Sidste Dages Helliges røster

Hvor har du været?

Berniz de Los Santos fra Azua i Den Dominikanske Republik

Jeg måtte acceptere Guds timing og formål, idet jeg lærte at elske min mormor, som vor himmelske Fader og Jesus Kristus elsker hende.

Trods mormors sygdom så gør hun alt det, hun gør for mig, fordi hun elsker mig.

Foto brugt med tilladelse af forfatteren

»Hvor har du været, mit barn?« spurgte min mormor, da jeg bankede på døren. Jeg var lige vendt hjem fra en fuldtidsmission i El Salvador. Mormors øjne var fyldt med glæde over at se mig igen. Hendes arme føltes bløde og varme, da hun gav mig et knus.

Vi havde en sjov samtale, da jeg besvarede hendes spørgsmål om min mission. Jeg blev følelsesladet, da jeg fortalte hende om mennesker, mad, hårdt arbejde og mirakler under min mission. Da jeg var færdig, blev hun pludselig stille. Så spurgte hun: »Hvor har du været, mit barn?«

Tilsyneladende lyttede hun ikke. Så vi indledte vores samtale igen. Knap 20 minutter senere spurgte hun for tredje gang: »Hvor har du været, mit barn?«

Der var noget galt. Jeg fandt snart ud af, at omkring et år efter, at jeg var taget på mission, blev min mormor diagnosticeret med Alzheimers sygdom.

Jeg havde et stort ønske om at hjælpe mormor. I to år havde jeg forkyndt den kærlighed, Gud har til sine børn. Nu havde jeg mulighed for at efterleve disse lærdomme. Selvom jeg vidste, at det ville blive svært, tilbød jeg at flytte ind hos hende, så jeg kunne hjælpe hende.

De første måneder var de sværeste. Som i missionsmarken blev det et fuldtidsjob at have tålmodighed og undgå frustration. Og som under min mission måtte jeg acceptere Guds timing og formål, idet jeg lærte at elske min mormor, som vor himmelske Fader og Jesus Kristus elsker hende.

At bo hos mormor er nogle gange som at bo sammen med tre forskellige mennesker. Sommetider kan hun ikke holde ud, at der er en anden i huset. Sommetider ønsker hun min omsorg og opmærksomhed, og er glad for at hun ikke er alene. Sommetider kan hun kun tænke på, hvad hun skal give sit barnebarn, der lige er vendt hjem fra sin mission, at spise. »Lad være med det!« kan hurtigt blive til »Hvorfor gør du ikke det?«

Ikke desto mindre har min mormor været en stor velsignelse for mig. Jeg ved, at trods hendes sygdom så gør hun alt det, hun gør for mig, fordi hun elsker mig.

Min mormors sødeste og mest oprigtige ord kommer, hver gang jeg kommer hjem fra skole eller arbejde. Med et ømt blik krammer hun mig, kysser mine kinder og spørger kærligt: »Hvor har du været, mit barn?«