»Afgørende familiesamtaler«, Liahona, jan. 2023.
Afgørende familiesamtaler
Afgørende samtaler vil hjælpe vores børn til at vide, hvad de tror på, og hvorfor de tror på det.
En søn bad sin far om at lære ham om bjergbestigning. Faderen underviste i alt det væsentlige, deriblandt planlægning, sikkerhed, forberedelse og udstyr. Sønnen spurgte, hvornår de skulle tale om, hvad de skulle gøre i tilfælde af en nødsituation. Faderen sagde, at han ikke ønskede at skræmme sin søn, og at denne samtale kunne vente, indtil den blev vigtig.
De fuldførte deres træning og tog på deres første klatretur op ad Mount Rainier nær Seattle i Washington. Oplevelsen og forholdene var glimrende i begyndelsen, men så blev vejret værre, og snart efter så de en lavine, der kom imod dem.
De vidste ikke, hvad de skulle gøre, for de havde ikke talt om det. Sønnen spurgte sin far: »Er jeg klar nu til den samtale om, hvad jeg skal gøre i nødsituationer, far?«
Afgørende samtaler – inden for hjemmets trygge rammer – kan hjælpe os til at forberede os på livets laviner.
»Den første store sandhed i universet er, at Gud elsker os,« har ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum sagt.1 Hans ord minder os om, at kærlighed er grundlaget for evigheden og for vores daglige liv. Med den kærlighed som selve præmissen er de samtaler og bånd, vi skaber med vores familie, afgørende.
Som ægtemand, far, skolevejleder og autoriseret psykoterapeut har jeg erfaret, at familiesamtaler er afgørende og ikke bør udskydes. Joy D. Jones, tidligere hovedpræsident for Primary, sagde: »Vi kan ikke vente på, at omvendelse kommer til vores børn af sig selv … Familiesamtaler om Jesu Kristi evangelium, afgørende samtaler, … kan indbyde Ånden.«2
Hvad er afgørende samtaler?
Søster Jones definerede afgørende samtaler som »enkle, omsorgsfulde samtaler, der kan lede børn [og os alle] til ikke alene at vide, hvad de tror, men vigtigere, hvorfor de tror på det.«3 Et ord, jeg elsker i denne definition, er enkle. Vores dialog behøver ikke at være dyb eller kompleks eller planlagt. Faktisk kan nogle af de bedste samtaler, vi nogensinde vil få, ikke planlægges, bortset fra at vi forbereder os ved altid at have Ånden hos os til at hjælpe os.
Søster Jones sagde desuden: »Tilfældig omvendelse er ikke en del af Jesu Kristi evangelium. At blive som vor Frelser sker ikke vilkårligt.«4 Det sker linje på linje, med en bevidst indsats og brug af tid.
Hvor ofte bør afgørende samtaler finde sted?
Vi bør tale med vores børn dagligt. Jo oftere vi har afgørende samtaler, jo mere normale, naturlige og oplysende bliver de.
Den værste måde at have afgørende samtaler på, er slet ikke at have dem! Vi tror ofte, at det ikke er det rette tidspunkt, det er for kompliceret, eller at vores børn ikke forstår det. Vi ønsker ikke at fornærme dem eller sige det forkerte eller gøre nogen utilpas. Men at prøve at have en samtale er i det mindste bedre end ingenting at sige.
Hvordan har vi afgørende samtaler med vores børn?
Den enkle opskrift, jeg har opdaget for at have afgørende samtaler, er kærlighed, at lytte og at ændre sig. Selvom vi måske ikke er fuldkomne til nogen af disse ting, kan vi stræbe efter at følge mønsteret konsekvent.
Kærlighed: Uden det fundament og anvendelsen af kærlighed kan vi ikke føre de mest effektive afgørende samtaler. Kærlighed er i ethvert hvad, hvornår, hvorfor og hvordan, i alt, hvad vi gør i vores familie. Vores børn har brug for at føle sig trygge, når de er i kontakt med os, og kærlighed tilvejebringer dette vigtige miljø. Vi kan altid vise kærlighed. Jesus Kristus viste os hvordan.
Søster Jones sagde: »Når vi opdrager og forbereder vores børn, giver vi plads til deres handlefrihed, vi elsker dem af hele vores hjerte, vi underviser dem om Guds befalinger og hans omvendelsesgave, og vi opgiver dem aldrig nogensinde. Er det trods alt ikke Herrens måde for os alle sammen?«5
Lyt: Gennem mine egne fejltagelser har jeg lært, at aktiv lytning er en vigtig del af enhver afgørende samtale. At lytte bør komme først og dobbelt så ofte, som vi taler. Jesus Kristus er det bedste eksempel på, hvordan man fører afgørende samtaler og lytter aktivt. I Johannes 8 lærer vi, at efter farisæerne havde bragt kvinden, der var grebet i ægteskabsbrud, til ham, var det første, han sagde til kvinden: »Hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?« (v. 10). For at fremme den afgørende læring stillede han spørgsmål og lyttede, inden han underviste.
Ændring: Når vi har udtrykt kærlighed, lyttet og skabt forbindelse til hinanden, hvad gør vi så derfra? Har vi brug for at omvende os, undervise, lytte mere, drage omsorg, undskylde, tilgive? Afgørende samtaler bør give os mulighed for at ændre os. Forhåbentlig stræber vi altid efter at blive »lidt bedre hver dag«, som præsident Russell M. Nelson har sagt det.6
Hvordan kan vi oftere have afgørende samtaler?
I vil blive vejledt af åbenbaring til det, der virker bedst for jeres familie. Overvej disse forslag ud fra vores families erfaringer:
Familiestudium af skrifterne: Da jeg spurgte vores børn, hvad af det, vi gør, der hjælper dem mest til at have samtaler om evangeliet, svarede de, at det var at studere skrifterne sammen hver aften ved at bruge Kom og følg mig.
Vidnesbyrdsmøde for familien hver fastesøndag: Det er normalt ikke et formelt vidnesbyrdsmøde, men en tid, hvor alle i vores familie deler følelser, overbevisninger, kampe og succesoplevelser. Min hustru og jeg stræber altid efter at vidne om Jesus Kristus. Dette møde er blevet en af de mest virkningsfulde oplevelser i vores hjem.
Familiemiddag: Når vi siger: »Hvad er klokken?« under middagen, ved børnene, at det er tid til, at hver person fortæller om en ting, der gik godt, og en ting, de ønskede, var gået bedre den dag. Det fører ofte til udtryk for taknemmelighed, kærlighed, nogle gange frustrationer og ofte til samtaler fyldt med evangeliet, der ikke ellers ville have fundet sted.
Samtaler på tomandshånd: Jeg påskønner, hver måned på fastesøndag, at sidde på tomandshånd med hver af mine børn, bede for dem ved navn, se dem i øjnene og stille dem spørgsmål. Jeg prøver at lytte og forbinde mig med deres følelser og behov. Det har måske føltes mærkeligt for dem til at begynde med, men nu savner de det, hvis vi ikke gør det. Jeg håber, de ved, at min tid med dem er vigtigere end noget andet, og at jeg ønsker at have afgørende samtaler med dem dagligt.
Gennemgang af mål: Vi sætter mål som individer, par og familie hver januar. Så drøfter vi vores udvikling og fremgang hver måned under et skriftstudium eller en hjemmeaftenslektion. Det fører til afgørende samtaler.
Samarbejde mellem ægtepar eller forældre: Hver søndag aften, når min hustru og jeg gennemgår vores ugentlige kalender, spørger vi også hinanden om, hvordan vi har det, og hvad vi kæmper med eller har brug for hjælp til. Vi har afgørende samtaler om vores ægteskab og hvert eneste af vores børn, og hvad der er brug for at gøre for at indgyde Jesu Kristi evangelium yderligere i alles hjerter.
Min hustru er meget bedre til at lytte, end jeg er, og er meget bedre til at hjælpe os til at holde balancen og fokusere på pagtsstien. Jeg lærer så meget af hende og er så velsignet ved, at hun valgte mig for evigt.
Vores familie er ikke fuldkommen i at udføre alle disse ting, men vi gør vores bedste, og vi bliver ved med at prøve.
Bliv klar, før lavinen kommer
Vent ikke, til livets laviner er på vej mod jeres ægteskab, børn eller andre relationer. Det handler ikke om hvis, men hvornår. Samtaler om evangeliet og andre afgørende samtaler forbereder os bedst, hvis de sker bevidst og regelmæssigt.
At være sammen med min hustru, børn og familie for evigt er mit største mål og formålet med alt, hvad jeg gør, deriblandt hver afgørende samtale.
Jeg kommer til kort, ligesom vi alle gør, men gennem Jesu Kristi kraft og omvendelse bliver jeg løftet op. Frelseren har lovet at styrke os ved sin kraft og det fuldkomne klare håb, han giver os gennem sin forsoning. Vi behøver ikke at være fuldkomne, men vi er nødt til at stræbe efter at forbedre os! Vi har hver især den kraft tilgængelig for os. I vil ikke fejle. Succes ligger altid i indsatsen.
Præsident Nelson har lovet, at »når I vælger at lade Gud råde i jeres liv, vil I selv opleve, at Gud er ›en gud, der gør mirakler‹ [Morm 9:11].«7 Det kan også være at lade Gud råde i vores vigtige samtaler. Alt er muligt gennem vor Frelser, Jesus Kristus, deriblandt disse afgørende samtaler. Kærlighed er altid hans svar!
Forfatteren bor i Washington i USA.