagt (se Matt 1:1-17). Men den indeholder også flere skriftsteder, der fremhæver ikke-jødernes tro og deres inkludering i Himmeriget (se Matt 1:2-6; 8:5-12; 15:21-28) og ser frem mod Frelserens instruktion på Oliebjerget om at »gøre alle folkeslagene til [hans] disciple« (Matt 28:19).

Matthæus portrætterer Jesus som opfyldelsen af de israelitiske profetier om Messias, der skulle komme fra kong Davids slægtslinje. Han portrætterer også Jesus som den nye Moses gennem paralleller: Han kom ud af Egypten (se Matt 2:13-15), holdt fem store prædikener² (ligesom Moses kom med fem lovbøger) og gav sin nye lov på et bjerg (se Matt 5:1).

Matthæus’ evangelium viser også Jesu komme som bevis på, at Gud er med sit folk. Da Johannes Døber var i fængsel, sendte han sine disciple til Jesus for at spørge, om Jesus var »den, som kommer« (se Matt 11:2-3). Jesu svar var, at han kom for at helbrede mennesker og undervise de fattige i evangeliet (se Matt 11:4-5).

Kun Matthæusevangeliet beskriver englens identificering af Jesus som »›Immanuel‹ – det betyder: Gud med os« (Matt 1:23, se også Es 7:14) og de sidste ord fra den opstandne Jesus til sine disciple: »Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« (Matt 28:20).

Hvad vi kan lære af Matthæus

Matthæusevangeliet er et vigtigt vidne om Jesu rolle i at vise, at Guds kærlighed er med hans folk. Jesu komme til jorden var opfyldelsen af en plan, der havde været i værk fra begyndelsen. Før dommens dag sendte Gud først sin Søn for at undervise og helbrede sit folk, både fysisk og åndeligt.

Lukas fremhæver, at Jesus var Frelseren for alle mennesker, ikke kun de udvalgte eller eliten.

Lukasevangeliet

Hvem var han?	En af Paulus’ læger og missionærkammerater (se Kol 4:14; 2 Tim 4:11; File 1:24).
Hvad var hans kilder?	Han lærte af øjenvidner og tidligere skrevne evangelier, deriblandt Markusevangeliet (se Luk 1:1-3).
Hvornår blev hans evangelium skrevet?	Sandsynligvis mellem år 80 og 90 e.Kr. sammen med den tilhørende skrivelse Apostlenes Gerninger (sammenlign Luk 1:1-4 med ApG 1:1-3).
Hvem var hans primære publikum?	Ikke-jødiske læsere. Selvom Matthæus’ slægtslinje om Jesus begynder med Abraham (se Matt 1:2), går Lukas tilbage til Adam, faderen til hele menneskeheden (se Luk 3:38). Sammenlignet med Markus ændrer Lukas nogle gange henvisninger, der ikke var lige så betydningsfulde for hans ikke-jødiske læsere, såsom at udelade jødiske religiøse traditioner og ændre aramæiske eller hebraiske navne og titler.

Lukas nævner mere end andre evangelier trofaste kvinder, hvoraf nogle ledsagede Jesus og støttede ham timeligt (se Luk 8:1-3). Han bemærker, at andre kvinder var vidne til Frelserens død og erklærede for apostlene, at Jesus var opstået fra de døde (se Luk 23:49, 55-56; 24:1-10).

Lukas fremhæver, at Jesus var Frelseren for alle mennesker, ikke kun de udvalgte eller eliten. Han lægger også vægt på, at Frelserens budskab blev bragt ud gennem Helligåndens kraft. Lukas nævner dem, der var fyldt af Ånden, da de forberedte sig til og profeterede om Frelseren (se Luk 1:15, 35, 41, 67; 2:25-27). Jesus selv modtog Ånden, betjente andre gennem den (se Luk 3:16, 22) og erklærede, at Gud er villig til at give den samme Ånd til sine børn (se Luk 12:10).

Kun Lukas inkluderer Herrens befaling til De Halvfjerds om at undervise alle i evangeliet (se Luk 10:1-12). Dette tema fortsætter i Apostlenes Gerninger, når disciple bringer de gode nyheder fra Jerusalem til »jordens ende« (ApG 1:8).

Hvad vi kan lære af Lukas

Lukas viser mere end andre evangelier, at verdens Frelser mødte sin forudordinerede skæbne med værdighed og mod, så vi hver især kan opleve velsignelserne ved hans forsoning og opstandelse, uanset vores baggrund.

Johannes

Hvem var han?	Apostlen Johannes Mange af de første kristne troede, at Johannes var den unavngivne discipel, »som Jesus elskede«, der blev nævnt i dette evangelie (se Joh 13:23). Nutidig åbenbaring bekræfter dette (se 3 Ne 28:6; L&P 7:1).
Hvad var hans kilder?	Hans øjenvidneberetning, Johannes Døbers skrivelser (se L&P 93:6-16) og unavngivne trofaste disciple, der hjalp Johannes med at samle denne information (se Joh 21:24).
Hvornår blev hans evangelium skrevet?	Sandsynligvis mellem år 90 og 110 e.Kr.
Hvem var hans primære publikum?	Alle mennesker. Johannesevangeliet opfordrer alle til at »tro, at Jesus er Kristus« (Joh 20:31), hvilket omfatter dem, der endnu ikke tror, såvel som disciple, der søger at fortsætte og styrke deres tro på ham.

Johannesevangeliet er unikt blandt de fire evangelier. I oldtiden var det kendt som »et åndeligt evangelium«³ på grund af dets fokus på Jesu guddommelige natur. I det første vers står der: »I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud« (Joh 1:1, fremhævelse tilføjet). Men det understreger også, at »Ordet blev kød og tog bolig iblandt os« (Joh 1:14).

Dette evangelium viser, at en af grundene til, at mange mennesker ikke forstod Jesu lærdomme, var, at han var »ovenfra« og havde et anderledes, evigt perspektiv fra folk, der »er af denne verden« (Joh 8:23, se også 3:11-13, 31). Hvis man læser hans dialoger med andre omhyggeligt, ser man, hvordan Jesus brugte disse oplevelser til at hjælpe folk til at hæve deres syn og begynde at udvikle et evigt perspektiv. Hver gang han talte, åbenbarede han Guds ord (se Joh 8:40; 14:10, 24); og når han handlede, udførte han Guds vilje (se Joh 4:34; 5:30; 6:38).

Hvad vi kan lære af Johannes

Johannesevangeliet nævner sit formål: »Alle dem, der tog imod [Jesus], gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn« (Joh 1:12), og »dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn« (Joh 20:31). Dette evangelium er således en påmindelse til alle dets læsere om vigtigheden af at lade Jesus lære os, hvordan vi kan øge vores forståelse ud fra Guds evige perspektiv.

Konklusion

Vi kan lære mange ting ved at overveje, hvordan hvert evangelium fremhæver forskellige aspekter af Jesu tjenestegerning og maler et individuelt portræt af Frelseren. Gennem inspiration bar skribenten til hvert evangelie sit eget unikke vidnesbyrd om Jesus Kristus, som, når det forstås, kan tilføje et oplysende perspektiv til vores eget studium af Det Nye Testamente og vores forståelse af verdens Frelser.

Disse individuelle vidnesbyrd lærer os blandt andet, at Jesus Kristus er en Frelser, der opfylder sine løfter til sit pagtsfolk (Matthæus), som bistår os gennem modgang med forventning om evig triumf (Markus), hvis Ånd indbyder os til at række ud til alle mennesker med medfølelse (Lukas), og som markerer vejen til samhørighed med Gud (Johannes).