»Finder den guddommelige plan i vores ›ikke-ideelle‹ familie«, Liahona, jan. 2023.
Unge voksne
Finder den guddommelige plan i vores »ikke-ideelle« familie
Det kan være smertefuldt ikke at have den »ideelle« familie, men vi kan bruge virkelighedens vilkår til at nærme os Frelseren.
Illustrationer: David Green
Intet giver en dybere følelse af mening, glæde, længsel og smerte end de forhold, der er vigtigst for vores erfaringer i jordelivet – vores familieforhold. Og fordi disse forhold betyder så meget, blev vores kirkeledere inspireret til at fremkomme med »Familien: En proklamation til verden«.1 Sandhederne deri vidner om en kærlig Fader, der længes efter, at vi kender de guddommelige mønstre, der fører til evig lykke i familielivet.
Præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Fordi vor himmelske Fader elsker sine børn, vil han ikke lade os i tvivl om, hvad der betyder mest i dette liv, og hvor vores opmærksomhed kan medføre glæde og vores ligegyldighed vil føre til sorg.«2 Dette omfatter et utal af hellige roller i familien, som vi kan have i dette liv: Datter eller søn, søster eller bror, mor eller far, tante eller onkel, bedstemor eller bedstefar.
Sandhederne i familieproklamationen kaster lys på det »evige ideal«, som mange af os inderligt ønsker – stærke, lykkelige, evige familieforhold. Problemet er, at vi lever i en »jordisk virkelighed«. Og kløften mellem »virkelighed« og »ideal« kan være smertefuld. Nogle gange kan vi, i stedet for at se den som et lys til at vejlede os, tilmed opleve familieproklamationen som en skarp påmindelse om, hvor vi har »fejlet« i at nå »idealet«.
-
Vi længes måske efter ægteskab, men ser det ikke som en mulighed.
-
Vi har måske været gift og oplevet en voldsom skilsmisse.
-
Vi længes måske efter børn, som vi ikke er i stand til at få.
-
Vi har måske oplevet misbrug og brudt tillid i familieforhold.
-
Vi kan have oplevet betydelig smerte på grund af de valg, vores nærmeste familiemedlemmer har truffet.
-
Vi føler os måske splittede på trods af vores bedste indsats for at skabe samhørighed blandt vores nærmeste.
-
Vi kan endda føle os desillusionerede over uopfyldte længsler og løfter.
I virkeligheden kender vi alle til udfordringer, smerte og sorg i familielivet – nogle mere end andre. Til en vis grad falder vi alle uden for de ideelle mønstre, der er beskrevet i familieproklamationen.
Det, vi måske ikke indser, er den guddommelige plan i den virkelighed.
At søge og underordne sig Frelseren
Som enlig kvinde, der længtes efter ægteskab og børn i mange år, ønskede og troede jeg på, at et grundlæggende formål med mit liv var at opnå de idealer for familielivet, der blev fremsat i familieproklamationen. Alligevel kunne jeg trods min mest oprigtige indsats tilsyneladende ikke få det til at ske på den måde, jeg regnede med. Den kamp var smertefuld.
På det tidspunkt kunne jeg ikke se det mirakuløse, som Herren udvirkede i mit hjerte gennem den kamp.
Når jeg ser tilbage, spillede min uopfyldte længsel en hellig rolle i at vende mit hjerte mod min Forløser for at søge fred og vejledning, som han alene kan give, og i at styrke min tillid til hans fuldkomne kærlighed og bemyndigende kraft. Daglig bøn og skriftstudium og især ord fra generalkonferencen blev en livline af håb og vejledning. Jeg følte mig tilskyndet til at vende mig til ordene fra min patriarkalske velsignelse – og andre præstedømmevelsignelser – for at finde kærlighed og vejledning, der var til mig personligt fra min evige Fader.
Da jeg udøste mit hjerte for Herren, også da jeg blev fristet til at vende mig bittert bort, kom der hellige indtryk til mit sind og hjerte, der forsikrede mig om, at han kendte min situation, at der var en smuk plan for mit liv, og at jeg kunne stole på ham. Pagtsbånd3 til min Forløser blev en kanal af dyb fred og glæde, der overgik enhver anden kilde til glæde eller lykke.
Jeg forstod, at hvor jeg havde troet, at formålet med mit liv var at opnå mine drømme om den ideelle familie, muliggjorde Herren det, som ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum kaldte jordelivets grundlæggende formål. Da han citerede kong Benjamin, forklarede han: »Måske det grundlæggende formål … er at blive ›en hellig ved Herren Kristi forsoning‹, hvilket vil fordre, at vi bliver ›som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underordne os alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge ham, ligesom et barn underordner sig sin far.‹«4
Mit behov for Frelserens hjælp og styrke førte til, at jeg søgte og erfarede hans ønske om lydighed, sagtmodighed, ydmyghed, tålmodighed og kærlighed. I den proces blev jeg forandret af hans bemyndigende kraft. Og sandheden er, at det var det, jeg mest inderligt ønskede mig. Det, der virkede så »ikke-ideelt«, havde faktisk banet vejen for det smukkeste »ideal«.
Min ven og kollega Ty Mansfield beskrev en lignende sandhed. Som en mand, der føler sig tiltrukket af mænd, så Ty den åndelige vækst, der kan finde sted, når vi forankrer vores liv i Jesus Kristus og villigt overgiver hele vores hjerte til ham, hvilket tillader ham at hellige alle vanskelige oplevelser til vores gavn. For Ty begyndte det, da Ånden lærte ham dette, »at uanset om jeg nogensinde blev gift, var jeg i al evighed elsket og accepteret af Gud. Mit ansvar var at fortsætte med at leve en dag ad gangen, mens jeg søgte og fulgte Åndens vejledning.«5 Og til sidst førte det at stole på Gud Ty til at indgå et glædeligt, smukt, evigt ægteskab med sin hustru.
Udvikling af et dybere forhold til Frelseren
Jeg blev også omsider gift, efter jeg havde spekuleret på, om det nogensinde ville ske. Men behovet for at være dybt forankret i Jesus Kristus er kun fortsat, om ikke forøget, i de år, jeg og min mand har været beseglet. Jeg begyndte igen at søge ham for at få fred, da jeg kæmpede med barnløshed. Jeg vidste ikke, hvordan jeg nogensinde ville kunne opleve den glæde, jeg havde håbet på i familielivet, uden børn. Men selv efter min mand og jeg var blevet velsignet med to børn, fokuserede jeg ofte på mine svagheder som mor. Selvom jeg endelig havde det, jeg altid havde ønsket mig, så syntes kløften mellem det »ideelle« og det »reelle« på nogle måder at vokse.
Disse omstændigheder tilskyndede mig til på ny at tænke over formålet med jordelivet og de guddommeligt ordinerede processer, hvorigennem vi udvikler os. Måske er formålet med livet faktisk ikke at opnå den ideelle familie. Måske findes idealet ikke engang i jordelivet. Måske er familien i stedet en mulighed for udvikling.
Måske opfylder den virkelighed, der føles så smerteligt »mindre end ideel«, faktisk det hellige formål at fremme den udvikling, vi behøver for fungere i »ideelle« forhold. Måske ligger kraften i det faktum, at den dybe kløft mellem virkeligheden og idealet indbyder os til et dybere forhold til Jesus Kristus, hvor han helbreder og helliggør det, der føles ødelagt, og opbygger visdom, styrke og kærlighed i processen. På mirakuløs vis er det gennem hans nåde og forløsning, og hans alene, at vi kan blive den slags mennesker i den slags forhold, som vi søger at have i himlen.
Jeg er i dag af den overbevisning, at »fuldkommenhed« ikke er muligt i familieforhold, for nogen – i det mindste ikke i dette liv. Men ærlighed, retskaffenhed og ægte nærhed er. Faktisk vil det at foregive eller forvente fuldkommenhed forstyrre ægte nærhed med Gud, vores familie og andre. Når vi i stedet tillader os selv at blive set, som vi virkelig er, af Kristus, vores familie og andre, inklusive alt det, der er »mindre end ideelt«, kan vi indbyde hans helliggørende kraft i vores liv. Vi kan opleve hans mirakuløse kraft til at forlige det uforligelige, fylde os med hans kærlighed og forandre os til mennesker med et dybere forhold til ham og vores kære.
Måske er det helligste formål med familieproklamationen at forvisse os om, at takket være Jesus Kristus kan den »ideelle« familie blive den evige skæbne for os alle.
Som elskede sønner og døtre af himmelske forældre tilhører vi alle en evig familie. Vores enestående oplevelse i jordelivet er en afgørende del af vor Faders plan om at hjælpe os til at udvikle os og »slutteligt realisere [vores] guddommelige skæbne som arvinger til evigt liv«6 – det samme smukke familieliv, som han oplever, uanset hvor langt det ideal er fra vores nuværende familiesituation. Som ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Jesu Kristi forsoning har forudset og [vil] i sidste ende kompensere for ethvert afsavn og tab hos dem, der vender sig til ham. Ingen er forudbestemt til at modtage mindre end alt det, som Faderen har til sine børn.«7
Akkurat som Herren lovede Jakob midt i udfordringerne i sin »mindre end ideelle« familie, så forsikres vi i hans pagtsbånd til os om dette: »Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig« (1 Mos 28:15). Når vi følger ham, vil han, uanset hvordan vores ufuldkomne virkelighed ser ud, ikke »slippe os«, førend vi er blevet alt, hvad vi ønsker at være, knyttet i familiebånd i ophøjet glæde for evigt.